december 2013 c 214 cad vejledning guide om objekter

Transcription

1 december 2013 c 214 cad vejledning guide om objekter

2 Kolofon < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 2 bips Lyskær 1, 2730 Herlev Telefon Fax bips@bips.dk bips.dk Guide om objekter Denne publikation er udarbejdet i bips regi, og bips har enhver ret herunder ophavsretten til publikationen såvel i papirudgave som i digital form. Publikationen forudsættes anvendt af personer, der er teknisk sagkyndige på de enkelte områder, og anvendelsen fritager ikke brugerne af publikationen for deres sædvanlige ansvar. Anvendelsen sker altså helt på brugerens eget ansvar på samme måde som individuelt udarbejdede løsninger. Hverken bips eller de fagfolk, der har deltaget i udarbejdelse af bips publikationen, kan gøres ansvarlige for anvendelse af publikationen i praksis. Mekanisk, fotografisk eller anden gengivelse af denne publikation eller dele deraf er ikke tilladt ifølge dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. ISBN:

3 Indhold < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 3 Indhold Indhold Indledning og formål Hvad er et objekt? Opbygning af objekter og objektbiblioteker Generelle spilleregler Objektets udvikling over tid vinduet Objekter til sammensatte bygningsdele væggen Fra ét objekt til mange betondæk Flere fag om samme objekt belysningsarmatur Et værktøj til kommunikation abstrakte objekter D- detaljer ikke alle objekter er 3D Objekter fra producenter Afslutning Bilag 1 Links... 41

4 1 Indledning og formål < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 4 1. Indledning og formål 1.1 Hvorfor en guide om objekter? Man kan ikke arbejde med BIM uden at støde på objekter. Det ville være som at bygge et LEGO- hus uden at støde på LEGO- klodser. Men trods den centrale placering i vores modeller er der kun begrænset vidensdeling og erfaringsopsamling om BIM- objekterne. Det gør, at forskellige virksomheder bruger energi på at løse de samme problemer. De samme fejl bliver begået igen og igen, og vi har svært ved at overtage og forstå hinandens objekter. I en BIM- verden, hvor målet er, at vi arbejder tættere på hinanden, er det en alvorlig snublesten. Et objekt er ikke bare et objekt, og logikken omkring det enkelte objekt behøver ikke være entydig. Objekter er en blanding af geometri, parametri og egenskabsdata i en stor (ofte uskøn) blanding. Samtidig findes der mange forskellige typer af objekter, men meget få standarder for hvordan de opbygges. Derfor har bips udarbejdet denne guide om objekter. Den har følgende formål: Give overblik over, hvad objekter er, hvilke typer der arbejdes med, hvilke enkeltdele objekterne består af, og hvordan objekterne udvikler sig gennem et projekt. Komme med indspark til debatten om opbygning af egne objektbiblioteker kontra deling af objekter og brug af objekter fra andre aktører. Komme med konkrete eksempler på typer af objekter, samt diskutere best practice omkring opbygning af og arbejde med disse objekter. Ambitionen med guiden er ikke at give en udtømmende indsigt i objekters opbygning eller at formulere standarder for opbygning af specifikke objekter i specifikke programmer. Ambitionen er at starte en diskussion om, hvilke tanker og spilleregler der bør indgå, når virksomhedens egne BIM- objekter opbygges, så vi kan forstå hinandens objekters opbygning. Målgruppen for guiden er: dem, der formulerer krav og ønsker til objekterne uden nødvendigvis selv at lave dem. dem, der skal opkvalificeres til at opbygge objekter. Med andre ord henvender guiden sig til både ledelsen og til BIM- programmernes brugere. Målgruppen for bilag er dem, der opbygger objekter i et specifikt program, altså BIM- support- personer. Publikationen er opbygget på følgende måde: Afsnit 1-4 giver overblikket og henvender sig til ledelsesniveauet i byggeriets virksomheder og giver det overordnede billede af problematikker forbundet med at arbejde model- og objektbaseret. Afsnittene klæder læseren på til at træffe beslutninger om software, samarbejdsformer, aftaleforhold og andre emner, der forandrer sig ved overgangen til objektbaseret arbejdsmetode.denne del henvender sig til de virksomhedstyper, der fremstiller bygningsmodeller og objekter: rådgiverne, de udførende og byggevareleverandørerne. Afsnit 5-13 er mere detaljerede og retter sig mod de faglige medarbejdere, der i praksis arbejder med og udvikler byggeobjekter i virksomhedens modelleringsprogrammer inden for de forskellige virksomhedskategorier som arkitekter (bygning og landskab), rådgivende ingeniører (konstruktion og installationer), entreprenører og byggevareleverandører. Her er der fokus på god skik og fælles retningslinjer, når man skaber byggeobjekter til digitale bygningsmodeller.

5 1 Indledning og formål < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 5 Der arbejdes for øjeblikket i Danmark på at udarbejde et fælles sprog og nationale standardiseringer i forbindelse med digitaliseringen af byggeriet. Dette arbejde foregår i et bredt samarbejde i byggesektoren gennem cuneco center for produktivitet i byggeriet, der er en del af bips. Resultaterne fra dette udviklingsarbejde vil på længere sigt blive implementeret i de danske virksomheder og uddannelsessteder og senere overgå som en del af bips services. Standarderne er ved denne guides udgivelse ikke færdigudviklede, men de har stor indflydelse på struktur og indhold i fremtidens digitale byggeobjekter og bygningsmodeller, henviser guiden til dem, i det omfang det er muligt og relevant.

