Kurateret af Kuratorisk Aktion i samarbejde med Pia Arke Selskabet

Transcription

1

2 Kurateret af Kuratorisk Aktion i samarbejde med Pia Arke Selskabet Den Frie Udstillingsbygning + Nationalmuseet, København 8. januar 14. februar 2010 Katuaq + Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Nuuk 5. marts 4. april 2010 BildMuseet, Umeå 6. juni 5. september 2010 Saqqummersitsineq aaqqissuuneqarpoq Kuratorisk Aktion-imit Pia Arke Selskabet suleqatigalugu Illu Saqqummersitsivik Den Frie + Danmarkip Katersugaasivissuani, København Ulloq 8. januar 14. februar 2010 Katuaq + Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu, Nuuk Ulloq 5. marts 4. april 2010 Assinik Katersugaasivik BildMuseet, Umeå-mi Ulloq 6. juni 5. september 2010 Curated by Kuratorisk Aktion in collaboration with the Pia Arke Society Den Frie Centre of Contemporary Art + The National Museum of Denmark, Copenhagen January 8 February 14, 2010 Katuaq + Greenland National Museum & Archives, Nuuk March 5 April 4, 2010 BildMuseet, Umeå June 6 September 5, 2010

3 Udgivere / Saqqummiisut / Publishers Pia Arke Selskabet & Kuratorisk Aktion (Frederikke Hansen & Tone Olaf Nielsen) Redaktører / Aaqqissuisut / Editors Kuratorisk Aktion & Mirjam Joensen Assistance / Ikiuuttut / Assistance Mirjam Joensen Oversættelse / Nutserisut / Translations Bjørn Chemnitz, Stephen Heilmann, Aviâja Rosing Jakobsen, Line Skywalker Karlström, John Kendal, Kuratorisk Aktion, Juana Petrussen Korrekturlæsning / Kukkunersiuisut / Copyediting Mette Jørgensen, Kuratorisk Aktion, Naja Møller Grafisk Design / Ilioqqaasut / Graphic Design Kristina Ask, Print Matters!, Askeby, Danmark / Denmark Tryk / Naqiterneqarfia / Printing Special-Trykkeriet Viborg A-S, Danmark / Denmark Oplag / Naqitat / Edition Kuratorisk Aktion & forfatterne / atuakkiortut / the authors All rights reserved. No part of this exhibition guide may be reproduced in any form without the permission from the copyrightholders. ISBN

4 INDHOLD / IMARISAI / CONTENTS At skubbe til historien: En introduktion til TUPILAKOSAURUS / Oqaluttuaq ajataq: TUPILA- KOSAURUS nassuiarlugu / Pushing History Around: An Introduction to TUPILAKOSAURUS Kuratorisk Aktion Sektion 1: Skitse til en historiefortælling / Immikkoortortaq 1: Oqaluttuap imassaanut toqqammavissaq / Section 1: Towards a Historical Narrative Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Mette Jørgensen, Inge Kleivan Sektion 2: Tupilakosaurus / Immikkoortortaq 2: Tupilakosaurus / Section 2: Tupilakosaurus Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Mirjam Joensen & Kuratorisk Aktion Sektion 3: Arktisk hysteri / Immikkoortortaq 3: Issittumi silaaruttutut kamanneq / Section 3: Arctic Hysteria Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Kirsten Thisted, Iben Mondrup, Anders Jørgensen Sektion 4: Etnoæstetik / Immikkoortortaq 4: Etnoæstetik / Section 4: Ethno-Aesthetics Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Stefan Jonsson, Sara Olsvig, Lars Kiel Bertelsen Sektion 5: Scoresbysundhistorier / Immikkoortortaq 5: Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat / Section 5: Stories from Scoresbysund Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Stefan Jonsson, Pia Arke, Mette Jørgensen Sektion 6: Legende / Immikkoortortaq 6: Legende / Section 6: Legend Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Jan-Erik Lundström, Søren Jønsson Granat Sektion 7: Jeg fisker kranier og knogler op / Immikkoortortaq 7: Niaqqup saarngi saanikullu qallorlugit / Section 7: Fishing out skulls and bones Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Erik Gant, Finn Thrane, Carsten Juhl Sektion 8: Filmprogrammet Den excentriske eskimo / Immikkoortortaq 8: Filmi Eskimuu silanngajaartoq / Section 8: The filmprogram The Eccentric Eskimo Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion

5 Sektion 9: Skandinavisk panorama / Immikkoortortaq 9: Isikkivik Skandinaviamiit / Section 9: Scandinavian Panorama Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Tine Bryld, Søren Jønsson Granat, Søren Bro Pold, Kirsten Thisted Værkliste / Suliat allattorsimaffiat / List of works Udstillingsarrangementer / Saqqummersitsinerit / Events during the exhibition Biografi: Pia Arke / Pia Arke ilisaritillugu / Biography: Pia Arke Biografier: Øvrige bidragsydere / Tapeeqataasut allat ilisaritinneri / Biographies: Additional Contributors Tak / Qujanaq / Acknowledgements Institutionelle samarbejdspartnere & Lånere / Suliffeqarfiit suleqatigisat & Atukkiisullu / Institutional Partners & Lenders Fonde & Sponsorer / Aningaasaateqarfiit & Aningaasaliisut / Funding & Sponsors TUPILAKOSAURUS team Udstillingslokaliteter & Entré / Init saqqummersitsiviit & Isernermi aki / Venues & Admission

6 At skubbe til historien: En introduktion til TUPILAKOSAURUS af Kuratorisk Aktion Der findes omstændigheder, hvor det kan være nødvendigt at tilbageerobre historien altså den store fortælling om, hvordan steder, kulturer og lande bliver til og skrive den om. For historien skubber begribeligt nok sådanne skæbner og forhold i glemsel, som opfattes som ubetydelige, ubestemmelige eller slet og ret ubekvemme. Pia Arke ( ) havde en særlig interesse i at undersøge den lille histories betydning i forhold til den store historie. Derfor skubbede hun rundt, pressede og masede med arkiver, levn og fund for at få den store og de små historier til at passe, som kollegaen Iben Mondrup så rammende har beskrevet Arkes livslange arbejde. Som frugt af den uhellige alliance mellem en østgrønlandsk syerske og en dansk telegrafist nærmede Arke sig kolonihistorien det vil sige den historie, der binder Grønland og Danmark sammen på den eneste pålidelige måde, nemlig ved at tage den personligt, som hun selv formulerede det. Og som kunstner undersøgte hun vedholdende sit felt som et æstetisk materiale, ved hjælp af hvilket man både kan så personlig tvivl og høste almengyldige svar. Hun støvede rundt i gamle arkiver, modernitetens museer og det arbejdende folks fotoalbums. Som en anden arkæolog gravede hun i fortiden for derpå at bringe fundene og sig selv i dialog med det håndgribelige: kroppen, anerne, naboerne, hukommelsen. Arke var med historikeren Carsten Juhls ord en anfægtet antropolog, der på baggrund af sin blandingsidentitet og sin billedmæssige erfaring skrev historie nedefra i solidaritet med de små historier, som kulturkritiker Stefan Jonsson påpeger. Men hun skrev også fra siden fra det sted, hvor bastarden, det omvandrende både-og eller hverken-eller, rumsterer. Hendes værker udfolder sig som en række enkeltstående og serielle undersøgelser af og dybt humoristiske opgør med Vestens konstruktion af Grønland som kolonihistorie, som primitiv kunst og som etnisk oprindelighed. På forskellig vis fortæller værkerne en historie ikke blot om Grønland, men om Vesten set udefra det vil sige om de mere skjulte sider og dynamikker i den store historie. Værkerne formår kort sagt at pege på det personlige og det verdenspolitiske side by side. Det er ikke populært men det ser underholdende ud, som Arke selv skrev om sin kunstneriske forskningsmetode og dens resultater. At det lykkes Arkes værk at afdække oversete og marginaliserede sammenhænge såsom danskernes fortrængning af nationens omfattende kolonihistorie og dens stadige eftervirkninger den dag i dag og fortælle en anden, relationel historie, synes ironisk nok at være grunden til dets manglende eksponering, i hvert fald i Danmark. For sandheden er, at TUPILAKOSAURUS: Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, er den første omfattende præsentation af kunstneren overhovedet. At tage livtag med Arkes værk er ikke nogen søndagsudflugt. For det første er værket og dets organisering blevet afbrudt gennem hendes tidlige bortgang, og der er flere huller end hovedværker. For det andet er vi, der forsøger at favne, læse og ordne hendes værk så at sige på den forkerte side af hegnet. Kuratorisk Aktion er danske, hvide, akademiske og kuratorer; altså nogle, der forvalter noget, der er en andens. Men hvis Arkes undersøgelser (som vi mener) viser, at der ikke findes noget uantasteligt, rent eller ublandet, så er det postkoloniale heller ikke noget, der kun vedrører dem, der har været koloniserede og nu angiveligt ikke længere er det. Det er i al væsentlighed også noget, der berører alle os, der er rundet af kolonimagterne og metropolerne. Vi er alle som én in the mix. Det er det netop dette forhold, vi ønsker at fremmane med valget af udstillingstitlen TUPILAKOSAU- RUS. Betegnelsen anvendte Arke selv til et af sine hovedværker fra 1999, i hvilket hun humoristisk gransker dem, der gransker Grønland og skubbede sig selv ind mellem tupilak og saurus, mellem myte og videnskab, for at indtage o ets plads i betegnelsens midte. Udstillingens struktur afspejler i tråd med titlen, at vi har ladet Arkes undersøgelser operere på os, og at vi har tilstræbt at underkaste vores research-, klassificerings- og registreringsprocesser hendes analysemetode. For det første har vi todelt udstillingen og viser hendes arbejder ikke kun i kunstens, men også i etnografiens rum; altså de to fagområder, som Arke hovedsageligt arbejdede i og med. Dernæst har vi ikke forsøgt (eller måske mere sandfærdigt: forsøgt ikke) at ordne materialet på nogen irreversibel, overbliksgivende eller udtømmende måde. I stedet har vi indladt os på det på alle måder overvældende materiale, der findes af og omkring Arke, og bestræbt os på at skabe tematiske rum for tværlæsninger og flerstemmighed, i et ønske om at holde hendes værk åbent for de, der ønsker at tage hendes tråd op. Således åbner TUPILAKOSAURUSs første temasektion Skitse til en historiefortælling med en organiseret uorden et billede på vores arbejde med at finde hoved og hale i det omfattende og spredte materiale, som Arke efterlod sig. Gennem at vise det 7