6 2 Hvad er et objekt? < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 6 2. Hvad er et objekt? 2.1 Objekter er bygningsmodellens byggesten Objekterne er de byggesten, BIM- modellen bygges op af. De består ikke alene af en geometrisk struktur, men også af en række egenskaber og informationer knyttet til objektet, fx objektets funktion, materiale og styrke. For at objekterne skal kunne anvendes til BIM skal de også repræsentere relationer til andre objekter og gennem parametrisk opbygning indeholde fleksibilitet og adfærd ( behavior ). Når alt dette er på plads, taler man om intelligente objekter. visningen af BIM- modellen på samme måde som andre objekter. Hertil kommer, at byggeobjekter skal have et indhold, der svarer til den type fagmodel, de indgår i. Visse objekter er entydigt fagligt bestemt, eksempelvis en termostatventil, hvorimod andre kan optræde i flere typer af fagmodeler. Eksempelvis indgår en væg med tilknyttet ansvar både i en arkitekts og konstruktionsingeniørs fagmodel. Dette stiller krav til designet af objekterne samt en strategi for modelleringen, så man undgår redundant information på projektniveau og har en klar ansvarsfordeling. 2.2 Konkretisering og detaljering af objekter Figur 04: Et objekt har typisk en geometrisk form og struktur, det har relationer (pilene) til andre objekter, det er parametrisk opbygget, så det kan repræsentere en vifte af typer, og endelig er det tilknyttet en lang række informationer og egenskaber, som løbende kan værdisættes og ændres. De fleste kan forestille sig en væg eller et vindue som et objekt, men denne forestilling om et objekt svarende til en fysisk eller geometrisk genstand gælder ikke altid, når man taler om BIM- objekter. BIM- objekter kan også være repræsentationer af ikke- fysiske enheder som rum, processer, ressourcer etc. Nogle af disse består af både geometri og egenskaber, mens andre kun har egenskaber tilknyttet og derfor ikke kan ses i 3D- Da objekternes opgave er at repræsentere byggeprojektet gennem modellernes gradvise konkretisering, må objekterne selv også repræsentere denne voksende konkretisering. I cunecos projekt Metode og struktur for informationsniveauer, som er kort beskrevet tidligere som et aftaleværktøj, er der også en ambition om at kunne specificere fagmodellerne helt ned på komponent- /byggeobjektniveau. Det er ikke alle objekttyper, der skal kunne repræsenteres i de 6 niveauer, som foreslås. Typisk vil en fagmodel på et lavt informationsniveau kun indeholde et begrænset antal objekttyper og et tilsvarende begrænset sæt egenskabstyper. Udover at objekter og egenskaber bliver konkretiseret gennem projektforløbet, vil deres typeantal også forøges undervejs i processen. Konkretisering bliver ofte forvekslet med detaljering. Det skyldes, at et objekt på et tidligt informationsniveau ofte har en simpel geometri, der er blottet for detaljekomponenter. Men den lave konkretisering har ikke alene med geometrien at gøre,

7 2 Hvad er et objekt? < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 7 men væsentligere med antallet af egenskabstyper samt præcisionen og tolerancen i egenskabsværdierne. Figur 06: Figuren viser byggeobjektet: en vægtype i 3 forskellige detaljeringsgrader: en grov version, der viser massen, en medium version, der viser lagene, og en fin version, der viser konstruktionen og materialerne mere detaljeret. Mange BIM- programmer understøtter direkte denne differentiering i visningen. Figur 05: Illustrationen viser et eksempel på informationsniveaumetoden anvendt på en enkelt objekttype: et toilet. 1. niveau er toiletrum med udstyr fra et byggeprogram, 2. niveau er toiletsymbol placeret på en grundplan, 3. niveau er rumlig udstrækning ved planløsning af toiletrum, 4. niveau er rumligt symbol for lavtskyllende toilet, 5. niveau besluttes toilettet til at være væghængt med specifikation, 6. niveau er valgt konkret produkt modsvarende specifikationen. Samtidigt med at objektet stiger i konkretisering, vil informationerne og egenskaberne vokse i omfang og stige i præcision (udtrykt ved farve). Konkretiseringsgraden er således ikke det samme som, og følger ikke nødvendigvis det samme forløb som, detaljeringsgraden. Detaljering repræsenterer i princippet kun forskellige måder at vise objekterne på. Objektet er bestemt, vi vælger bare at vise det mere eller mindre simpelt. Men muligheden for at kunne filtrere til forskellige detaljeringsgrader skal på den anden side være til stede, når man skaber byggeobjekter. Konkretiserings- graden og detaljeringsgraden kan udtrykkes gennem informa- tionsniveaumetoden, der pt. udvikles af cuneco. Her vil man kunne hente informationer om den strukturelle opbygning af byggeobjekter. Denne differentiering mellem konkretiseringsgrad og detal- jeringsgrad er vigtig at forstå. Man kan eksempelvis godt tale om et objekt på et højt konkretiseringsniveau og samtidigt et lavt detaljeringsniveau. Et eksempel er arkitektkonkurrencerne, hvor visualiseringerne er fotorealistiske med bygningsdele i en meget høj detaljering. Men visualiseringen er ikke konkret, der tages kunstneriske friheder, produkterne er ikke valgt etc. Der er med andre ord en høj detaljering og en lav konkretiserings- grad. I driftsfasen forholder det sig omvendt. Her kender man de konkrete, fysiske produkter, men behovet for den detaljerede geometri er ikke nødvendig til driften. Driftsfolkene har behov for at vide, præcis hvilket vindue der er tale om, hvem der har produceret det, hvordan det skal vedligeholdes etc. Men om det er vist som en simpel kasse eller som et højt detaljeret produktobjekt er mindre væsentligt. Ofte foretrækker man et lavt detaljeret objekt, da det belaster computeren mindre. Denne adskillelse mellem detaljering og konkretisering giver en række nye muligheder med BIM- modeller og objekter, da man i højere grad end før kan springe op og ned i geometrisk

8 2 Hvad er et objekt? Guide om objekter Vejledning < Forrige side << Indhold Næste side > 8 detaljering, mens de tilknyttede egenskaber udvikler sig gradvist gennem projektet. Samtidig kan det være nødvendigt, da mindre modeller med høj geometrisk detaljering hurtigt kan blive en udfordring for selv de kraftigste computere. Og mens nogle programmer understøtter de geometriske skift enkelt og smidigt, kræver andre programmer større disciplin i udviklingen af objekter og objektbiblioteker 2.3 Objekter, egenskaber og parametri Ved opbygningen af byggeobjekter er det målet at indbygge intelligens i dem på et niveau svarende til den konkrete anvendelse. Udover informationsniveauet skal objektet understøtte de forskellige faglige aktiviteter, hvori det indgår. Det skal anvendes til visualisering, det skal anvendes til tegningsgenerering, styklistegenerering, til udveksling til andre programmer og meget mere. Samtidigt skal det være intelligent og fleksibelt under modelleringen. Det betyder, at objektet skal repræsenteres geometrisk, det skal have tilknyttet egenskabsdatasæt, der tilfredsstiller interne anvendelser såvel som eksterne ved udveksling, og det skal endelig indeholde en parametrisk struktur, der matcher den ønskede funktionalitet i objektet. Figur 07 viser nogle af de væsentlige indikatorer, der indgår i skabelsen af et byggeobjekt. Figur 07: Figuren viser de indikatorer, der bestemmer et objekts udformning og indhold. Når man udvikler et objekt, skal man vide, i hvilken kontekst, det indgår. Det drejer sig om spørgsmål som: Hvilket informationsniveau ligger det på? Skal det rumme annotationer til tegningsgenerering? Skal det bruges til simulering? Og skal det kunne udveksles gennem IFC? 2.4 Hvad er egenskaber? Allerede ved dannelsen af et objekt bestemmes dets væsentlige funktionelle egenskaber. Man vælger en bygningsdelskategori evt. via en template. Vælges en væg- template, vil objektet følge struktur og regler for et vægobjekt. Det vil eksempelvis optræde i et vægskema. Det er vigtigt at være konsekvent i valg af kategorier. Det er forudsætningen for at udarbejde korrekte mængdeudtag og styklister. Herefter påhæftes de ønskede egenskabstyper på objektet. Målene på geometrien som højde, bredde og dybde vil være egenskaber af typen dimensioner. Af andre typer kan nævnes

9 2 Hvad er et objekt? < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 9 klassifikation og identifikation (CCS), materialer, U- værdi, brandklasse, pris, producent osv. Grundlæggende består en egenskab på et objekt af selve egenskabsnavnet og dens værdi udtrykt i en enhed. Mens egenskabsnavnet altid er fast, kan værdier og enheder ændres. Når man fx dimensionerer en dør, er egenskabsnavnet "højde" fast, mens værdien kan variere. Den kan være 200 cm, 210 cm, osv. Også enheden kan skifte mellem cm, tommer osv. Man kan opdele egenskaberne i konstante og dynamiske: De konstante er statiske egenskaber, hvor værdien ikke ønskes ændret. Det kan være kategorien, oplysning om leverandør af bygningsmaterialet eller en fast dimension i et objekt (fx karmprofilen i en dør). De dynamiske er variable egenskaber, ofte betegnet parametriske, hvor værdien kan ændres og/eller udtrykkes med relationer. Det kan være dimensionsegenskaber, hvor nye værdier ændrer objektets rumlige geometri. Det kan også være andre typer egenskaber som materiale, der ændres fra stål til aluminium. Man skelner desuden mellem, om en egenskab er bundet til typen (typeegenskab) eller til projektet (forekomstegenskab). Typeegenskaber er typisk dem, der er bundet til et færdigt produkt, som eksempelvis højde og bredde af et vindue samt karmprofil og hængselsplacering m.m. Ved at arbejde parametrisk er man hurtigt i stand til at udarbejde et katalog over mange typer. Forekomstegenskaber beskriver objektets relationer til projektmiljøet. Et vindue har eksempelvis relationer til den væg, det sidder i, brystningshøjde, etageplacering o.l. 2.5 Hvilke egenskaber skal objekterne have? Objekterne kan tilføjes meget store mængder information. Praksis sætter imidlertid nogle begrænsninger. At tilføje egenskaber giver nemlig kun værdi, hvis egenskaberne efterfølgende bliver brugt. Om det er til at identificere et objekt eller til at foretage en energiberegning (på baggrund af den angivne u- værdi), er som sådan underordnet. Det kan være svært at overskue, hvilke egenskaber man bør tilføje et objekt, og hvornår i processen det skal ske. Særligt hvis man ikke selv er den aktør, der efterfølgende skal bruge objektet og egenskaben. Derfor arbejdes der fra flere sider på standarder for, hvilke egenskaber der skal tilføjes på hvilke tidspunkt i processen og i hvilket format. Opgaven består i at matche egenskaberne med konkretiseringsgraden som beskrevet i afsnit 2.2. I Danmark har vi via myndighedernes IKT- bekendtgørelser et lovkrav om at benytte filformatet IFC til informationsudveksling, og netop IFC indeholder en række standardiserede sæt af egenskaber for de forskellige bygningsdele. Disse lister er dog i højere grad bruttolister, som skal tilpasses projektets udvikling gennem nærmere specifikationer. Det kan være i form af buildingsmarts Information Delivery Manuals (IDM). cuneco center for produktivitet i byggeriet (og en del af bips) arbejder pt. på fælles danske standarder, som også inkluderer en specifikation af objektegenskaber. Disse egenskabssæt forholder sig både til de egenskaber, der er defineret i IFC, og til de faser, der normalt forekommer i danske byggeprojekter. Det er forfatternes holdning, at man i dag tager udgangspunkt i IFC4 s egenskabslister, der findes på: tech.org/ifc/ifc4/final/html/

10 2 Hvad er et objekt? < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 10 ( B. alphabetic listing - > B.1.7 Property sets og B.1.8 Quantity sets ). Det anbefales desuden, at man så tidligt i byggesagen som muligt definerer, hvilke egenskaber der er behov for på hvilke objekter på tværs af fag. Det bedste er IDM er, som beskriver dette klart, men da der ved denne guides udgivelse kun foreligger få IDM- templates, anbefaler vi, at man aftaler det fra sag til sag. Et godt værktøj til at udarbejde disse aftaler er Byggeriets IKT- specifikationer, udarbejdet af bips. sæt af parametre. Andre programmer har valgt strategien at gøre det nemt at oprette simple objektklasser til bestemte formål, hvilket gør objekterne nemme at fremstille, anvende og editere. 2.6 Parametrisk modellering af objekter I stedet for at arbejde med fikserede forekomster af objekter i et projekt kan man skabe en elementklasse eller family, som er en sammensætning af fikseret og parametrisk geometri med interne bindinger, regler og constraints, samt en række egenskabstyper. Dette betyder, at man ud fra den samme elementklasse kan skabe en stor variation af typer ved at ændre værdierne på typeparametrene. Dimensionsparametrene ændrer objektets form, og andre egenskabsparametre ændrer objektets indhold. Når man efterfølgende indsætter objekttypen i en bygningsmodel, kan man styre lokalisering og orientering og relationer med forekomstparametrene. I teorien er der ingen grænser for, hvilke typer af information et objekt kan indeholde, og hvor kompleks parametrien er bygget op. Når man vælger - eller selv udarbejder - sine objekter skal man have fokus på, hvad de skal anvendes til, således at de kun har det indhold, der er nødvendigt, og således at man kan gennemskue den geometriske struktur og dens bindinger, når man editerer i objektklassens indhold. Nogle programmer opbygger/programmerer meget komplekse objektklasser, som kan rumme mange geometriske former ved editering i et stort Figur 08: Ved at anvende parametri ved dimensionering af objekter har man hurtigt adgang til mange forskellige typer og varianter med forskellig størrelse og form. I eksemplet køkkenskab er W(idth) sat som typeparameter og H(eight) sat som forekomstparameter. Skabshøjde og dybde er sat som konstante værdier (800 og 600mm). Hermed kan producent og rådgiver arbejde med forskellige typer (bredde 400, 600, 900 osv.) og i projektet kan skabet placeres frit i forhold til en ønsket bordhøjde. Sokkelhøjden er så et resultat af valgt bordhøjde (H 800). 2.7 Forskellige typer af objekter I denne publikation vil vi hovedsagelig beskæftige os med objekter, som har både geometri og egenskaber tilknyttet. Vi har valgt at opdele disse objekter i følgende kategorier, som i dag er de langt mest anvendte i BIM- modellerne: Komponentobjekter, bygningsdele Rumobjekter, brugsrum Systemobjekter, delsystemer Abstrakte objekter, modelleringsværktøj