7 syn, der mødte os, da vi påbegyndte vores research- og registreringsarbejde og dermed billedliggøre vores arbejdspræmisser og -processer, er der skabt en basis for i samme sektion at skitsere de første egentlige teser om det samspil mellem personlige, videnskabelige og kunstneriske problemstillinger, der gav form til Arkes praksis. Disse begyndende teser undersøges efterfølgende tilbundsgående i endnu otte temasektioner: Tupilakosaurus, Arktisk hysteri, Etnoæstetik, Scoresbysundhistorier og Legende (først i Den Frie Udstillingsbygning i København og senere i Katuaq i Nuuk) og Jeg fisker kranier og knogler op, filmprogrammet Den excentriske eskimo og endelig Skandinavisk panorama (først i Nationalmuseet i København og senere i Grønlands Nationalmuseum & Arkiv i Nuuk). Alle temasektionerne har hentet deres titel og tematik fra Arkes efterladte værker. De repræsenterer dog ikke blot tematikker i hendes virke, men også læseretninger, som allerede i hendes levetid blev udstukket af kyndige folk i hendes professionelle omkreds og sociale netværk. Det drejer sig blandt andre om kunstnere, 8 litterater og filmfolk, der kærer sig om Arkes arv, og som altså foruden at have inspireret temasektionerne med deres tolkninger også har bidraget til TUPILAKOSAURUS guiden denne gratis fakta- og formidlingspublikation med uddybende værktekster. Foruden guiden og af største betydning for projektet udgives begge Arkes bøger: Etnoæstetik (1995) og Scoresbysundhistorier. Fotografier, kolonisering og kortlægning (2003) i nye, tresprogede udgaver (engelsk, grønlandsk og dansk), hvormed de gøres tilgængelige atter engang for et dansk og for første gang for et grønlandsk og et globalt publikum. Hverken med disse bogværker, der længe har været udsolgt fra forlagene, eller med Arkes forsvundne værker, har vi ønsket at lave tro kopier af originalerne. Bøgerne har vi som sagt omlagt til internationale udgaver. Og af de mange værker, som Arke i overensstemmelse med sit uhøjtidelige værkbegreb valgte atter at opløse, har vi bestemt os for at repræsentere enkelte gennem billeddokumentation. Andre har vi valgt at genskabe, fordi der forelå en opskrift. Oqaluttuarisaaneq tinnersarlugu: TUPILAKOSAURUS-imik ilisarititsineq Kuratorisk Aktion-imiit Pisoqartarpoq pisariaqalerluni oqaluttuarisaanerup tiguaqqinnissaanut tassa oqaluttuarujussuaq sumiiffiit, kulturit nunallu qanoq pinngorsimanerat allaqqillugulu. Oqaluttuarisaanerummi tupinnanngitsumik soqutaanngitsutut, aalajangeruminaatsutut nuanninngitsutulluunniit isigisat illuartittarpai puigugassanngorlugit. Pia Arke ( ) immikkut soqutigisaqarsimavoq oqaluttuannguup oqaluttuarujussuarmut pingaarutaata paasiniarnissaanut. Taamaattumik tinnersaavoq, toqqorsiviit, sipporutat nassaallu iterngi tikillugit misissorlugit, taamaalilluni oqaluttuarujussuaq oqaluttuannguillu imminnut ataqatigiilersinniarlugit, soorlu suleqataata Iben Mondrup-ip Arkep inuunermini suliai pillugit allakkamini eqqortumik taama allattoq. Tunumiup arnap mersortartup nalunaarasuartaaserisullu danskiusup peerariilernerisigut pinngortutut Arkep nunasiaataanerup oqaluttuassartaa qanillattorpaa tassa Kalaallit Nunaata Danmarkillu ataqatigiinnerisa oqaluttuassartaat uppernarnerpaasutuamik periaaseqarluni, tassa nammineq inuttut tamanna tigullugu, soorlu nammineq taama allakkaa. Endelig ledsages TUPILAKOSAU- RUS af en række supplerende, om end selvstændige events: et internationalt og mere teoretiserende seminar i København, et debatskabende folkemøde i Nuuk og filmdiskussionsdage begge steder. BildMuseet i Umeå, Sverige, overtager udstillingen, når den har været vist i København og Nuuk, hvormed dens vandring slutter. Udstillingen, TUPILAKOSAURUS guiden og alle papers og indlæg fra de offentlige events danner slutteligt grundsten i et forestående arbejde med at lave og udgive et omfattende og ræsonneret katalog over Arkes enestående værk i begyndelsen af Med projektet og dets enkelte dele er det vores håb, at Pia Arke får den plads både i kunsthistorien og på den politiske dagsorden, som hendes værk gør hende så fortjent til. Hverken Grønland eller Danmark, hvis historiske relation med det grønlandske selvstyres ikrafttrædelse den 21. juni 2009 har taget afgørende nye veje, kan være det foruden. Eller for den sags skyld verden. Eqqumiitsuliortutullu suliani kusanartumik atugassatut misissugariuarpaa, tassuunakkumi inuttut qulalersinneqarsinnaagami akissutillu tamanut atuuttut pissarsiarisinnaallugit. Toqqorsivitoqqat, katersugaasiviit nutaaliat inuillu sulisut assiisivii misissuiffigai. Itsarnisarsiuutut allatulli qanga pisimasut assappai taamaalilluni nammineq nassaamilu akunnerminni paasinartumik oqaloqatigiissinnaajumallutik: timi, siulit, sanilit, eqqaamasat. Oqaluttuarisaanermik ilinniagallip Carsten Juhlip oqaasii malillugit Arke inuup inuiaqatigiillu pissusiinik misissuisuuvoq qulartoq, akusaanini assilialiornermillu ilisimalikkani tunngavigalugit oqaluttuamik naqqaniit allattoq oqaluttuaarannguit

8 ersoqatigalugit, soorlu eqqumiitsuliornermik naliliisartup Stefan Jonssonip erseqqisagaatut. Kisianni aamma saneraaniit allappoq akusap, illugiissitsiitigaluni arlaannaanniinngitsup, uninngavimminiit iliuuseqarneratut. Suliai saqqummerput ataasiakkaatut nangeqattaartutulluunniit misissuinertigut itisuumik quianartortalimmillu illuatungiliuppoq Kitaata Kalaallit Nunaannik nunasiatut iluarsaassinerminik oqaluttuaanut, soorlu eqqumiitsuliornertut itsarnitsatut kinaassutsillu pinngorfianut. Suliat arlalitsigut oqaluttuaraat Kalaallit Nunaat kisimi pineqanngitsoq, kisiannili Kitaa avataanit isigalugu tassa oqaluttuarujussuarmi toqqorneqarnerusimasut savitussutsillu. Naatsumik oqaatigalugu suliat angusaraat nammineq inuttut inuunermik nunarsuarmilu politikkimik tikkuussineq side by side. Nuannarineqarpianngilaq quianartutulli illuni, soorlu Arke eqqumiitsuliortutut misissueriaatsini inernerilu pillugit nammineq allattoq. Arkep suliamigut iluatsippaa imminnut ataqatigiit takkuitsuukkat illuartitallu qulaajarnerat soorlu danskit naalagaaffittut nunasiaateqarsimanerminnik ullumikkumullu atajuartumik sunniutaanik puiguinerat oqaluttuaralugulu alla, oqaluttuaq akunnaatsuliaq, pingaartumik Danmarkimi ersersinneqannginneranut piaarinaatsoortumik tunngaviusorinartoq. Eqqortormi tassaavoq TUPILAKOSAURUS: Pia Arkep eqqumiitsuliorneq, inuiaassuseq nunasiaateqarnerullu oqaluttuassartaanik apeqqusersuinera, , eqqumiitsuliortup ilisaritinnera siullerpaaq annertoqisoq. Arkep suliaanik paasiniaalerneq imaaliallaannagassaanngilaq. Siullermik suliaa aaqqissuineralu qimagutiaarneratigut unitsinneqarpoq, amigaatillu suliaasa pingaarnersaannit amerlanerupput. Aappassaanik uagut, arnap taassuma suliaanik tigusillutalu atuartugut imaluunniit aaqqissuussisugut, oqaatigineqarsinnaavugut ungallut illuatungaaniittutut, kukkusumi. Kuratorisk Aktion danskiupput, ilinniagartuujullutik aaqqissuisartuullutillu, tassa allat suliaannik ingerlatitsisuullutik. Kisianni Arkep misissuineri (isumarput malillugu) takutitsipput nassaassaqartoqanngitsoq isornartorsiugassartaqanngitsunik, minguitsunik, imaluunniit akuneqanngitsunik, taamaattumik nunasiaasimanerup kingorna aamma tassaannaanngilaq nunasiaatigineqarsimasunuinnaq tunngasoq maannalu qularnanngitsumik taamaakkunnaarsimasunut. Pingaarutilerujussuarmittaaq uagutsinnik, nunasiaateqarsimasunit kingoqqisunik illoqarfissuarmiunillu, tamanik attuisuuvoq. Tamattami akusaavugut in the mix. Pissutsillumi taakku tunngavigerpiarlugit kissaatigisimavarput saqqummersitsinerup taaguutigissagaa TUPILAKOSAURUS. Taaguut taanna Arkep suliami pingaarnerit ilaannut 1999-imeersumut taaguutigaa, Kalaallit Nunaannik paasiniaasut quianartumik paasiniaramigit nammineq tupilaap paarmortullu akornannut inissilluni, oqaluttuatoqqat ilisimatusarnerullu akornannut, taaguutip qeqqani o -tut inissilluni. Saqqummersitsinerup ilusaata taaguut malippaa, Arkellu misissuineri uagutsinnut sunniuteqartinniarsimavavut, uagullu misissuinitsinni, immikkoortiterinitsinni nalunaarsuinitsinnilu nammineq misissueriaasia malinniarsimavarput. Siullermik saqqummersitsineq marluinngorlugu avipparput takutinniarlugu suliai eqqumiitsuliornerinnarmut tunnganatik aammattaaq inuit kulturiannut inooqatigiinnerannullu tunngasuusut; tassa sammisat arlariit Arkep pingaarnerutillugit suliai suleqataaffigisaalu. Tullianik misilissimanngilarput (eqqornerusumilluunniit: misilinniarsimanngilarput) suliat mumisinneqarsinnaanngitsutut, ataatsikkut takuneqarsinnaasutut tamakkiivissumilluunniit aaqqissuunnissaat. Paarlattuanik suliani amerlaqisuni, Arkep sammisaani, anguniarsimavarput sammisat illuatungeriissinnaanissaannut arlalinnillu paasineqarnissaannut inissaqartitsinissaq, tamatumani kissaatigigatsigu suliaanik nangitserusuttunut ammarneqarnissaat. Taamaalilluni TUPILAKOSAURUSip sammisaq siulleq Oqaluttuap imassaanut toqqammavissaq aaqqissuussamik tukattoq ammarpaa Arkep suliarpassuinik siammarsimasunillu qimataanik aaqqissuussiniarnitsinni sulinitsinnik takutitsisoq. Misissuinerput nalunaarsuinerpullu aallartikkatsigu, taamalu sulinitsinni tunngavissavut suleriaasissarisarpullu ersersinniarlugit, qanoq takusaqarsimanerput tunngavissiivoq immikkoortumi tassani ersersinniarivut tunngavilimmik isummiussat inuit ataasiakkaat, ilisimatusarnerit eqqumiitsuliornerullu sunniivigeqatigiinnerini apeqqutaasinnaasut, periaasianik ilusiliisut. Tunngaviusumik isummiussat siulliit taakku sukumiinerusumik misissorneqarsinnaapput sammisani immikkoortuni tullerni arfineq pingasuni: Tupilakosaurus, Issittumi silaaruttutut kamanneq, Etnoæstetik, Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat, aamma Legende (Den Frie Udstillingip, København illutaani Katua-milu) aamma Niaqqup saarngi saanikullu qallorlugit, filmi Eskimuu silanngajaartoq kiisalu Isikkivik Skandinaviamiit (Katersugaasivissuarmi Københavnimiittumi aamma Nunatta Katersugaasiviani Allagaateqarfianilu Nuummiittumi). Sammisat immikkoortitikkat tamarmik qulequtserneqarput Arkep qimataasa qulequtaannik sammisaannillu. Taamaakkaluartoq Arkep suliaanik takutitsiinnanngillat, aammali tulleriiaarneqarput ajunngikkallarmat suleqataasa ilisimasallit inuttullu attaveqarfigisaasa sammiviligaat. Taakku ilagaat eqqumiitsuliortut, atuakkiortut filmiliortartullu, Arkep kingornutassiaanik erliginnittut, taamalu sammisat immikkoortiternerinut isummersuiinnaratik tunisisimasuttaaq TUPILAKOSAURUS-ip ilitsersuutaanut naqitaq piviusunik paasissutissiinernillu imalik akeqanngitsoq suliat oqaasertaannik itisiliisoq. Ilitsersuutip saniatigut piareersaatigisamullu pingaarnerpaasu- 9