11 2 Hvad er et objekt? < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning Komponentobjekter Komponentobjekter repræsenterer de væsentlige fysiske objekter, som tilsammen skaber bygningsmodellen. Komponentobjekterne opdeles ofte i to typer: Sammensatte lagdelte objekter, hvis struktur specificeres ved antal lag, lagtykkelser og materialer. Eksempler er væg, dæk, gulv og tag. Selvstændige friformsobjekter, som opbygges af 3D- geometriske operationer som extrude, sweep osv. Eksempler er vindue, dør, håndvask, blandingsbatteri osv. 2.9 Rumobjekter Et rumobjekt repræsenterer et rum eller en zone i byggeriet. Rumobjekter repræsenterer ikke noget fysisk fra den virkelige verden, men nærmere den plads, der defineres af fysiske objekters afgrænsninger som gulv, loft og vægge eller virtuelle rumafgrænsende planer som fx definerer en spisezone i et køkken- alrum. Rum modelleres ved hjælp af rumafgrænsende objekter, dvs. med 3D- geometri (som oftest er gjort gennemsigtig) og egenskaber som funktion, areal, volumen mm. Figur 09: Her er vist to typer af komponentobjekter: Det lagdelte objekt er eksemplificeret ved en væg, og det selvstændige objekt ved en dør. Væggen kan være vært (host) for døren, og døren kan indeholde et åbningsværktøj, som automatisk skærer hul i væggen. Der vil ofte være et 1:1 forhold mellem komponenten/bygningsdelen i den virkelige og den digitale verden. Det gør, at de fleste personer har let ved at forstå disse objekter. Der er en direkte sammenhæng mellem det, vi ser i modellen, og det, vi ser udført på byggepladsen. Figur 10: Rumobjekter er informationsbærende objekter på linje med bygningsdele. De dannes ved hjælp af rumafgrænsende byggeobjekter, her vægge og dæk, eller planer Systemobjekter Systemobjekter er en samling af fysiske objekter grupperet efter en produktionsmæssig eller projektspecifik logik. Systemobjekter tillader brugeren at arbejde med komplicerede

12 2 Hvad er et objekt? < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 12 systemer på en enkel måde, samtidig med at de enkelte dele kan kontrolleres. Et eksempel på et systemobjekt kunne være et glasfacadeobjekt (curtain wall), der består af rammer, profiler, glaspartier, døre mm. Et systemobjekt kan derved indeholde information på flere niveauer. Fx kan information om systemets samlede areal og energiramme ligge på selve systemobjektet, mens information om materialer og profiler kan ligge på underobjekterne. På samme måde kan mængdeudtag foregå på både systemniveau (dvs. antallet af glasfacader i projektet) og på underobjektniveau (fx antal og længder af profiler i systemet). Behovet styrer, hvilken metode man vælger. Brugen af systemer er ofte mere krævende end brugen af almindelige fysiske og rumlige objekter, og systemobjekter behandles meget forskelligt i de forskellige typer af modelleringssoftware. Af andre eksempler på systemobjekter kan nævnes et bjælkesystem, et spærsystem og et trappesystem Abstrakte objekter Begrebet abstrakte objekter dækker over en række objekter, som indgår i modelleringen, og som kan have både geometri og tilknyttede egenskaber, men som hverken er bygningsdele eller brugsrum. Det kan være et hul i en væg, hvor valget af modelleringsteknik kan have indflydelse på fx mængdeudtræk, eller det kan være en arbejdszone til et aggregat, som angiver, at andre objekter ikke må placeres i dette område. Abstrakte objekter anvendes typisk i projekter, hvor der er specielle ønsker, som går ud over standardobjekternes muligheder. Det kan fx være ønsket om at lave et udtræk over hullers placering og størrelse til at vurdere omfanget af boringer på pladsen. Figur 12: Figuren viser et abstrakt objekt, hvis formål er at reservere plads til lodrette installationsføringer og optræde på et tidligt informationsniveau. Figur 11: Figuren viser et systemobjekt, en curtain wall, bestående af opsprosning lodret og vandret, differentierede profiler samt faste og oplukkelige vinduer.

13 3 Opbygning af objekter og objektbiblioteker < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning Opbygning af objekter og objektbiblioteker 3.1 Hvor kommer BIM- objekterne fra? De fleste BIM- programmer indeholder kun de mest basale objekter. Som bruger mangler man derfor hurtigt objekter, hvis man vil bevæge sig ud over generiske standardløsninger. Hvordan de forskellige typer software håndterer dette problem, er meget forskelligt. Mens Revit har biblioteker med mange simple objektklasser og typer, har ArchiCAD få men meget komplekse og højt konfigurerbare objekter. Uanset hvilken software man arbejder i, kommer man til at mangle objekter. Grundlæggende har man følgende muligheder: Anskaffe objekter fra andre (fx samarbejdspartnere eller leverandører) Producere dem selv 3.2 Hvorfor producere BIM- objekter selv? Der er mange grunde til selv at opbygge BIM- objekter. Den mest oplagte grund er, at der som beskrevet tidligere i mange tilfælde ikke er alternativer. Det vil sige, at man ikke kan finde eksisterende objekter for den aktuelle bygningsdel, eller at de eksisterende objekter, man har adgang til, enten er for højt eller lavt detaljeret eller har andre mangler. At opbygge egne BIM- objekter giver mulighed for at: tilpasse objekter til det specifikke behov og projekt hurtigt styre detaljering og informationsindhold og herved holde objekternes indhold og form på præcis det niveau, der er brug for sikre en ensartet opbygning af objekterne i den enkelte virksomhed eller på det enkelte projekt sikre et indhold, der opfylder kravene i Byggeriets IKT- specifikationer opfylde valgte standardiseringskrav fra eksempelvis CCS, buildingsmart m.v. være uafhængig af eksterne leverandører af BIM- objekter Figur 14: Alle har behov for et objektbibliotek, hvor man kan finde de objekter, man skal bruge. Eksemplet her er et projektbibliotek, der er anvendt til en arkitekts fagmodel på informationsniveau 3. Der er kun vist de geometriske data i medium detaljering. Alle modelleringsprogrammer rummer muligheden for, at brugerne selv kan lave BIM- objekter, men måden det sker på, tidsforbruget og kompetencekravene til udviklerne varierer meget. Fordelen ved selv at udvikle BIM- objekter er store, men der er også nogle barrierer forbundet med det. At udvikle egne BIM- objekter kræver: at virksomheden har én eller flere medarbejdere, der besidder og løbende udvikler de nødvendige kompetencer.