9 mik Arkep atuakkiai marluk saqqummersinneqarput: Etnoæstetik (1995) aamma Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat. Assit, inulerneqarnerat nunap assiliornerlu (2003) nutaamik naqillugit oqaatsit pingasut atorlugit (tuluttut, kalaallisut qallunaatullu), taamaalilluni qallunaanut atuagassanngoqqilluni siullermeerlunilu kalaallinut nunarsuullu sinneranut. Kissaatigisimanngilarput atuakkiat taakku (saqqummersinneqarfimminni qangarsuarli nungunneqareersut), Arkelluunniit suliaasa allat tammarsimasut, pissusivii assileqqissaarlugit saqqummersinnissaat. Oqaatigeriikkatsitut atuakkat nunarsuarmut tamarmut siammartussiarineqarput. Kiisalu sulianut, Arkep suliaminut pingaartorsiortannginneranut ilisarnaatitut aserortersimasaanut, tunngatillugu aalajangersimavugut ataasiakkaat uppernarsaatitut assinngorlugit takutinniarlugit. Allat pilerseqqissimavavut, taakkumi malitassaqareermata. Aamma TUPILAKOSAURUS arlalinnik ilaneqarpoq, iliuutsinilli namminersuutaasunik: Nunanit tamalaanit peqataaffigineqartumik isummersorfiunerusumillu Københavnimi isumasioqatigiinneq, oqallissaarilluni inunnik Nuummi ataatsimiititsineq kiisalu taakkunani tamani filmit pillugit oqallitsitsinerit. Sverigimi Umeåmi katersugaasiviup BildMuseetip saqqummersitsineq nangissavaa Københavnimeereerlunilu Nuummeereerpat, saqqummersitsinerlu tassani naggaserneqassaaq. Saqqummersitsineq, TUPILAKO- SAURUS-imik ilitsersuut pappialartaallu avataaninngaanneersunillu oqaaserineqartut naggataatigut tunngaviussapput suliassamut tullermut, tassalu Arkep suliarpassuinik ilusilersorluakkamik nalunaarsuusiornissamut, 2011-p aallartinnerani saqqummersinneqartussamut. Pilersaarutitsinni immikkoortortaanilu ataasiakkaani kissaatigaarput Pia Arkep eqqumiitsuliornerup oqaluttuassartaanut politikkikkullu ingerlaatsimut ilanngunneqarnissaa, suliaasami taama pineqarnissaanut naleqqulluinnartimmassuk. Tamanna Kalaallit Nunaata Danmarkilluunniit, oqaluttuarisaanermikkut ataqatigiinnerisa 21. juni 2009-mi kalaallit namminersulernerisigut pingaarutilimmik nutaanik illineqalersup, pinngitsoorsinnaanngilaat. Aammami nunarsuup tamarmi. Pushing History Around: An Introduction to TUPILAKOSAURUS by Kuratorisk Aktion There are circumstances in which it maybe necessary to reconquer history that is the broad narrative about how places, cultures and countries come into being and to rewrite it. For, understandably enough, history consigns to oblivion those fates and circumstances that are considered to be insignificant, indeterminable or, quite simply, inconvenient. Pia Arke ( ) had a special interest in examining the meaning of the little history in relation to the big history. That is why she pushed, pressured and jostled archives, relics and finds in order to get the big and the little histories to fit, as her colleague Iben Mondrup has so precisely described Arke s lifelong work. As the fruit of an unholy alliance between an East Greenlandic seamstress and a Danish telegraphist, Arke approached colonial history that is, the history that binds Greenland and Denmark together in the only reliable way, namely by taking 10 it personally, as she herself put it. And as an artist she investigated her field as an aesthetic material, with the help of which one can both sow personal doubt and harvest generally valid answers. She searched in old archives, the museums of modernity and the photo albums of ordinary people. Like an archaeologist she dug into the past in order to bring her findings and herself into dialogue with the tangible: the body, her forefathers, her neighbours, memory. Arke was, in historian Carsten Juhl s words, an affected anthropologist, one who on the basis of her mixed identity and her pictorial experience wrote history from below in solidarity with the little histories, as cultural critic Stefan Jonsson points out. But she also wrote from the sidelines from the position where the mongrel, the walking both-and or neither-nor, rummages around. Her works unfold as a sequence of one-off and serial investigations of and deeply humorous showdowns with the West s construction of Greenland as colonial history, as primitive art and as ethnic authenticity. In different ways the works tell a story not just about Greenland, but also about the West seen from outside that is, about the less evident aspects and dynamics of the big history. In brief, the works succeed in pointing out the personal and the global side by side. It is not popular, but it looks entertaining, as Arke herself wrote of her artistic research methods and their results. That Arke s work succeed in uncovering overlooked and marginalised circumstances such as the Danes repression of the nation s comprehensive colonial history and its aftereffects still felt to this very day and presenting a different, relational history seems, ironically, to be the reason for its lack of exposure in Denmark at any rate. For the fact is that TUPILAKOSAURUS: Pia

10 Arke s Issue with Art, Ethnicity, and Colonialism, is the first ever comprehensive presentation of the artist. Getting to grips with Arke s work is no easy matter. In the first place the work and its organisation were interrupted by her all too early death, and there are more holes than main works. Secondly, we who try to embrace, read and arrange her work are on the wrong side of the fence, so to speak. The members of Kuratorisk Aktion are Danish, white, academics and curators, that is, people who administer something that belongs to someone else. But if Arke s investigations show (as we think they do) that nothing is faultless, pure or unmixed, then neither is the postcolonial something that concerns only those who have been colonised and are now allegedly no longer so. It is essentially also something that concerns all of us who have been formed by the colonial powers and the metropoles. We are all in the mix. It is precisely this circumstance that we wish to highlight through our choice of the exhibition title, TUPILA- KOSAURUS. Arke herself used the designation for one of her key works from 1999, in which she humorously explores those who explore Greenland and pushed herself in between tupilak and saurus, between myth and science, to occupy the place of the o in the middle of the word. Like the title, the structure of the exhibition reflects that we have allowed Arke s investigations to operate on us, and that we have sought to subject our research, registration and classification processes to her method of analysis. Firstly, we have divided the exhibition into two parts and show her works not only in the space of art, but also in the space of ethnography, according to the two main fields in and with which Arke worked. Then, we have not tried (or perhaps more accurately: have tried not) to arrange the material in any irreversible, over-view-giving or exhaustive way. Instead we have engaged with the in every way overwhelming material that exists by and around Arke and endeavoured to create thematic spaces for cross-readings and polyphony in a wish to keep her work open for those who want to follow up on her themes and methods. Thus, the first theme section of TUPILAKOSAURUS, Towards a Historical Narrative, opens with an organised disorder a picture of our work to make head or tail of the copious, scattered material that Arke left behind. By showing the sight that met us when we began our work of research and registration, and thereby visualising the premises and process for and of that work, a basis has been created for outlining in the same section the first actual theses on the interplay between personal, scientific and artistic problematics that gave form to Arke s practice. These initial theses are subsequently investigated in depth in the eight theme sections: Tupilakosaurus, Arctic Hysteria, Ethno-Aesthetics, Stories from Scoresbysund and Legend (first at Den Frie Centre of Contemporary Art in Copenhagen and then in Katuaq in Nuuk) and Fishing out skulls and bones, the film programme The Eccentric Eskimo and finally Scandinavian Panorama (first at the National Museum in Copenhagen and then at the Greenland National Museum & Archives in Nuuk). All the theme sections derive their titles and themes from the works Arke left behind. However, they represent not only themes in her practice, but also interpretative approaches that had already in her lifetime been identified by insightful people in her professional and social networks. Among others these include artists, writers, critics and filmmakers who value Arke s legacy and who besides having inspired the theme sections with their interpretations have also contributed to this TUPILAKOSAURUS guide a free publication containing analytic texts on the works along with factual information about Arke and her work. In addition to the guide and of the greatest importance for the project both Arke s books, Etno-Aesthetics (1995) and Stories from Scoresbysund: Photographs, Colonisation and Mapping (2003), are being published in new trilingual editions (English, Greenlandic and Danish), whereby they have become accessible once more for a Danish readership and for the first time for a Greenlandic and international public. Neither with these works, which have long been out of print, nor with those of Arke s works that have disappeared have we wished to make faithful copies of the originals. The books have, as already mentioned, been transformed into international editions. And of the many works that Arke, in accordance with her laidback work concept chose to dissolve once more, we have decided to represent some through pictorial documentation, while we have chosen to recreate others because a recipe existed. Finally, TUPILAKOSAURUS is accompanied by a number of supplementary albeit independent events: an international and more theoretical seminar in Copenhagen, a community meeting for the general public in Nuuk and film discussion days in both places. After the exhibition has been shown in Copenhagen and Nuuk, it will be taken over by BildMuseet in Umeå, Sweden, where its travels will end. Finally, the exhibition, the TUPILAKOSAURUS guide and all papers and contributions from the public events will form the cornerstone in the coming work to make and publish a comprehensive catalogue raisonné of Arke s unique oeuvre at the beginning of With this project and its individual parts it is our hope that Pia Arke will acquire the place both in the history of art and on the political agenda that her work so much deserves. Neither Greenland nor Denmark, whose relations have moved into a decisive new phase with the entry into force of Greenlandic Self-Government on June 21, 2009, can do without her. Nor for that matter can the world. 11

11 TEMASEKTION 1: SKITSE TIL EN HISTORIEFORTÆLLING Den franske idéhistoriker Michel Foucault må have skæmtet bare lidt, da han for at besvare sit eget spørgsmål: Hvad er en forfatter? forestillede sig følgende scenarie. En stor forfatter eksempelvis den tyske filosof Friedrich Nietzsche afgår ved døden, og det samlede værk skal nu udgives. Idet vi allerede forstår Nietzsche som forfatter, stilles vi overfor spørgsmålet om alt, hvad filosoffen havde skrevet, sagt og efterladt sig skal betragtes som et værk. Hvor stopper man? Alt hvad Nietzsche selv fik udgivet skal selvfølgelig med. Og udkastene til hans værker? Klart. De slettede passager og noterne på bunden af papiret? Jo da. Og hvis man blandt noterne finder henvisninger til et vigtigt møde, en vigtig adresse eller måske en dosmerseddel? Er det et værk? Vores situation i en nøddeskal. Vi vidste fra starten, at vi ville lave en retrospektiv udstilling med Pia Arke, som ikke skulle være et endegyldigt udsagn om kunstnerens værk og virke. Den skulle derfor ikke følge det lineære udviklingsperspektiv, der er så typisk for retrospektive satsninger, og som ofte ender med at lukke et oeuvre for fortolkning i forsøget på udtømmende at forklare det. Og skulle den være monografisk, så skulle den i hvert fald være flerstemmig. Det skyldtes dels, at Arke, som vi oplevede det, aldrig ville lægge sig helt fast på et standpunkt. Så hvordan kunne vi? Men det skyldes også, at hun allerede i mere end 20 år havde beskæftiget sig med at undersøge Grønland, Danmark og de historiske forhold, der knytter dem sammen, da hun gik bort. Og med al sandsynlighed ville hun have fortsat undersøgelserne i lige så mange år frem i tiden. Hvem ved, hvor de ville have taget hende hen? Hvad vi til at begynde med ikke havde gjort os klart var, at Arke havde opløst mange af sine værker, og at dette efter alt at dømme hang sammen med et værkbegreb, som i sig selv ville negere idéen om at vise hendes oeuvre. Efter nogen tids research måtte vi også konstatere, at nogle af de værker, som har været i privateje simpelthen er forsvundet. Arkes manglende og efterladte ting strittede samlet set i alle retninger og konfronterede os med Foucaults dilemma. For at være sandfærdige har vi derfor valgt at indlede denne første sektion med at italesætte vores dilemma. Vi håber dermed at kunne begrunde andre valg, som vi har foretaget i udstillingen. For eksempel at vi ikke har rekonstrueret Arkes opløste eller forsvundne værker undtagen i nogle få tilfælde, hvor der ikke kunne være tvivl om, hvordan det skulle gøres, eller hvor fristelsen var for stor. Vores forlegenhed begrænser sig dog ikke blot til at skulle afgøre, om noget skal betragtes som et værk eller ej. Spørgsmålet er snarere, hvordan vi som udelt danske overhovedet er i stand til 12 at kuratere en Arke retrospektiv? Det mener vi, at vi trods alt kan, fordi vi også er rundet af kolonihistorien, om end med omvendt fortegn. Vores kuratoriske drive består i en etisk forlegenhed og en længsel efter at forstå sammenhængen mellem den historiske kolonialisme og de aktuelle fobier og dertil knyttede idéer om kulturel overlegenhed og større ret til at regere. Derfor var det nærliggende at koble vidnesbyrdet om vores arbejdsproces, som man møder i indgangen til udstillingen, med værker af Arke, der peger på spørgsmålet om, hvor man taler fra som i grafikken Længsel (1981) og Arkes kort over Rigsfællesskabet, hvor hun har trukket sine personlige tilknytningspunkter og -linjer mellem Danmark og Grønland op. På den måde kommer de symbolsk til at stå for det sted, hvor vores interesser og praksisser mødes, og hvor det bliver muligt for os at kuratere Arkes værk. Ingen, der har beskæftiget sig med Arke, har kunne undgå at lægge mærke til hendes hulkamera. Hun byggede det selv og sørgede for, at det var stort nok til, at hun kunne være og overnatte i det, om hun ville. Det fylder med andre ord godt i landskabet; alligevel var det terrængående og nåede til så fjerntliggende pynter som Kronborg, Lønstrup Klint i Vendsyssel og Narssaq point i Sydgrønland. Kameraet spiller da også en væsentlig rolle i vores forestillinger om Arke og er derfor centralt placeret i En skitse til en historiefortælling et sted mellem tese og empiri, mellem det vi tror, og det vi ser. Sektionen rummer således både kameraet set udefra en rekonstruktion af selve kameraet (der er gået tabt), beretninger om dets tilblivelse og rejser samt en række af de billeder, der kom ud af det og så rummer den aspekter af mere indvendig karakter. Arke så fotografiet som en slags kunstarternes bastard. Og hun opfattede desuden sig selv som netop dét, en bastard. Hulkameraet for sin del betragtes gerne som den mest primitive form for fotoapparat, kort sagt en prototype. Og grønlandsk kunst opfattes også gerne som primitiv i den romantiske forstand af prototype på skabertrang og det oprindelige symbiotiske forhold til Naturen. Som når den danske autoritet på området, Bodil Kaalund, skriver værket Grønlands Kunst og ikke mindre besiddende i både grammatisk og overført forstand fritstiller kunstneren fra landet og forfatter et værk om grønlandsk kunst. Bag den lille forskel det er jo bare et k mere eller mindre lurer store opgør. Opgør med identitet og essentialisering, med tavshed og historieskrivning, med sentimentalitet og videnskab. I de efterfølgende sektioner er ønskemålet, at disse opgør ikke længere lurer, men at de derimod udfoldes og undersøges i lys lue. SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 1: Isumaliortaatsip oqaluttuarisaaneranik ilisimatuup franskiusup Michel Foucault apeqqutini nammineq akinialeramiuk quiasaarilaarsimassaaq: Atuakkiortoq sunaava? imalu takorluugaqarsimassaaq. Atuakkiortorsuaq soorlu noorleq Friedrich Nietzsche toquvoq, suliarisimasaalu tamaasa maanna saqqummersinneqassallutik. Nietzsche atuakkiortutut ilisarereersimagatsigu, apeqqusertariaqalerparput, isumaliortartup allassimasai, oqaatigisimasai qimassimasaallu tamarmik suliarisimasaatut isigisariaqarnersut. Qanoq killiliisaagut? Nietzschep nammineq saqqummersissimasai soorunami ilaasapput. Allaqqitassiaammi? Ilumut. Allatamini piiarsimasai pappilissap naqqani allattugai? Soorunami. Allattugaasalu akornanni innersuutinik ataatsimiisimanermut pingaarutilimmut, najukkamut iml. eqqaamassutissiaanik nassaaraanni? Nammineq taakku suliatut ilivitsutut isigineqassappat? Tassa taamatorpiaq inissisimavugut. Aallaqqaataaniit ilisimavarput, Pia Arke pillugu suliarisimasaannik saqqummersitsiniarnitsinni, eqqumiitsuliortup suliarisimasaanik iliuuserisimasaanillu tamakkiisumik takutitsisinnaanata. Taamaammat inuup suliarisimasaasa eqqartorneqartarnerini nalinginnaasartoq malinniarsimanngilarput, tassa ineriartornera malittaralugu suliaasa isummersorneqarnerini periarfissaasut tamakkerniarneqartarneri. Inullu ataasiinnaq eqqartorneqassappat, taava arlalinnik erinalerlugu saqqummersittariaqassavarput. Tassunga pissutaasut ilagaat, Arke, misigisimagatsigu, isummani aalajanginngisaannaraa. Taama pissuseqarpat aamma sooq uagut taamaaliussanngilagut? Pissutsit aamma ilagaat, ukiut 20-it sinnerlugit toqussi tikillugu Kalaallit Nunaat, Danmark oqaluttuarisaanikkullu pissutsit suuneri imminnullu qanoq attaveqalersimaneri misissorsimammagu. Ilimanarporlu ukiuni suli taama amerlatigisuni tamanna misissorsimassagaluaraa. Sunalu tikissimassaneraa takorlooruminaappoq? Aallaqqaataannit arajutsisimavarput, Arkep suliarisimasani amerlasuut isatersimammagit, tassungalu qularnanngitsumik isumaliortaaseq una pissutaagunarluni nammineq suliarisimasani isummatut kingusinnerusukkut nalilersuinissami pingaartissimannginnamigit. Misissuereerluta paasilerparput, suliaasa inunnik pigineqalersimasut ilaat tammaannartarsimasut. Arkep suliarisimasai amigaataasut amiakkuilu suni tamaani tikkuussisutut ipput taamaalillunilu Foucaultip akunnattoorneratut inissisimalluta paasivarput. Ilumuussuseq qimakkumanagu takutitsivissani immikkoortut aallartinnerini akunnartoornerput oqaasertaliinnassallugu aalajangersimavugut. Neriulluta saqqummersitsiniarnitsinni aalajangertarnivut taamaalilluta tunngavilersorsinnaallutigit. Soorlu Arkep suliarisimasai isaterneqarsimasut tammarsimasulluunniit pinngortinniarsimanngilavut, ilaannaalli qanoq suliarineqarnissaannik nalorngissutigisimanngisavut, iml. ussernartorsiorfigisimasavut pinngorteqqissimallutigik. Ajuusaarnittali killerinngilaa eqqumiitsuliatut suliat arlaat isigineqarsinnaanerinik aalajangerniartarnerput. Taakkunanili apeqqutaanerulluni, uagut qallunaajusugut Arkep suliarisimasaanik saqqummersitsiniarnitsinni qanoq illersorneqarsinnaasumik isumaginnissinnaanersugut? Sapersorinngilavulli, tassami aamma uagut nunasiaateqarnerup oqaluttuassartaanik aqqusaarneqarsimagatta, naak killormut pis-

12 OQALUTTUAP IMASSAANUT TOQQAMMAVISSAQ suseqaraluartumik. Taama isumaginninnitsinnut ingerlatsisuusimavoq inuiattut kanngusuuteqarnerput taamatullu nunasiaateqarnerup oqaluttuassartaata aammalu nassuerutigiumanngisatta imminnut qanoq ataqatigiissuseqarnerisa paasisaqarfigerusunneri tassungalu atasumik kulturikkut qaffasinnertut naalagaanerusutullu immitsinnut isumaqarfiginerput. Taamaammat qanoq suleriaaseqarsimanerput nassuiaateqarfigissallugu naleqqutissaaq, saqqummersitsinerup isaariaanni tamanna takuneqarsinnaavoq, tassani Arkep suliai tikkuussisutut immata, apeqqusiillutik sumik oqariartortoqarneranik soorlu Maqaasineq (1981) aamma Arkep Naalagaaffeqatigiinnerup nunataasa assiliorneri, tassani nammineq inuttut attuumassuteqarninni nalunaarsorsimammagit Danmarkip Kalaallillu Nunaata akornanni titarnilersuinikkut. Taamaalilluni soqutigisatta pissusittalu naapinneri soorlu takussutissinneqartut, Arkellu suliaanik illersuinitsinnik isumaginnissinaalersilluta. Kinaluunniit Arkep suliarisimasaanik sammisaqarsimasup maluginngitsoorsinaangilaa assiliiviliaa putuinnalik. Nammineq sanasimavaa imalu angissusilerlugu nammineq iserfigalugu unnuiffigisinnaallugu. Allatut oqaatigalugu angisuujuvoq; taamaattorli angallanneqarsinnaalluni sumiiffinnut imminnut ima ungasitsigisunut soorlu Kronborg, Vendsysselimi Lønstrup Klint aamma Narsami Nuugaarsummut angallanneqarsimalluni. Assiliisummi aamma Arkemik takorluuisarnitsinnut ilaavoq saqqummersitamilu Qualuttuap imassaanut toqqammavissaq qitiulluni inissinneqarsimalluni tassa ilimagisap atuuttullu akornanni, isumaqassutsitta isigisattalu akornanni. Immikkoortup taamaalilluni assiliisut silataanit isikkua aamma assiliisutip sanaqqinneqarsimasup (tammarsimasulli) imaraa, pinngoriartornerani oqaluttuaq angalasimanera kiisalu tassannga assit pinngortinneqarsimasut ilaallutik kiisalu qamuuna eqqaasassat ilaatigut ilaallutik. Arke assiliissummik assilisaq eqqumiitsuliornikkut akusatut isigerusunneraa. Imminullu aamma taama paasilluni, tassa akusatut. Assiliissutip putullip nammineq takutippa atortup annikinnerpaanik atortulikkap pissusaa, tassa assiliisuut pissuseqqaammisut ittoq. Kalaallit eqqumiitsuliaat aamma taama pissuseqqaammisut isikkulittut paasineqartarpoq, qanga pissutsit nuannaartoralugit pinngortiteqqaarniarnermi pinngortitamut atalluinnarnermik paasineqarsinnaasoq. Soorlu qallunaat ilaata tamakkuninnga paasisimasaqarluartup Bodil Kaalundip atuakkami Kalaallit Eqqumiitsuliaat allaatiginnissimaneratut, oqaasi-liornikkut piginnaasaqarnerunngikkaluarluni aamma isummatigut eqqumiitsuliortoq nunamit kiffaanngissusilermagu kalaallillu eqqumiitsuliaannik atuakkiortillugu. Assigiinngissutip annikitsup tassa k akerliussutsimik takutitsineq ilimasaarutigaa. Akerliussutsimik kinaasusilimmik pingaarnersiuinermillu imalimmik, oqaaseqannginnermik oqaluttuarisaanermillu allaaserinninnermik, qanga pissutsinut nuannaartorinninnermik aamma ilisimatusarnermik. Immikkoortuni tulliuttuni kissaatiginarpoq, taama akerliuniarnerup ersikkunnaarsimanissaa, killormulli qaffakaatinneqassasut alapernaassutsillu ikummarinnerannik misissorneqassallutik. THEME SECTION 1: TOWARDS A HISTORICAL NARRATIVE The French thinker Michel Foucault must have been joking a bit when in order to answer his own question: What is an author? he imagined the following scenario. A great writer for instance the German philosopher Friedrich Nietzsche dies, and his collected works are now to be published. Inasmuch as we already see Nietzsche as an auhtor, we are faced by the question as to whether everything the philosopher had written, said and left behind should be regarded as a work. Where does one stop? Everything that Nietzsche himself had published must of course be included. And the draft versions of his works? Obviously. The deleted passages and the notes at the bottom of the paper? Sure thing. And if one finds among the notes references to an important meeting, an important address or perhaps a shopping list? Are these works? Our situation in a nutshell. We knew from the start that we wanted to curate a retrospective exhibition of Pia Arke that should not be the ultimate statement about the artist s work and practice. Therefore it would not follow her development in the linear perspective that is so typical of retrospectives, and which often ends by closing an artist s oeuvre for further interpretation in an attempt at explaining it exhaustively. And if it was to be monographic, then it should at least be polyphonic. This was partly because Arke, as we experienced her, was never willing to adopt a definitive viewpoint. So how could we? But it was also because at the time of her death she had already been engaged for more than 20 years in investigating Greenland, Denmark and the historical circumstances that bind them together. And in all probability she would have continued her investigations for just as long into the future, had she lived. Who knows where they would have led her? What we had not been aware of at the start was that Arke had dissolved many of her works, and that this was apparently connected with a work concept that in itself would negate the idea of showing her oeuvre. After a while we were also forced to conclude that some of the works that were privately owned have simply disappeared. Taken together, the missing works and those that were left behind pointed every which way and confronted us with Foucault s dilemma. For the sake of honesty we have therefore chosen to start this first section by articulating our dilemma. In doing this we hope to be able to justify other choices that we have made throughout the exhibition. For instance, that we have not reconstructed Arke s dissolved or disappeared works except in a few cases where there could not be any doubt as to how this should be done, or where the temptation was too strong. However, our difficulty is not limited to simply having to decide whether something should be regarded as a work or not. The question is rather how in our unmixed Danishness we are at all able to curate an Arke retrospective? Appearances to the contrary, we think we are because we too are products of that colonial history, albeit the other way round. Our drive as curators is based on an ethical embarrassment and a longing to understand the connection between historical colonialism and current phobias with their concomitant ideas of cultural superiority and a greater right to rule. It was therefore natural to link the evidence that one meets at the entrance to the exhibition regarding our work process with works by Arke that point to the question of where one is speaking from as in the print Longing (1981) and Arke s map of the United Kingdom of Denmark in which she has marked her personal points and lines of attachment between Denmark and Greenland. In this way they come to stand for the place where our interests and practices meet, and where it becomes possible for us to curate Arke s work. No one who has been interested in Arke can have failed to notice her pinhole camera. She made it herself and saw to it that it was big enough for her to be able to get into it and spend the night there if she wanted to. In other words, it is a fair size, but was nevertheless capable of cross-country travel and reached such remote spots as Kronborg, Lønstrup Klint in North Jutland, and Narssaq Point in South Greenland. And indeed the camera plays an important role in our ideas about Arke. It therefore has a central place in Towards a Historical Narrative somewhere between thesis and empiricism, between what we believe and what we see. The section thus contains both the camera seen from outside a reconstruction of the camera itself (it has been lost), accounts of its genesis and travels and a number of the pictures it produced and, in addition, it contains aspects of a more inner nature. Arke saw the photograph as a kind of mongrel art form. And she saw herself as just that, a mongrel. For its part the pinhole camera is regarded as the most primitive form of photographic apparatus, in brief a prototype. And Greenlandic art is also often seen as primitive in the romantic sense of a prototype of the urge to create and an original symbiotic relation to Nature. As when a Danish authority in the field, Bodil Kaalund, writes the work Grønlands Kunst [Greenland s Art] and does not less possessive both grammatically and figuratively set the artist free of the country and write a work on Greenlandic art. Behind the little difference just an ic more or less lurk major confrontations. Confrontations with identity and essentialisation, with silence and the writing of history, with sentimentality and science. In the following sections our wished-for objective is that these confrontations should no longer lurk behind the scenes but that they should on the contrary unfold and be examined in full blaze. 13