14 3 Opbygning af objekter og objektbiblioteker < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 14 at de udvikles i samarbejde med de faglige specialister, der anvender dem i processer som tegningsgenerering, dataudtræk, udveksling til simuleringsprogrammer osv. løbende opdatering af relevante normer og standarder, der indgår i BIM- objekterne, eksempelvis gennem CCS stamdatabasen. 3.3 BIM- objekter fra andre Hvorfor bruge ressourcer på at fremstille noget, som andre allerede har lavet? De fleste BIM- programmer er globale og har tusindvis af brugere på verdensplan. Disse brugere har etableret communities på internettet, hvor de deler objekter og debatterer. Der er imidlertid en række udfordringer med at anvende objekter fra andre brugere, det gælder både geometrien og egenskaberne: Ustruktureret og uensartet opbygning De fleste programmer giver muligheder for at skabe objekter, men meget få giver klare guidelines og regler. Det resulterer i et anarki vedrørende metode, struktur, detaljeringsgrader og workarounds. Objekternes kvalitet er helt afhængig af udviklerens kompetencer. Da kun relativt få har de nødvendige kompetencer, kræver det meget arbejde, før man finder brugbare objekter på nettet. Landespecifikt indhold BIM- programmer som ArchiCAD og Revit er målrettet et internationalt marked. Derfor afviger disse programmers objekter i nogle tilfælde fra dansk byggeskik. Mange brugere fravælger derfor konsekvent objekter fra andre lande. Ikke målrettet den aktuelle anvendelse Byggeobjekter fra andre er ofte målrettet en anden anvendelse end ens aktuelle behov. De kan eksempelvis være opbygget alene til tegningsgenerering og visualisering og har derfor ikke egenskabsdata til eksempelvis energianalyse. Parametrene kan være sat forkert, så det, man ønsker variabelt, er fikseret osv. Erfarne BIM- brugere ved, hvor man skal lede, og hvilke typer af objekter (udviklere) det kan betale sig at lede efter. Under alle omstændigheder skal man være indstillet på at tilpasse dem ens egne formål. Vi har samlet links til en række hjemmesider, som tilbyder objekter i Bilag 1 Links. 3.4 Kommercielt tilbudte objekter Det er ikke kun fra andre brugere, man kan få objekter. Der findes danske og internationale virksomheder, der tilbyder objekter og objektbiblioteker. Priser og kvalitet varierer meget, og problemstillingen nævnt ovenfor gælder også på dette område. Mange forhandlere af BIM- software etablerer desuden et mindre, landespecifikt objektbibliotek, som følger med softwaren eller som Add- Ins. Her er det muligt at få adgang til bygningsdelsudformninger, der svarer til dansk byggeskik, og hvis CCS- standarderne bliver implementeret i objekternes egenskabssæt, vil man få udvidede muligheder for at udveksle objektdata med andre parter og programmer på en standardiseret måde. Når man skal anskaffe sig software, er det vigtigt at undersøge omfanget og kvaliteten af de objektbiblioteker, der tilbydes.

15 3 Opbygning af objekter og objektbiblioteker < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning Objekter fra byggevareproducenter Producenter og leverandører af byggevarer har et incitament til at udvikle BIM- objekter, da det både gør deres produkter mere synlige og anvendelige for arkitekter og ingeniører. Flere producenter i Danmark og mange i udlandet (specielt i USA) er derfor begyndt at udvikle BIM- objekter for netop deres produkter. Disse objekter er frit tilgængelige på nettet. Dette er en god kilde til netop de produkter, man vil anvende i den endelige byggesag, men metoden har også sine udfordringer. Der er to væsentlige dilemmaer forbundet med byggevareproducenternes digitale byggeobjekter. Producentspecifikke informationer Hvis man anvender objekter fra byggevareproducenter, er det vigtigt, at man fjerner alle producentspecifikke informationer fra disse objekter, inden bygningsmodellen anvendes til udbud. Ved offentlige udbud skal objekterne i en bygningsmodel være producentneutrale. For høj konkretiseringsgrad For det første repræsenterer de naturligt nok det fuldt konkretiserede produkt. Det vil der sjældent være behov for i design- og projekteringsfasen. Ved offentlige udbud arbejder man på informationsniveau 1-4 med generiske modeller, og det er først i udbud- /tilbudsfasen, at de generiske objekter med deres egenskabskrav bliver erstattet med konkrete byggeprodukter, der modsvarer disse krav (informationsniveau 6). Ved at tage byggevareproducenternes objekter ind tidligt kan man komme til at vælge produkt, før man reelt har besluttet sig. Yderligere kan man risikere ikke at kunne ændre værdi på en typeparameter, da værdien ikke kan honoreres af det konkrete produkt. For høj detaljeringsgrad Der vil være en tendens hos producenterne til at fremstille byggeobjekterne meget detaljerede. Producenterne ønsker en høj kvalitet, udtrykt i en meget detaljeret geometri og en høj grad af produktgenkendelighed. Objekterne har været en del af marketing- og præsentationsmaterialet med fokus på det genkendelige og visuelle. Rådgiveren har på sin side behov for simple objekter, der ikke belaster computerens regnekraft. Objekter, der er detaljerede nok til brugen, som er nemme at arbejde med, og som kan indeholde de nødvendige og opdaterede informationer og egenskaber. En løsning på dilemmaerne kunne være, at byggevareleverandørerne tilbyder flere typer af byggeobjekter. Man kan forestille sig, at de tilbyder generiske, ikke- producentspecifikke objekter, som kan anvendes i de tidlige faser. Disse er geometrisk simple og indeholder de egenskabsnavne, som er relevante på de pågældende informationsniveauer. De projekterende indsætter så værdier for egenskaberne under projekteringen. Egenskabsværdierne bliver således rådgivernes krav til de senere byggevarer og byggeprodukter. Incitamentet for producenterne til at tilbyde generiske objekter vil være, at når de først er indlejret i bygningsmodellen, er de er nemme at konvertere til producenternes egne produkter. Med hensyn til detaljeringsgraden kan man i de fleste programmer udvikle objekter, der kan repræsenteres i forskellige detaljeringsgrader. I en 3D- visning er der ofte 3 niveauer, og med hensyn til tegningerne er der mange andre

16 3 Opbygning af objekter og objektbiblioteker < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 16 manipuleringsmuligheder såsom ikke at vise udvalgte objekttyper, 2D- annotationer m.m. I praksis må rådgiverne sandsynligvis indstille sig på, at de skal arbejde med objekter, de selv har udviklet, sammen med objekter taget fra andre, specielt byggevareproducenterne. Der er en udvikling hos visse producenter til, i modsætning til tidligere, at rette fokus mere mod information og egenskaber end mod geometri og visualisering, i takt med at rådgiverne bruger objekterne til andet end tegningsgenerering.