13 Pia Arke. 1. tilbageblik til 1966 i Dundas Pia Arke. 1. uummannami Det må være en familie. Voksne, der står og taler. Børn, der gynger foran huset. En barnevogn, en cykel, en vippe, blomster. Billedet minder om den slags tegninger, børn som regel når at lave et enormt antal af i deres barndom far, mor, børn og hus. Forestillingen om en familie, der knytter sig til alle de konkrete steder, vi har boet, som faste landmærker i erindringens landskab. Billedet er et tilbageblik til en barndom et sted i Grønland; et visuelt forsøg på at erindre noget, som er hændt. Det er en scene, der udspiller sig, fremkaldt af erindringen, og dens dramatik holder fast i den nutid, hvorfra der huskes. Scenen kalder ikke på en nostalgi, men synes at give plads og fremtid til det liv, der ligger mellem dengang og nu. Det selvbiografiske er en nutidig handling, som henter sit materiale fra virkelighedens gemmer og sætter det i scene eller i spil. En selvbiografi opfinder ikke sin historie den omformer den. Billedet er grumset, flosset i kanten, omgivelserne utydelige og uden horisont. Det er et punkt i tiden; et sted, der ligger mellem Grønland og Danmark, mellem bjørneskindbukser og blomster, mellem en grønlandsk mor og en dansk far. Den nutidige erindring forsøger ikke at genskabe et oprindeligt og rent jeg, men udforsker en broget og tvetydig herkomst. Det selvbiografiske er personligt, men hænger også sammen med stedet og stedets historie. Den faktuelle personlige baggrund griber ud efter det faktiske steds historie. Sammenhængen mellem det personlige liv og stedet cirkulerer omkring forholdet til fortiden og til historien om Danmark og Grønland. På et gammelt skolekort over Grønland bekræfter både kortet selv og påtegnede steger den officielle historie mellem Danmark og Grønland; men parallelt med den personlige historie, for de punkter, stregerne peger på i Grønland, er Pia Arkes faktiske barndomshjem. Arke mente, at kortet over Grønland lignede Elefantmandens monstrøse hoved fra en bestemt vinkel i sig selv en læsning af kortet, som overskrider den traditionelle grænse for, hvad et kort aftegner. Den selvbiografiske handling bevæger sig mellem de konkrete hjem eller bosteder og udforsker en broget og tvetydig forbindelse mellem Danmark og Grønland. Bevægelsen minder om andre udforskninger, som missionærer, opdagelsesrejsende, etnografer og kartografer har udført, men kun næsten. For som barndomserindringer generelt er også den officielle historie blevet genfortalt mange gange og på mange måder. Barndomserindringerne er en skæv parallel til de gængse forestillinger om forbindelsen mellem Danmark og Grønland, der minder om, at historien er mange og grumset. Mette Jørgensen Ilaqutariiussagunavipput. Inersimasut imminnut oqaluuttut. Meeqqat illup saavani issakatsiaartut. Meeraaqqat qamutaat assakaasullit, sikkili, qeerlumiusaarfik, naasut. Assi eqqaanarpoq meeqqat meeraanerminni titartatagaasa ilaannut ataata, anaana, meeqqat illulu. Ilaqutariinnik aalajangersimasuni najugalinnik takorluuineq, najugaqarfigisimasatsinni eqqaamasat silarsuaanni aalajangersimasumik naleqqatut. Assi Kalaallit Nunaanni sumiiffiit ilaanni meeraanermut qiviarneruvoq; suna pisimasoq eqqaaniarlugu assilianngortitsiniarneq. Pisoq takusinnaasaq, eqqaamasanit pilersinneqartoq, pikkunartortaanillu ullumikkumut, eqqaamaneqarfianut, attatiinnarniarneqartoq. Pisoq eqqaakulunnerinnarmik pingaartitsinermik takutitsinngilaq, isumaqarnarnerullunili tarpaasoq inuunermullu, taamanikkut ullumikkullu pisut akornanni, siunissaliisoq. Nammineq misigisanik allaatiginninneq ullumikkorpiaq iliuusaavoq, pisimasuinnik tunngavilik taakkuninngalu assilianngortitsineq pinnguanngortitsinerluunniit. Nammineq misigisanik allaatiginninneq oqaluttuaanngilaq taassuminnga allanngortitsisoq. Assi isortuuvoq, sinai ingitsertut, avatangiisai ersernerluttut killingusaaqaranilu. Tassa piffissami uniffik; sumiiffik Kalaallit Nunaata Danmarkillu akornanniittoq, qarliit nanut naasullu akornanniittoq, anaanap kalaallip ataatallu qallunaap akornanniittoq. Ullumikkut eqqaamasatigut anguniarneqanngilaq qanga nagguimmik namminiviussusivimmillu pilersitseqqinniarneq, tassaallunili pinngorfimmik tamalaartumik marloqiusaasumillu misissuineq. Nammineq misigisanik allaatiginninneq inummut namminerpiamut tunngavoq, taamaattorli aamma sumiiffimmut taassumalu oqaluttuassartaanut atalluni. Inuttut namminertut tunulequttat piviusuusut akuliupput 14

14 1966-imut qiviarneq sumiiffiup oqaluttuassartaanut piviusuusumut. Nammineq inuunerisap sumiiffigisallu imminnut ataqatigiinnerisa kaaviiaarfigaat qanga pisunut qanoq isiginninneq aamma Danmarkip Kalaallit Nunaatalu oqaluttuassartaannut. Kalaallit Nunaata assingata atuarfimmi atugassiap qanganitsap nammineq nunap assingatut nalunaaqqutsersukkatigullu uppernarsarpaat Danmarkip Kalaallit Nunaatalu akunnerminni pisortatigoortumik oqaluttuassartaat, tassungali assingusumittaaq inuup nammineq oqaluttuassartaa, tassami Kalaallit Nunaata assingani sumiiffiit nalunaaqutserneqarsimasut tassaapput Pia Arkep meeraaffigisimasai. Arke isumaqarpoq Kalaallit Nunaata assingata assipalukkaa iloqiaap (tuluup Elefantmandimik taaneqartartup) niaqua iloqiaasortaaq aalajangersimasumiit isigalugu tassa nunap assinganik qimerluuineq, nunap assinganik qimerluueriaatsit nalinginnaasut sinaakkutaannik qaangiisoq. Nammineq misigisanik allaatigisaq angerlarsimaffigivisat najugaqarfigisimasaviilluunniit akornanni ingerlaartutut ippoq, paasiniaanerullunilu Danmarkip Kalaallit Nunaatalu tamalaartumik marloqiusaasumillu attaveqatigiinnerannik. Ingerlaaseq eqqaanarsinnaavoq misissuinernut allanut, ajoqersuiartortitat, ilisimasassarsiortut, inuiaat kulturiannik inuusaasiannillu paasiniaasut kiisalu nunap assiliortartut suliaannut, kisiannili taamaangajaannarluni. Meeraanermimmi nalinginnaasumik eqqaamasatulli pisortatigoortumik oqaluttuaq oqaluttuareqattaarneqartaqaaq assigiinngeqisunillu. Meeraanermit eqqaamasat equngasumik assingupput Danmarkip Kalaallit Nunaatalu attaveqatigiinnerannik nalinginnaasumik takorloortakkanut, eqqaasitsisumik oqaluttuarisaaneq oqaluttuassartarpassuaqartoq isortorlu. Mette Jørgensen Pia Arke. First Flash Back to 1966 in Dundas It must be a family. Grownups standing around talking. Children on swings in front of the house. A pram, a bicycle, a seesaw, flowers. The picture reminds us of the kind children often make a huge number of in childhood dad, mum, children and house: the idea of a family that attaches itself to the specific places where we have lived, as permanent landmarks in the landscapes of our memories. The picture looks back to a childhood somewhere in Greenland; a visual attempt at recalling something that has happened. It is a scene that is taking place summoned by memory and its dramatic content grips the present from where it is remembered. The scene does not evoke nostalgia, but seems to make room and a future for the life that is placed between then and now. The autobiographical is an action in the present that derives its material from the hiding places of reality and gives it dramatic life. An autobiography does not invent its story it transforms it. The picture is murky, frayed at the edges, the surroundings are unclear and without a horizon. It is a point in time, a place situated between Greenland and Denmark, between bearskin trousers and flowers, between a Greenlandic mother and a Danish father. The present-day recollection does not try to recreate an original and pure I, but explores a confusing and ambiguous descent. The autobiographical is personal, but is also connected with the place and its history. The factual personal background reaches out for the history of the actual place. The link between the personal life and the place circles around the relation to the past and to the story of Denmark and Greenland. On an old school map of Greenland we find confirmation both from the map itself and from the lines drawn on it of the official history shared between Denmark and Greenland; but this is parallel with the personal history since the places the lines point to in Greenland are places where Pia Arke actually lived as a child. Arke thought that the map of Greenland resembled the Elephant Man s monstrous head from a certain angle in itself a reading of the map that goes beyond the traditional limits for what a map represents. The autobiographical action moves among the concrete homes or settlements and explores a variegated and ambiguous connection between Denmark and Greenland. The movement is similar to other explorations that missionaries, explorers, ethnographers and cartographers have carried out, but only almost. But as is the case with childhood memories in general, the official history is also retold many times and in many ways. Childhood memories are a skewed parallel to current ideas about the connection between Denmark and Greenland that remind us that history is manifold and murky. Mette Jørgensen 15

15 Pia Arke. Hulkamerafotografierne Pia Arke. Assiliivimmik Året efter at Pia Arke var begyndt på malerskolen på Det Kgl. Danske Kunstakademi, gav hun sig i 1988 til at eksperimentere med hulkameraer. Det særlige ved et hulkamera er, at det ikke har nogen linse, men er forsynet med et ganske lille hul, som er tildækket, indtil billedet skal tages. Når lyset strømmer ind gennem hullet, rammer det en film, der er anbragt på den modsatte side inde i kameraet. Efter at have afprøvet hulkamerateknikken i Danmark fik Arke i 1990 sit store hulkamera sendt med skib til Narsaq. Hun valgte, ligesom nogle af de gamle brugere af camera obscura-teknikken, at bruge en kasse, der var så stor, at hun selv kunne være inde i den. Den var lavet af krydsfiner og lægter og var 165 cm x 140 cm og 170 cm høj. Lyset kom ind gennem et hul på 1,43 mm, der var boret gennem en tynd metalplade på den ene væg, mens filmen på den modsatte væg var en 6 ASA sort-hvid lithfil 50 cm x 60 cm. Fra Narsaq fik hun hulkameraet kørt til Nuugaarsuk tæt ved, hvor hun havde boet nogle år i sin barndom. Huset var revet ned, men Arke fik hulkameraet stillet op, så det kunne fange den udsigt, som familien engang havde haft: fjeld, vand og is. Resultatet var smukke, let slørede landskabsfotografier. Når hun sad inde i kassen, kunne hun se billedet blive til, og hun havde også mulighed for at skygge med kroppen, så filmen blev mindre belyst visse steder. Eksponeringstiden var fra 15 min. og opefter, og fremkaldelsen måtte på grund af filmens størrelse foregå i et stort kar, som gjorde det vanskeligt at kontrollere processen. Arke sagde senere om fejlene, at de 25 år der var gået, siden hun boede der, var på en måde nedfældet i billedet (Weekendavisen, 29. april 6. maj 1999). I 1993 gik Arke et skridt videre ved at lade et af sine grønlandske hulkamerafotografier i form af en 16 stor fotostat indgå i nye kontrastfulde fotografier. På et af dem sidder Arke selv med ryggen til og betragter det gamle fotografi. Hun ser ikke ud til at have noget på fødderne, men til gengæld har hun en lang grønlandsk kvindefestkamik på hovedet! Billedet blev i beskåret form trykt i den tosprogede ugeavis Sermitsiaq (nr. 5, 1994), hvor billedteksten begyndte med ordene: Tag kamikken over hovedet, så alle kan se hvor du kommer fra. Det var et effektivt blikfang for Arkes tankevækkende kunstpolitiske debatindlæg i Grønlands største avis, hvor hun reagerede på, at grønlandsk kunst blev udstillet sammen med etnografiske genstande. Den enkelte grønlandske kunstner måtte selv forholde sig til sine rødder. Ingen går rundt med en kamik på hovedet, og Arke kunne også have formidlet sit budskab ved f.eks. at være iført grønlandsk nationaldragt, men det ville ikke have virket umiddelbart provokerende. Arke brugte også den samme store fotostat af hulkamerafotografiet fra Nuugaarsuk som baggrund til en række fotografier af sig selv sammen med to andre unge kvinder, der ligesom hun selv var født i Østgrønland, og som nu befandt sig i Danmark. På et af dem står de tre kvinder stive og gravalvorlige med armene strakt ned langs siderne. Det virker, som om de har en distance til det, de har i hænderne, og som straks giver associationer til Grønland: en tromme og trommestik, en træmaske og en dukke iført grønlandsk kvindefestdragt. Fotografiet er et af fire i værket De tre Gratier (1993), men det er fjernt fra forestillingen om tre yndefuldt dansende kvinder. De moderne kvinders kropssprog og måden, de holder de grønlandske genstande på, tyder ikke på nogen levende forbindelse med fortidens kultur, men som alle Arkes værker er også det åbent for fortolkning. Inge Kleivan Pia Arke Det Kgl. Danske Kunstakademi qalipaanermik ilinnialernerminiit ukioq ataaseq qaangiuttoq assiliivinnik putuinnalinnik assiliilluni 1988-imi misiligaasalerpoq. Assiliiviit putuinnallit allaaqutigaat igalaartaasaqannginnamik, kisiannili assiliinissap tungaanut poorlugu assikkamik putunnguaqarlutik. Qaamaneq putunnguakkut appakaakkaangami assiliiviup assikkap illuatungaani inissinneqarsimmasup iluani filmimut nuuttarpoq. Assiliivimmik putuinnalimmik periaaseq Danmarkimi misiligartareerlugu Arkep assiliivini putuinnalik angisooq Narsamut umiarsuakkut 1990-imi nassiuppaa. Camera obscura-mik atuisartut allat assigalugit karsiliorsimavoq ima angitigisumik nammineq iluaniissinnaanngorluni. Karsi krydsfinerinit quassuttuunillu sanaajuvoq 165 cm x 140 cm-inik angissuseqarluni 170 cm-inillu portussuseqarluni. Qaamaneq putuarannguakkut karsip iigaata illuatungaani saviminermi saattumi putuliakkut 1,43 mm-itut angitigisukkut appakaattarpoq, filmilu iikkap illuatungaaniittoq qalipaateqanngitsumik assiliisarpoq tassaalluni 6 ASA lithfil 50 cm x 60 cmitut angitigisoq. Assiliivini putuinnalik Narsamiit ungasinngitsuanut Nuugaarsuliaatitippaa, meeraanermini ukiuni arlalinni najugaqarfigisimasaminut. Illugisimasaat ingitserneqareersimavoq, Arkelli assiliivini putuinnalik inissippaa, ilaqutariit qanga isikkiviat assilisinnaajumallugu: qaqqat, imaq sikullu. Inernerai pinngortitamik assilisat ersernerlulaaraluarlutik kusanartut. Karsip iluaniitilluni assilisami piviusunngornerat takusinnaavaa, timinilu atorlugu tarrartalersorsinnaavaattaaq, taamaalilluni filmip ilaa qaamanikillisissinnaallugu. Qaammarfigititsineq 15 min. sivisunerusumillu pisarpoq, filmillu angissusia pissutigalugu ersersaaneq baaliarujussuarmi pisariaqarluni, taamalu ersersaaneq nakkutigiuminaallisarluni. Arke kukkunerit pillugit kingorna oqarpoq tassaniinnerminit ukiut 25-it qaangiutereersut tassaniissimanini assilissatigut ilaatigut uppernarsarneqartoq (Weekendavisen, 29. april 6. maj 1999). Arke 1993-imi ingerlaqqippoq assiliivimmik putuinnalimmik Kalaallit Nunaanni assilisani assiliarujussuanngortikkamigit tarralersornerullugit assileqqillugit. Taakku ilaanni Arke nammineq tununn-