17 4 Generelle spilleregler < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning Generelle spilleregler Når der opbygges objekter, findes der en række generelle spilleregler, som bør overholdes eller som minimum overvejes for at sikre, at objekterne får en ensartet struktur. 4.1 Gør det enkelt Keep it simple (stupid) er den vigtigste regel. Dette gælder både den geometriske opbygning, funktioner/udtryk og parametri. Selv om mange BIM- programmer kan udvikle komplicerede objekter, og dygtige brugere kan udnytte programmerne til at fremstille komplicerede objekter, giver disse objekter ikke altid den ønskede værdi. Fordele ved enkelt udarbejdede objekter: de er hurtigere at udvikle og modificere/editere de er lettere for andre at sætte sig ind i og anvende de giver færre muligheder for at anvende objektet forkert eller indsætte forkerte data 4.2 Navngivning samme og opfører sig på samme måde. I tilfælde, hvor IFC- parametre er til stede, anvendes disse konsekvent. 4.4 Geometrisk detaljering Man kan med fordel udarbejde sine objekter i 2-3 detaljeringsniveauer, som uproblematisk kan vælges gennem processen. Flere programmer har mere eller mindre automatiske metoder til dette i forbindelse med tegningsproduktionen, og man bør sigte mod følgende geometriske detaljering: Grov rummer bygningsdelens grænseflader og overordnede form. Helst kun opbygget af 2-3 solids. Medium standard- detaljering, typisk som man ville detaljere en bygningsdel på en 1:100- eller 1:50- tegning. Fin præcis geometri til brug ved fx fotorealistiske visualiseringer. Det skal bemærkes, at der ikke er tale om produktionsmodeller med hver en skrue, men modeller som klart viser form og type. Navngivning af filer og parametre bør altid være på engelsk. Det sikrer, at objekterne kan anvendes ud over de danske grænser. Man skal dog være opmærksom på, at visse engelske begreber er ukendte for de fleste, så forståeligheden skal også overvejes. Værdier på parametre kan derimod uden problemer være på dansk, da de fx skal bruges til noter på tegninger, mængdeudtræk mv. 4.3 Parametre Figur 16: Bygningsdelen en væg vist i 3 detaljeringniveauer. Parameternavne bør i videst mulig omfang genbruges mellem de enkelte objekter, så fx bredden på et objekt altid hedder det

18 4 Generelle spilleregler < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning Konkretiseringsgrader Det er ligeledes hensigtsmæssigt at have de hyppigst anvendte bygningsdele i virksomheden repræsenteret i flere informationsniveauer. Man kan i de første faser arbejde med rum som volumener og bygningsdele på system- og delsystemniveau ligeledes som volumener. Senere bliver der tilføjet flere komponenter og egenskabsdata på BIM- objektet. På egenskabsområdet kan man have alle egenskabsnavne med fra start og kun værdisætte de egenskaber, der er nødvendige for det aktuelle informationsniveau eller den aftalte IDM. 4.7 Objekter i objekter Når man opbygger BIM- objekter, giver flere programmer mulighed for at indlejre objekter i andre objekter. I Revit hedder det nesting og giver mulighed for at lave mere komplicerede objekter med genbrug af indlejrede objekter som profiler o.l. Dog giver indlejrede objekter markant større filer, som kræver væsentlig mere computerkraft at håndtere. 4.8 Dokumentation Hvis objekterne skal deles - enten internt i virksomheden eller med andre samarbejdsparter på nettet - er dokumentation altid en god ide, specielt hvis man har indarbejdet ekstra funktioner i objektet. Lav fx en parameter i objektet, der hedder Guide, og indsæt et link til, hvor man finde guiden online. 4.9 Copyright Figur 17: Et vindue er vist i 3 konkretiseringsgrader. På det første niveau er vinduesobjektet et hul i en mur, hvori der er indsat noget gennemskinneligt (en glasrude). På niveau 2 fastholdes glasruden af en ramme af ukendt materiale. På niveau 3 er der valgt, at vinduet skal være oplukkeligt, hængselsplacering, energitype på vinduet osv. På 1. og 2. niveau er alle mål modulmål (n x 300mm). Niveau 3 er målene byggemål, hvor fugerne er repræsenteret. 4.6 Sorter egenskaberne i grupper Der vil ofte være et meget stort antal egenskaber og parametre tilknyttet et BIM- objekt. For at kunne holde styr på den store datamængde er det en god regel konsekvent at arbejde med overordnede grupper, hvor parametrene placeres. Eksempelvis bør alle målsætninger placeres under Dimensions, alle CCS- koder under Identity, alle IFC- parametre under IFC osv. Få tænker over det, men ophavsrettighederne til et objekt tilhører den person, som har skabt det, eller den virksomhed han arbejder for, med mindre andet er angivet. Det er særligt påtrængende, når man deler modeller i deres originalformater. Her kan modtageren uden videre kopiere modellens objekter og selv bruge dem fremover. Det vil kunne takseres som copyrightbrud. Opret en parameter/egenskab for ophavsret, både for udvikleren/medarbejderen og for virksomheden/organisationen.

19 5 Objektets udvikling over tid vinduet < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning Objektets udvikling over tid vinduet 5.1 Introduktion Vinduet er et eksempel på et komponentobjekt (se afsnit 2.8) og et godt og pædagogisk eksempel på et BIM- objekt. Det skyldes, at vinduet indeholder en række karakteristika, der går igen i mange andre objekter lige fra møbelobjekter til objekter af tekniske armaturer. Vinduesobjektet repræsenterer en række af de grundudfordringer, der knytter sig til opbygning af basale objekter, både med hensyn til de forskellige varianter/typer, der kan være til stede i et projekt, og med hensyn til den udvikling af objektet, der sker gennem byggeriets faser. Casen beskriver desuden fordelene ved at udarbejde sit eget objektbibliotek med velstrukturerede objekter. 5.2 Baggrund og udfordringer Vinduesobjektet indeholder vindueskarm, - ramme, - glas samt fugerne omkring vinduet. Om en lysning er inkluderet, varierer fra projekt til projektet. Der findes både vinduesobjekter med og uden lysning. Udfordringen er, at mens der gennem skitserings- og projekteringsfaserne sker en konkretisering af produktet, som tillader en mere præcis detaljering af visse dele af objektet, vil andre forblive de sammen. I starten er vinduesobjektet generisk, dvs. det ligner ikke et bestemt produkt, og i de senere faser kan det blive produktspecifikt. Hvor produktspecifikt det ender med at være, afhænger af den konkrete sag. Fag (arkitekt eller entreprenør), udbudsform (hoved- eller totalentreprise) og kundetype (offentlig eller privat) influerer på dette, da disse faktorer er med til at afgøre, om man kan være produktspecifik på tidlige tidspunkter. Ofte har man som arkitekt brug for, at et vinduesobjekt er neutralt og ikke henviser til et konkret produkt. Det gælder særligt offentlige udbud, hvor det er et krav. Samtidig skal man sikre sig, at det neutrale vinduesobjekt alligevel følger gængse og realistiske tekniske specifikationer. Derfor har man oftest et specifikt produkt for øje i projekteringen. Det er sjældent muligt umiddelbart at få adgang til netop et neutralt objekt fra en vinduesproducent, som over tid kan specificeres yderligere. Producenten er tværtimod interesseret i, at et produktspecifikt objekt, der repræsenterer nøjagtig hans vindue, indgår i projekteringen fra start til slut. Dermed opstår der en konflikt mellem samarbejds- og egeninteresser, som oftest resulterer i, at arkitekten står uden et godt BIM- objekt at starte med. En anden udfordring er, at der ofte er et ønske om et ensartet udseende mellem forskellige typer af vinduer, fx et tofags- og et trefagsvindue inden for det samme projekt. Så hvis man til skitsebrug er nødsaget til at finde objekter fra flere forskellige kilder fx hos leverandører eller i fællesbiblioteker på nettet kan der være et stort arbejde i at ensarte objekterne. Det handler ikke kun om udseende, men også om at få dem til at opføre sig ens og med samme egenskabstyper, da det er usandsynligt, at de har samme opbygning eller bruger de samme parametre. Endelig ligger der en udfordring i, at objektet skal have den korrekte visning. I plan er der i højere grad tale om et symbol end en korrekt produktgengivelse, mens man til fx facadeopstalter og 3D- visualiseringer ønsker en mere præcis produktgengivelse. Når der gennem skitserings- og projekteringsfaserne sker en konkretisering af bygningsdelen, som tillader en mere præcis detaljering af objektet, end planvisningen angiver, opstår den

20 5 Objektets udvikling over tid vinduet < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 20 situation, at der ikke er klar sammenhæng mellem objektets geometri i plan, opstalt og i 3D. Disse problemer gør, at man sjældent kan forlade sig på at finde alle sine objekter hos fabrikanter og på online brugerfora. Derfor opbygger mange virksomheder egne objektbiblioteker. 5.3 Objekter til objektbiblioteker Det er ikke muligt på forhånd at lave et bibliotek, der rummer alle de variationer af opsprosninger, solafskærmninger etc., som man får brug for. Det er navnlig ikke muligt hurtigt at vælge et nyt design, hvis det indebærer, at man skal rette flere hundrede objekter. I stedet gælder det om at etablere en fast og veldokumenteret fremgangsmåde for, hvordan man opbygger objekter. En fremgangsmåde, der hurtigt og nemt giver mulighed for at tilpasse få standardobjekter til det enkelte projekt. Det kræver meget entydige spilleregler, men giver til gengæld en rationel, skalerbar og uddelegerbar metode, som gør det nemmere at arbejde sammen. Objekterne skal være redigerbare i praksis, også af andre end den oprindelige udvikler. Derfor skal udviklingen ske systematisk, så alle objekters opbygning følger samme logik uanset form, og det skal dokumenteres. Når man skal opbygge mange objekter, der er variationer over den samme bygningsdel fx forskellige opsprosninger af vinduer af samme type kræver det, at man opbygger dem så enkelt som muligt. En fremgangsmåde kan være at tænke sit objekt som en systemleverance eller et funktionsudbud og kun modellere grænsefladen samt de ønskede funktioner i sit objekt: I et vindues- /dørparti kan det være murhul og ydre dimensioner, men ikke opbygningen i selve vinduet. Det bliver for detaljeret. Det er således kun en overflade eller en såkaldt envelope af objektet uden byggetekniske detaljer. Når man har brug for højere detaljering, supplerer man sin envelope og starter ikke på bar bund. Her kan man bruge et objekt fra en specifik fabrikant og så supplere sine neutrale objekter med informationer herfra, eller man kan helt skifte geometrien fra de generiske objekter ud. Ofte er der dog en del ekstraarbejde forbundet med at skifte simple objekter ud med detaljerede objekter fra fabrikanter. Ekstraarbejdet består bl.a. i at sikre sig, at gengivelserne i plan, opstalt og 3D stadig er korrekte, og at egenskabsdataene er de ønskede. 5.4 Case Et skitseprojekt på et mellemstort kontorkompleks gennemføres helt frem til udbudsprojekt. Arkitekten fortæller: Efter udbuddet er vundet, vælger entreprenøren i samarbejde med arkitekt og bygherre at skifte til et produkt som ikke umiddelbart matcher det oprindeligt tiltænkte. Modellerne skal nu tilrettes, og vi har ikke anden mulighed end at ommodellerer alle vinduesobjekterne i modellen, da udseendet på de nye produkter er markant anderledes end på de oprindeligt tiltænkte. Ommodelleringen er meget arbejdskrævende og besværlig, men heldigvis har vores BIM- manager skabt en nogenlunde enkel og systematisk opbygning af vinduesobjekterne. Det gør det noget lettere at foretage tilpasningen. Her høstes den rationaliseringsgevinst, at det er de eksisterende objekter, der bygges videre på, og parameterværdier ikke skal overføres.

21 5 Objektets udvikling over tid vinduet < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 21 Hvis den valgte producent tilbyder BIM- objekter (i en acceptabel kvalitet), som med få tilpasninger kan indgå i projektet i stedet for de neutrale objekter, der er brugt frem til udbud, vil arbejdet gå hurtigere. Projektet vil tilmed indeholde mere specifik information, der kan påvirke detaljer og være gavnlige i byggeriets udførelse og drift. Ulempen ved den metode er, at der er en risiko for, at flere eller alle parametre skal overføres manuelt, når objekterne udskiftes: Hvis der fx ikke er enighed om, hvad man kalder vinduets dimensioner, skal alle dimensioner omkring vinduerne tilpasses på ny.