16 putuinnalimmik assilisat galluni assilisatoqqani isiginnaarpaa. Kamillaangarpasippoq, kisiannili arnat kalaallisuuisa kamisaat nasaliussimavaa! Assi killornerullugu aviisimi Sermitsiami (nr. 5, 1994) naqinneqarpoq, assillu allagartaa aallartippoq: Kamik nasaliuguk, taava tamarmik takusinnaassavaat suminngaanneersuunersutit. Tassa Arkep sunniutilimmik takutitsiniutaa Kalaallit Nunaanni aviisit annersaanni eqqumiitsuliornermik politikkip oqallisigineqarnerani eqqarsaatissiisumik akuliunnermigut, qisuariarfigisaami tassaavoq kalaallit eqqumiitsuliaasa itsarnitsanut akuliullugit saqqummersinneqartarnerat. Kalaallit eqqumiitsuliortut ataasiakkaat namminneerlutik kingoqqiffitik isummerfigisariaqarpaat. Kamimmik nasaqartoqarneq ajorpoq, Arkellumi isummernini takutissimasinnaagaluarpaa soorlu kalaallisoornermigut, kisianni taava taama uumisaarutaasimatiginavianngikkaluarpoq. Assiliivittaaq putuinnalik atorlugu Nuugaarsummi assilisami tassuma assiliarujussuanngortinnera tunuliaqutaraa assilissanut arlalinnut nammineq arnallu inuusuttut allat, namminermisulli Tunumi inunngorsimasut, Danmarkimilu maanna najugaqartut, ilagalugit. Assit ilagaat arnat pingasut qerattaffaarillutik annoqalutillu tallitik ammut tikkortillugit assilisissimasut. Soorluuna tigummiaminnit avissaarusuppasissut, ingerlaannarlu Kalaallit Nunaannik eqqaasitsillutik: qilaammik katuamillu, kiinarpammik inuusamillu kalaallisoortumik. Assi suliat sisamat De tre Gratier-imiittut (1993) ilagaat, kisiannili arnanik kusanartunik qitittunik takorluuisarnermit allaaqaaq. Arnat nutaaliat timiminnik ilusiliinerat kalaallillu sanaavinik tigummiariaasiisa ersersinngilaat siuaasat kulturiannut qamanngavik attaveqarneq, taamaattorli Arkep suliaasa tamarmik pisarnerattut qanoq paasineqarsinnaanerat ammavoq. Inge Kleivan Pia Arke. The camera obscura photographs In 1988, the year after Pia Arke had started at the School of Painting at the Royal Danish Academy of Fine Arts in Copenhagen, she began to experiment with pinhole cameras. The special thing about the pinhole camera is that it does not have a lens, but instead a very small hole, which is covered until the picture is to be taken. When the light pours in through the hole, it hits a film on the opposite side of the camera. In 1990, after having tried out the technique in Denmark, Arke had her big pinhole camera sent by ship to Narsaq. Like some of the old users of the camera obscura technique, she chose to use a box that was large enough for her to be inside it. It was made of plywood and laths and had a floor area of 165 cm x 140 cm and a height of 170 cm. The light entered through a 1.43 mm hole bored through a thin metal plate on one wall, while the film on the opposite wall was a 6 ASA black-and-white lithfil 50 cm x 60 cm. From Narsaq she had the camera brought to Nuugaarsuk close to where she had lived for some years in her childhood. The house had been pulled down, but Arke had her camera set up so that it could catch the view that the family had once had: mountains, water and ice. The outcome was beautiful, slightly blurred landscape photos. When she sat inside the box, she could watch the picture forming, and it was also possible for her to shadow it with her body, so that less light fell on the film. The exposure time was from 15 min. and upwards, and because of the size of the film it had to be developed in a big tub, which made it difficult to control the process. Arke said later of her mistakes that the 25 years that had passed since then were in a way registered in the picture (Weekendavisen, April 29 May 6, 1999). In 1993 Pia Arke went a step further by having one of her Greenland pinhole photos form part of new photographs containing a strong element of contrast. In one of them Arke herself is sitting with her back to the camera and looking at the old photo. She doesn t seem to have anything on her feet, but to make up for that she has a long, decorated woman s kamik on her head! In a cut form the picture was printed in the bilingual weekly Sermitsiaq (no. 5, 1994), where the caption began with the words: Put your kamik on your head, so everyone can see where you come from. It was an effective eye-catcher for Arke s thought-provoking contribution to the art-political debate in Greenland s biggest newspaper; her reaction to the fact that Greenlandic art was being exhibited together with ethnographical objects. It was up to the individual Greenlandic artist to relate to her or his roots. Nobody walks around with a kamik on their head, and Arke could also have communicated her message by, for instance, being clad in the Greenlandic national costume, but that would not have had an immediately provocative effect. Arke also used the same big photostat of the pinhole photo from Nuugaarsuk as the background for a series of photos of herself together with two other young women, who like herself had been born in East Greenland and now lived in Denmark. On one of the photos the three women are standing, stiff and deadly serious, with their arms stretched down along their sides. It seems that they wish to distance themselves from what they have in their hands, objects that one immediately associates with Greenland: a drum, a drumstick, a wooden mask and a doll in the costume worn by Greenlandic women at celebrations. The photo is one of four in the work The Three Graces (1993), but it is far from representing three gracefully dancing women. The modern body language and the way in which the women are holding the Greenlandic objects does not indicate a living connection with the culture of the past, although, like all Arke s works, this one too is open to interpretation. Inge Kleivan 17

17 TEMASEKTION 2: TUPILAKOSAURUS Temasektionen Tupilakosaurus kredser om Pia Arkes kunstneriske metode og belyser nogle af de centrale problemstillinger og greb, som hun arbejdede med. Den viser og gengiver hovedsageligt værker, der stammer fra en udstilling, som fandt sted i 1999 på Museet for Samtidskunst i Roskilde, til hvilken Arke bidrog med en veritabel udstilling i udstillingen. Men den rummer også et par tematisk beslægtede sort-hvide sølvgelatine tryk fra serien Perlustrationer 1-10 (1994) (nogle gange også refereret til som Nature Morte) og en vitrine med researchmateriale, der ligeledes peger på afgørende træk i Arkes kunstneriske forskning. Alle værkerne i En installation der handler om historier, som hendes bidrag til udstillingen i Roskilde hed, bearbejder et givent nummer af den videnskabelige monografiserie Meddelelser om Grønland, der siden 1878 og med 2-3 bind årligt har publiceret international grønlandsforskning og ekspeditionsberetninger fra Grønland. Værkerne tilegner sig nærmere bestemt billeddelen af geolog Eigil Nielsens skrift Tupilakosaurus heilmani n. g. et n. sp. fra 1954 og løfter illustrationerne ud af deres kontekst videnskabstraditionen og i videre forstand de koloniale fremstød ind i fremmede territorier, som i århundreder har muliggjort den for at sætte dem ind i museets hvide kube. At Arke trækker videnskaben ind i kunstens rum er ikke noget lune, men en nøje overvejet metode, som skal afdække, hvorvidt de to instanser kunne tænkes at have trukket på samme koloniale hammel; hvordan deres indbyrdes forhold (historisk og aktuelt) ser ud; og i hvilken udstrækning man kan pille de to instanser fra hinanden og sætte udvalgte dele sammen til en ny og mere brugbar praksis, som man kunne kalde kunstnerisk forskning. Styrken ved kunstnerisk forskning er, ifølge Carsten Juhl, at der forskes inden i emnet, der bliver undersøgt, og ikke henover det, sådan som det er tilfældet med vanlig forskning. Det var netop en sådan forskning inde i emnet, der var på færde i En installation der handler om historier. Elementerne og måden, de var installeret på, var enkel, stram og af en betragtelig museal coolness. Dog over indgangen til installationen hænger der med ét en stor afpillet lårbensknogle og gør sig ud til bens midt i illusionen om det entydigt museale. Knoglen peger på Arkes ambivalens: På den ene side forventes man at praktisere i henhold til de gældende normer. Men på den anden side kan man som etnisk ikke transcendere kategorien etnisk kunstner og blive kunstner slet og ret. Man kan med andre ord mime europæerne, men i sagens natur aldrig blive helt som dem. For, som litteraturkritiker Kirsten Thisted 18 pointerer: samtidig med at den koloniserede mimer autoritetens former, af-autoriserer han/hun i en vis forstand disse former: fratager dem deres monumentale magt. Den koloniale autoritet kan ikke gardere sig mod denne spot og trussel: at de koloniserede fylder teksten ud med deres eget indhold. Arke havde altså ikke blot et ben i hver lejr et i sin grønlandske og et andet i sin danske livsverden. Hun havde også et ben i siden på videnskabens og museets autoritet. Med sit valg af et kanoniseret formsprog og med truslen om at gå over gevind (eller rette gå piblokto men herom senere) og fylde det med etnisk indhold, afmonterer hun museet som et stykke europæisk historie og siger i stedet, at det handler om flere historier ikke om én rå sandhed, men om rå mængder af menings- og modsætningsfylde, som den store historie slet ikke kan rumme. Truslen kommer måske tydeligst til udtryk i videoværket Tupilakosaurus (1999), som i øvrigt har givet nærværende udstilling sit navn. Videoen er struktureret omkring en lang række modsætningspar: tupilakken overfor øglen (-saurus), mytefiguren overfor den præhistoriske videnskab, kunstneren overfor videnskabsmanden, kvinden overfor manden, den oprindelige overfor den civiliserede, den farvede overfor den hvide, det udagerende overfor det nøgterne, kroppen overfor kundskaben, objektet overfor subjektet, og så fremdeles. Det er naturligvis ikke polariseringer, som Arke har opfundet. Hun iscenesætter blot et nøglebegreb i vores kontinentale filosofi, som siger, at al ting har en modsætning, og at modsætningerne er gensidigt udelukkende. De kan tilsammen udgøre en enhed, og de kan være i indbyrdes kamp, men de er og forbliver uforenelige. Som modspil til denne tankegang udviklede Arke en rodet praksis, i hvilken hun helt bevidst indlemmede traditionelt uvidenskabelige og uæstetiske størrelser i sin kunstneriske forskning: følelserne, kitschen, det etniske, politikken og det traumatiske. Og netop fordi hendes praksis så stort på videnskabens krav om værdifrihed og inddrog anfægtelsen og det personlige, blev hun i stand til at opstille en for endnu engang at trække på Juhls indsigter grønlandsk vidensarkæologi. Det personlige skal vel at mærke forstås i en udvidet forstand, for som kritiker Erik Gant præciserer så, har meningen med hendes billeder har vistnok aldrig været, at de skulle tale for sig selv. Tværtimod skal de fungere netop som medie for alskens intentioner, budskaber og engagementer i forholdet mellem hende selv og andre. SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 2: Sammisap Tupilakosaurus-ip sammivaa Pia Arkep eqqumiitsiliortutut periaasia nassuiarlugillu qitiusumik apeqqutit paasinninnerillu ilaat, nammineq suliarisani. Annerusumik takutippaat takuteqqillugillu suliat, Museet for Samtidskunstimi Roskildemiittumi 1999-imi saqqummersitsinermeersut, saqqumersitsinermimi tassani Arke peqataavoq saqqummersitsivissuarluni. Ilagaattaarli sølvimik issortitamik naqitat imminnut qanittut marlussuit tulleriiaani Perlustrationer 1-10 (1994) (ilaatigut taaneqartartoq Nature Morte) ilaasut, kiisalu misissuinermi atortut igalaaminermik puukkat, Arkep pingaartumik eqqumiitsuliornermik ilisimatusarnermini periaasianik tikkuussisuttaaq. Roskildemi saqqummersitsinermi taaneqartumi En installation der handler om historier, suliat ilanngussai tamarmik ilisimatusarnikkut allaatigisanik saqqummersitsiviusartumi Meddelelser om Grønland-imi, nunat tamalaat Kalaallit Nunaanni ilisimatusarnerminnik tassungalu ilisimasassarsiortarnernik allaatiginninnernik 1878-imiilli ukiumut marluk-pingasoriarluni saqqummersinneqartartut, normuisa ilaannik aalajangersimasumik suliareqqiinnerupput. Erseqqinnerusumik oqaatigalugu ujarassiuup Eigil Nielsenip allaatigisaata Tupilakosaurus n. g. et n. sp.-p 1954-imeersup assitaanik, taamalu assitaliussat ataqatigiinnerannit kaanngartillugit ilisimatusarnermi periaasitoqqat ingerlateqqikkaannilu nunanik takornartanik nunasianngortitsiortornernik ukiuni untritilinni arlalinni periarfissiisut suliareqqiinermigut katersugaasiviup qaqortumik issoqqaarissuliaanut inissinniarlugit. Arkep ilisimatuussutsip eqqumiitsuliornerup silarsuaanut nuutsinera nalaatsornerinnaanngilaq, periaasiullunili eqqarsaatigilluagaq, qulaarsiniartussaq eqqarsaatigineqarsinnaanersoq taakku nunasiaateqarnerup sannerutaanik nutsueqatigiissimanerat, akunnerminni pissusii (oqaluttuarisaanermi ullumikkullu) qanoq isikkoqarnersut, qanorlu annertutigisumik taakku marluk avissaartuutitinneqarsinnaanersut, immikkoortuisalu qinikkat katiteqqinnerisigut qanoq nutaamik atorsinnaanerusumillu periaaseqartoqarsinnaanersoq, taaneqarsinnaasumik eqqumiitsuliornikkut ilisimatusarneq. Carsten Juhl malillugu eqqumiitsiliornikkut ilisimatusarnerup nukittoqutigaa misissukkamut pulalluni ilisimatusarneq, qaatsialaaginnarani, soorlu nalinginnaasumik ilisimatusarnerit pisartut. Misissukkanullumi pulalluni ilisimatusarneq tassarpiaavoq En installation der handler om historier-mi atorneqartoq. Atortut periaatsillu ikkussuinermi atorneqartut pisariitsuupput, maleqqissaagaqarluni katersugaasiveqarnermullu assut ajattuerpalaarluni. Taamaattoq ikkussuinermut isaariaata qulaaniippoq quttoqqap saanikua pisuutaasutut, katersugaasiveqarnerup ataasiinnarmik sammiveqarneranik sinnattup qeqqani. Saanikoq Arkep arlariinnik isumaqarneranik tikkuussivoq. Illuatungaani naatsorsuutigineqarpoq periaatsit atuuttut malinneqassasut. Kisianni aappaatigut inuiannut ataneqrup suussutsimigut qaangersinnaanngilaa inuiannut atasutut eqqumiitsuliortoq oqaatigilluaannarlugu eqqumiitsuliortunngorluni. Allatut oqaatigalugu europamiut issuarneqarsinnaapput, pissusiviusulli pissutigalugit taamaattuinn-

18 TUPILAKOSAURUS gunngisaannassaaq. Soorlumi Kirsten Thistedip erseqqissaraa: nunasiaatitaasut oqartussaasut pissusii issuarniaatigalugit pissutsit taakku pineqartup ilaatigut oqartussaaffiiartarpai : pissaaneqangaarnerannik arsaarlugit. Nunasiaatillit mitallernermut sioorasaarinermullu taamaattumut illersorsinnaanngillat: nunasiaatigineqartut sinnera ulikkaartarpaat namminneq pigisaminnik. Tassa Arke arlariinniiginnarsimanngilaq illuatungaani kalaaliusutut illuatungaanilu qallunaatut silarsuarmini. Aammali ilisimatuussutsip katersugaasiviillu oqartussaaneri naallerarpai. Malitassaqqissunik oqaasilioriaatsimigut killissaminillu qaangiinissaminik sioorasaarinermigut (eqqornerusumilluunniit issittumi silaaruttutut kamanneq kingusinnerusukkut tikinneqarumaartoq) inuiannullu ataneqmik immersuinermigut katersugaasivik isaterpaa europamiut oqaluttuaata ilaatulli, oqarlunili oqaluttuat arlallit pineqartut eqqortoq naakkittaatsoq ataasiinnaanngitsoq, tassaallutilli naakkittaatsumik isummernernik illuatungeriinnernillu imallit amerlaqisut, oqaluttuarujussuup imarisinnaanngilluinnagai. Sioorasaarineq immaqa erseqqinnerpaavoq videoliami Tupilakosaurus-imi (1999), saqqummersitsinermullumi uunga atsiunneqarsimalluni. Video immiunneqarsimavoq illuatungeriit amerlaqisut sammillugit: tupilak paarmortumut (-saurus), oqaluttuatoqqap inuttaa oqaluttuarisaanermik qanganitsamik ilisimatusarnermut, eqqumiitsuliortoq ilisimatuumut, arnaq angummut, nunap inuia qaammaasalimmut, inuk simersoq qaqortumik amilimmut, avammut iliuusilik silatusaartumut, timi ilisimasaqarnermut, susaq susumut, assigisaallu. Illuatungeriissitsinerit soorunami Arkep nassaarisarinngilai. Takusassiariinnarpaa uagut nunavissuarmiut eqqarsartaaserput, tassalu suulluunniit iluatungeqartut, illuatungeriillu imminnut mattuttartut. Arlariillutik ataatsimut peqatigiissinnaapput, aammali imminnut assortuussinnnaapput, kisiannili kattussinnaanngillat kattutinngisaannassallutillu. Eqqarsartaatsimut tassunga illuatungiliullugu Arke tukattumik periaasiliorpoq, taamalu siunertaqarluni eqqumiitsuliornermik ilisimatusarnermini ilannguppai pissusitoqqat ilisimatuujunnginneq aamma kusanartulerinnginneq : misigissutsit, eqqumiitsuliornikkut naleqanngissuseq, inuiannut ataneq, politikki kingunerlutsitsinerillu. Periaatsiminilumi ilisimatuussutsip naleqartitsinermi nammineer-sinnaassutsimik piumasaanik soqutiginninnginnermigut tarnikkulli erloqissuteqarnernik inunnillu ataasiakkaanik ilanngussinermigut pilersippaa Juhl-ip paasisai issuaqqillugit kalaallit ilisimasamikkut itsarnisarsiornerat. Inuit ataasiakkaat soorunami silinnerusumik paasineqassaaq, soorlu Erik Gantip eseqqissaraa assilisaasa siunertarisimanngisaannannguatsiarpaat taakku namminneerlutik oqaluttuarnissaat. Akerlianik tassarpiaapput nammineq allallu akunnerminni siunertanik, isummiussinernik pimoorussinernillu nalunaaruteqaataasussat. THEME SECTION 2: TUPILAKOSAURUS The theme section Tupilakosaurus looks at Pia Arke s artistic method and illuminates some of the central problematics and devices that she worked with. It shows and reproduces works that mainly derive from an exhibition at the Museum of Contemporary Art in Roskilde in 1999, to which Arke contributed with a veritable exhibition within the exhibition. But it also contains a couple of thematically related black-and-white silver gelatine prints from the series Perlustrations 1-10 (1994) (sometimes also referred to as Nature Morte) and a showcase with research material that also points to vital features in Arke s artistic research. All the works in An installation that has to do with histories, which was the title of her contribution to the exhibition in Roskilde, process a given issue of the series of scientific monographs Meddelelser om Grønland [Communications on Greenland], which, since 1878 and with two or three volumes each year, has published international research on Greenland and expedition reports from Greenland. More precisely the works take possession of the pictorial part of Geologist Eigil Nielsen s treatise Tupilakosaurus heilmani n. g. et n. sp. from 1954 and remove the illustrations from their context the scientific tradition, and in a further sense the colonial advances into foreign territories that have for centuries made the tradition possible to place them inside the museum s white cube. That Arke draws science into the space of art is not just a whim, but a carefully considered method designed to show whether the two phenomena could be thought to have pulled together in the same colonial direction; what their mutual relationship (historically and currently) looks like; and to what extent one can separate the two phenomena and put selected parts together to form a new and more useful practice that might be called artistic research. The strength of artistic research is, according to Carsten Juhl, that such research is conducted inside the subject being investigated and not above it as is customarily the case with research. It was precisely research of this kind that was involved in An installation that has to do with histories. The elements and the way they were installed were simple, stringent and of a considerable museological coolness. But all of a sudden over the entrance to the installation there hangs a big plucked thigh bone and breaks the illusion of the severely museal setting. The bone highlights Arke s ambivalence: on the one hand, you are expected to practise in accordance with the norms in force. But, on the other hand, you as ethnic cannot transcend the category of ethnic artist and become an artist pure and simple. You can, in other words, mimic the Europeans, but in the nature of things never become just like them. For, as literary critic Kirsten Thisted points out: at the same time as the colonised mimic the forms of authority, they in a certain sense de-authorise these forms: deprive them of their monumental power. Colonial authority cannot protect itself against this mockery and the threat that the colonised will fill out the text with their own content. Thus, Arke did not just have a foot in each camp one in her Greenlandic and the other in her Danish world. She also had a bone to pluck with the authority of science and the museum. With her choice of a canonised formal language and with the threat of going off the deep end (or rather going piblokto but more about that later) and filling her form with ethnic content, she dismantles the museum as a piece of European history and says instead that it is a matter of several histories not of one raw truth, but of raw quantities of meaningfulness and opposition that the big history is quite unable to contain. Perhaps the threat comes most clearly to expression in the video work Tupilakosaurus (1999) from which the present exhibition derives its name. The video is structured around a large number of binary oppositions: tupilak vs. reptile (-saurus), mythical figure vs. prehistoric science, artist vs. scientist, woman vs. man, original vs. civilised, coloured vs. white, dynamic vs. downto-earth, body vs. knowledge, object vs. subject, and so on. These are of course not polarisations that Arke has invented. She merely puts on stage a key concept in our continental philosophy that states that everything has its opposite, and that the oppositions are mutually exclusive. Together they can form a unit, and they can engage in conflict with one another, but they are and remain irreconcilable. To counter this mindset Arke developed a messy practice, in which she quite deliberately incorporated traditionally unscientific and unaesthetic quantities in her artistic research: feelings, kitsch, the ethnic, politics and the traumatic. And precisely because her practice disregarded the demands of science for value-free research and included involvement and the personal, she was able to set up a to draw once again on Juhl s insights Greenlandic archaeology of knowledge. The personal, it should be noted, is to be understood in an expanded sense, for as critic Erik Gant points out: it has probably never been the idea that her pictures should speak for themselves. On the contrary, they are meant to function precisely as the medium for all sorts of intentions, messages and commitments in the relation between herself and others. 19

19 Pia Arke. En installation der handler om historier (Staven; Hammeren; Må kun berøres med tommelfinger og lillefinger; Tupilakosaurus. An interesting study about the triassic myth of Kap Stosch; og Uden titel (Knoglen)) I forbindelse med installationen En installation der handler om historier (1999) får Arke fat i en mængde korrekturark til selve billeddelen af Dr. Eigil Nielsens Tupilakosaurus heilmani n. g. et n. sp. An interesting batrachomorph from the Triassic of East Greenland og tager afhandlingen der udkom i 1954 som en del af den videnskabelige monografiserie Meddelelser om Grønland under kærlig kunstnerisk behandling. Hvad der synes at have fascineret Arke ved afhandlingen er især Nielsens navngivning af en 200 mill. år gammel urpadde efter den grønlandske myte om Tupilakmonstret. For hende et afgørende udsagn om, hvorledes Grønland snarere end et uberørt og rent sted er en konstruktion skabt af alle de fund, beskrivelser, billeder, kortlægninger og koloniseringer, som vestlige, og især danske, opdagelsesrejsende, missionærer og kolonisatorer har foretaget i landet. Som hun skrev til museet, hvor hun skulle udstille: [Jeg vil både] have fat på de større strukturer i dansk forskningshistorie i Grønland, og omvendt vil [jeg] dykke ned i de dybere lag i selve ordet Tupilakosaurus Det ene i Tupilak, som hører til tiden før Kristningen af grønlænderne, og deres mytiske verden. Det andet Saurus, som udfra et mere videnskabeligt synspunkt har med jordens skabelseshistorie at gøre. I videoen Tupilakosaurus besøger kunstneren således Geologisk Museum i København, hvor hun tålmodigt lytter til afdelingslederens tørre historie om forgængeren og forbilledet Eigil Nielsen. En historie fortættet med latinske klassificeringsord om fundet af et triassisk hvirveldyr i Nordøstgrønland. Der krydsklippes til kunstneren, som håndfast håndterer og stabler billedkorrekturarkene til Nielsens afhandling, alt imens vi hører en oplæsning af Tupilakmyten, som i al korthed handler om en åndemaner, der laver en tupilak ud af forskellige dyre- og menneskeknogler (og andre, også mere 20 ædle dele), hvorefter han besjæler den, så den får overnaturlige kræfter. Parallellen til ovennævnte konstruktion af Grønland er iøjnefaldende. Arke fortalte forud for udstillingen: Min metode vil ligesom indenfor al forskning og billedkunst være, at jeg objektiverer, i dette tilfælde, forskningshistorien i Grønland. Jeg opsøger dens lokaler og de mennesker, der knytter sig til den. Min idé med dette er bl.a. at undersøge forholdet mellem viden og ikke viden. Fordi hvad er det vi skal vide for at se billeder? Behøver vi vide noget? Skal vi vide noget? På gulvet ved siden af videoen møder vi atter stakkene af billedkorrekturark i form af readymaden Må kun berøres med tommelfinger og lillefinger. Titlen, der er hentet fra Tupilak-myten, forekommer absurd i forhold til idéen om rationalitet og viden, som Nielsens afhandling repræsenterer. Titlen og videre myten kan slet ikke rummes heri. I Staven og Hammeren har Arke ikke blot adskilt billederne fra selve afhandlingen. Hun har også klippet dem ud af billedarkene og sat dem sammen til nye billedserier og -fortællinger, der nu udspiller sig på museal vis med passepartout og i ramme. Hvad sker der, når vi er overladt til billederne i sig selv? Og ikke mindst når de hentes fra et gammelt geologisk afhandlingsmateriale passivt hengemt i et lager og ind i æstetikkens rum? I Nielsens sammenblanding af det grønlandsk-folkloristiske og det græsk-videnskabelige i navngivningen af den Nordøstgrønlandske fossil tupilak-o-saurus! øjnede Arke et miskmask, som hun kunne bruge til kunstnerisk at skyde sig ind og skubbe til Vestens verdensbilleder og historieskrivning. Hun indtog så at sige o ets plads i betegnelsen for derfra at kaste et granskende og temmelig afslørende blik på dem, der gransker Grønland. Mirjam Joensen & Kuratorisk Aktion Pia Arke. Oqaluttuarisaaneq pillugu ikkussuineq (Ajaappiaq; Kaataq; Taamaallaat kullumik eqeqqumillu attugassaq; Tupilakosaurus. Oqaluttuarisaaneq pillugu ikkussuineq-mik ikkussuinermut atatillugu pappialarpassuit kukkunersiuinermut atortut Arkep pissarsiarai Dr. Eigil Nielsenip allaatigisaata Tupilakosaurus heilmani n. g. et n. sp. An interesting batrachomorph from the Triassic of East Greenland-p ilisimatuut misissuinerminnik saqqummersitsivigisartagaanni Meddelelser om Grønlandimi 1954-imi naqitap assiliartai eqqumiitsuliortorpalaavilluni suliarileramigit. Arkep alutorinerpaasimagunarpaa Nielsenip allaatigisamini paarmortumik 200 mill.-inik pisoqaassusilimmik atsiisimanera kalaallit oqaluttuaanni oqaluttuarineqartartoq Tupilak atsiullugu. Tassuunakkut naqissuserneqarsoraa Kalaallit Nunaat atorneqanngitsutut minguitsutullu iinnarani piviusunngortinneqarsimasoq nassaarpassuarnit, allaatigisanit, assinit, nunap assiliornerinit nunasiaatigineqalernernillu, kitaamiut, pingaartumik danskit, ilisimasassarsiortut, ajoqersuiartortitat nunasiaatillillu nunami ingerlataannit. Soorlu katersugaasivimmut saqqummersitsivissaminut allattoq: Itisilerniarpara danskit Kalaallit Nunaanni ilisimatusarnerisa oqaluttuassartaannik tarpaanissaq, paarlattuanillu oqaatsip Tupilakosaurus-ip nammineq isumaa itisilerniarlugu Siulleq Tupilak, kalaallit kristumiunngunngikkallarnerannut, upperisarsiornerminni silarsuaannut, atasuusoq. Aappaa Saurus (paarmortoq) ilisimatuussusermit isigalugu nunarsuup pinngortitaaneranut tunngasuusoq. Taamaalilluni eqqumiitsuliortup Tupilakosaurus-ip videoliarinerani Københavnimi Geologisk Museum pulaarpaa, naammagittarlunilu tusarnaarlugu immikkoortortami pisortap qasunartumik oqaluttuarigaa siulini malitassatullu isigisani Eigil Nielsen. Qimerlulimmik itsarujussuarnisamik Tunup avannaani nassaarnermik oqaluttuaq latinerisut oqaatsinik ulikkaartoq. Eqqumiitsuliortoq killuunneqarpoq, taassumalu Nielsenip allaaserisaata assitai pappialanut kukkunersiuinernut atorneqartartunut qajassuaatsumik katersorpai, tunuanilu tusaasinnaavarput Tupilak pillugu oqaluttuarpaluttoq, naatsumik oqaatigalugu oqaluttuarineqarpoq angakkoq tupilaliortoq, uumasut inuillu assigiinngitsut saarni (allallumi uinimmeersut) katiterlugit, kingornagullu sulluarlugu uummartikkaa, pissaaneqangaalersillugu. Kalaallit Nunaata qanoq sananeqarneranik siuliani oqaatigineqartumut assingunera erseqqeqaaq.

20 Itsarujussuarnisamik Kap Stosch-imeersumik soqutiginartumik paasiniaaneq; aamma Qulequtaqanngitsoq (Saaneq)) Saqqummersitsinissaq sioqqullugu Arke oqaluttuarpoq: Periaasera soorlu ilisimatusarnerit assilialiornerillu tamarmik iluanni pisartutut aalajangersimasumik takutitsiniartuuvoq, uani pineqarluni Kalaallit Nunaata ilisimatusarfigineqarnerata oqaluttuassartaa. Illutaat inuillu tassunga tunngasut ornittarpakka. Taamaaliorninni isummiutama ilagaat paasiniarniarlugu ilisimasaqarneq ilisimasaqannginnerlu qanoq naleqqiunneqarsinnaanersut. Tassami suna ilisimasariaqarparput assiliaq takusinnaajumallugu? Ilisimasaqarnissarput pisariaqarpa? Ilisimasaqartariaqarpugut? Videop saniani takoqqippavut pappialat assilissanik kukkunersiuinermut atortussiat Taamaallat kullumik eqeqqumillu attugassaq-mut atugassaq naammasseriigaq. Qulequtaa tupilammik oqaluttuameersoq eqqumiissorinarpoq pisariillisaanermut ilisimasaqarnermullu, Nielsenip nalunaarusiaatigut ersersinneqartumut, naleqqiullugu. Qulequtaa oqaluttuatoqarlu tassaniissinnaanngilluinnarput. Ajaappiaq-mi aamma Kaataq-mi naammagisimanngilaa assilissat allaatigisamit avissaartiinnarnissaat. Assiliartaattaaq qiortarsimavai katiteqqillugillu nutaanik nangittunik assilialiorsimalluni oqaluttuartalerlugit, taamalu katersugaasivimmiippalaartilerlugit sinilerlugit sinaata killingani qaqortortalerlugit. Qanoq pisoqassava assiliartaat kisiisa isigilerutsigik? Minnerunngitsumillu assilissat ujarassiuup qangarsuarli nalunaarusiaanit sunatik toqqorsivimmiittutoqqanit aaneqarsimappata kusanartuliornerullu silarsuaanut eqqullugit? Kalaallit inuiattut eqqaamasaasa Tunullu avannaani ujaranngornikup grækerit ilisimatusartut taaguusiisarneri kattullugit Nielsenip atsiineratigut tupilak-o-saurus! Arkep takulerpai sukujuit, eqqumiitsuliortutut atorsinnaallugit Kitaamiut nunarsuarmik isiginninnerannut oqaluttuarisaanermillu allannerannut pulanissaminut tinnersaanissaminullu. Taava imminut o -jutilerpoq, tassanngaanniimmi Kalaallit Nunaannik misissuilluartut misissuilluarluni uliingaatsiar-lugillu isigisinnaaniassagamigit. Mirjam Joensen & Kuratorisk Aktion Pia Arke. An installation that has to with histories (The Measuring Stick; The Hammer; May only be touched with thumb and little finger; Tupilakosaurus: An interesting study about the triassic myth of Kap Stosch; Untitled (The Bone)) In connection with the installation An installation that has to do with histories (1999) Arke gets hold of proofs for the illustrated part of Dr. Eigil Nielsen s Tupilakosaurus heilmani n. g. et n. sp. An interesting batrachomorph from the Triassic of East Greenland and takes his treatise which was published in 1954 as part of the series of scientific monographs Meddelelser om Grønland under tender artistic treatment. What seems to have fascinated Arke about the study is especially Nielsen s naming of a 200-millionyear-old stegocephalia after the Greenlandic myth of the Tupilak monster. For her this was a crucial statement about how rather than being an untouched and pure place Greenland is a construction created by all the finds, descriptions, pictures, mappings and colonisations that Western and especially Danish explorers, missionaries and colonisers have brought about in the country. As she wrote to the museum where she was due to exhibit: [I want both] to get hold of the larger structures in Danish research history on Greenland, and conversely to dive down into the deeper layers in the actual word Tupilakosaurus One in Tupilak, which belongs to the era before the Christianising of Greenlanders and their mythical world. The other Saurus, which from a more scientific viewpoint has to do with the history of the world s creation. So, in the video Tupilakosaurus the artist visits the Geological Museum in Copenhagen, where she patiently listens to the head of department s somewhat arid account about his predecessor and model Eigil Nielsen. A story filled with Latin classifications concerning the finding of a Triassic vertebrate in North East Greenland. The camera cross-cuts to the artist, who is firmly handling and stacking the proof sheets for Nielsen s treatise at the same time as we hear a reading of the Tupilak myth, which has to do with a shaman who, briefly related, makes a tupilak from various animal and human bones (and other more vital parts), after which he gives it life so that it acquires supernatural powers. The parallel to the above-described construction of Greenland is striking. Arke said prior to the exhibition: As in all research and visual art my method will be to objectivise, in this case, the history of research on Greenland. I visit its premises and the people who are connected with it. My idea here is, among other things, to investigate the relation between knowledge and non-knowledge. Because what is it we need to know to see images? Do we need to know anything? Do we have to know anything? On the floor next to the video we again meet the piles of picture proofs in the form of the ready-made May only be touched with thumb and little finger. The title, which has been taken from the Tupilak myth, seems absurd in relation to the idea of rationality and knowledge that Nielsen s study represents. The title and even more so the myth cannot be contained in it. In The Measuring Stick and The Hammer Arke has not merely separated the images from the study itself. She has also cut them out and put them together to make new series of images and narratives that are now displayed in museological fashion with passepartouts and frames. What happens when we are left to the images in themselves? And not least when they are taken out of an old geological dissertation passively put away in a storeroom and are brought into the space of art? In Nielsen s mixture of the Greenlandic-folkloric and the Greek-scientific in the naming of the Northeast Greenlandic fossil tupilak-o-saurus! Arke detected a mishmash that she could use in order to insert herself artistically and give a push to the world images and history writing of the West. She took, so to speak, the place of the o in the name as a position from which to cast an investigatory and rather revelatory eye on those who investigate Greenland. Mirjam Joensen & Kuratorisk Aktion 21