22 6 Objekter til sammensatte bygningsdele væggen < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning Objekter til sammensatte bygningsdele væggen En stor del af de fysiske objekter, der anvendes i en bygningsmodel, repræsenterer flere bygningsdele vi kalder dem sammensatte bygningsdele. Væggen er et godt eksempel. Centralt for sammensatte bygningsdele er, at forskellige fag kan have forskellige behov for at arbejde med alle eller enkelte af delene i den sammensatte bygningsdel på forskellige eller samme tidspunkt. Spørgsmålet er derfor, hvem der skal eje objekterne hvornår, og hvilke konsekvenser det har. 6.1 Baggrund og opbygning I de fleste programmer er de sammensatte bygningsdele dybt integreret i programmets struktur. Man kan sige, at programmerne er bygget op om de sammensatte bygningsdele, da de tilsammen udgør størsteparten af bygningsdelene. Derfor har alle BIM- programmer specialværktøjer og funktioner, der giver brugeren gode muligheder for at modellere sammensatte bygningsdele. Når man skaber et vægobjekt, definerer man som udgangspunkt kun væggens startpunkt, retning og længde (man modellerer en vektor). Resten af geometrien (tykkelse, højde etc.) styres udelukkende vha. egenskaberne. Når væggen er oprettet i modellen, har de fleste programmer værktøjer til at ændre på forskellige detaljer som fx afslutninger i top, bund og ved ender, så væggen vises korrekt i 3D og på 2D- tegninger. Figur 18: Figuren viser en sammensat bygningsdel, en væg bestående af 4 lag. Til venstre er vægkonstruktionen samlet til et BIM- objekt. Til højre er væggen opdelt i forhold til ansvar. Konstruktionsingeniøren har den bærende indermur, og arkitekten har isoleringen, luftspalten og skalmuren. Den enkle opbygning af væg- objektet gør det hurtigt at udarbejde en række prædefinerede standardvægge til sit bibliotek. Geometrien/opbygningen er efterfølgende let at ændre. Især egenskaberne skal være i fokus, da der ofte er flere grundegenskaber med tilhørende værdier tilknyttet sammensatte bygningsdele end andre objekter. Endelig skal man være opmærksom på, at flere BIM- programmer ikke tillader, at man tager et objekt fra en sammensat bygningsdel ud som en selvstændig fil, som man ellers kan med andre objekter. Det betyder, at man skal have objekterne i en projektfil i sit bibliotek, og derefter copy/paste standardløsninger ind i det aktuelle projekt. Det er blot ét punkt, hvor sammensatte bygningsdele adskiller sig fra alle andre objekter, grundet deres specielle opbygning, og grundet at de understøttes af en række specialfunktioner i

23 6 Objekter til sammensatte bygningsdele væggen < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 23 programmerne. Mange af specialfunktioner går igen fra program til program og fungerer også i en eksporteret IFC- fil. Fx væggens tilpasning til det overliggende tag. Andre funktioner er programspecifikke og giver derfor problemer i andre programmer og i udveksling til IFC. 6.2 Udfordringer Årsagen til at næsten alle BIM- programmer anvender sammensatte bygningsdele er, at det optimerer modelleringsprocessen, så en sammensat bygningsdel kan tegnes i én bevægelse frem for at skulle bygges op af flere selvstændige objekter som fx bagvæg, isolering, membraner etc. Ulempen ved denne struktur er, at BIM- programmet betragter den sammensatte bygningsdel som ét objekt, frem for et objekt sammensat af flere delobjekter. Dette medfører, at selv om programmet kan vise lagopdelingen i fx en væg, når man snitter i væggen, kan de fleste programmer endnu ikke slukke for de enkelte lag i væggen individuelt eller eksportere disse lag separat. Det kan også være svært at redigere og modellere specielle geometriske løsninger som false, spring, overgange og hjørner. Det er prisen for den simple struktur. Så mens denne struktur er tidsbesparende for arkitekten, giver den ofte udfordringer for de parter, som ønsker at opdele den sammensatte bygningsdel i enkeltdele. Dette kan fx være ingeniøren eller entreprenøren, som ønsker at arbejde med de enkelte bygningsdele separat, fx den bærende vægkonstruktion, uafhængig af beklædningen. I de fleste tilfælde understøtter BIM- programmerne ikke - eller i bedste fald meget dårligt - en opdeling af de sammensatte bygningsdele i selvstændige enkeltdele, som man kan arbejde videre med og detailberegne. Figur 19: Figuren viser en sammensat bygningsdel, her et dæk. Øverst er vist dækket som ét objekt, bestående af 4 lag. Herunder er dækket opdelt i en nederste, bærende del (betonelement + afretningslag) og øverst en gulvkonstruktion (strøer + gulvbrædder). Derfor bør man så tidligt i processen som muligt lave en detaljeret plan for, hvilke fag der modellerer hvilke objekter og samtidig få overblik over, hvilke konsekvenser det har for ansvarsfordelingen. Der er flere strategier, man kan benytte sig af. Den ene indebærer, at man arbejder med to eller flere repræsentationer af samme objekt, og den anden indebærer en klar ansvarsfordeling uden redundant information. Beslutter man fx, at både arkitekten og ingeniøren modellerer de konstruktive dele af væggene, vil væggene være til stede flere gange, når fagmodellerne samles i en fællesmodel. Det

24 6 Objekter til sammensatte bygningsdele væggen < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 24 giver den fordel, at hvert fag har frihed til at bearbejde objekterne på den måde, de finder bedst. Ændrer arkitekten farven på malingen, påvirker det ikke ingeniørens arbejde. Ulempen er bl.a., at der opstår redundans. Hvis et fag ændrer væggens geometri eller centrale parametre, skal andre fag føre ændringerne ind i deres model. Vælger man derimod at lægge ansvaret for de konstruktive dele af væggene på ét fag alene, giver det bl.a. den fordel, at man undgår redundans, og hver bygningsdel kun findes én gang i fællesmodellen. Denne løsning kræver imidlertid en nøje tilrettelagt koordinering mellem fagene, der skal afværge flaskehalse. Samtidig vil fagmodellen alene vise hele bygningen, og visse centrale bygningsdele mangler helt i fx arkitektens model. Det giver igen udfordringer ift. såkaldte hostede objekter, dvs. objekter som er afhængige af andre objekter fx en dør, som skal sidde i en væg. 6.3 Casen Fagmodeller med abstrakte objekter På et laboratoriebyggeri uden for Aarhus har man valgt at opdele objekterne, så arkitekten modellerer gipsvæggene og ingeniøren modellerer betonvæggene. Man har altså valgt den fremgangsmåde, hvor der ikke er dubletter i modeller. Arkitekten kan uden problemer sætte døre i gipsvæggene, men i betonvæggene opstår der et problem, for han har dem ikke i sin model. Han vælger derfor at modellere abstrakte betonvægge (se afsnit 2.11), som ikke har anden funktion end at være host for dørene. Metoden var en succes og blev endda udnyttet til at kvalitetssikre arbejdet, fortæller ingeniøren: nu som host for arkitektens døre. Samtidig kunne de abstrakte vægge overvåges automatisk af vores (ingeniør- )software, så der blev givet besked, hvis en dør blev flyttet eller ændrede størrelse og dermed lavede om på dørhullet i sin host. På den måde kunne vi være sikre på at fange ændringer, fordi vi automatisk fik besked, når vores samarbejdspartner ændrede noget. Figur 20: Abstrakt væg. Arkitektens væg er IKKE en væg, men et objekt, der kan bruges til at være værtsobjekt for dørene. Den kan også bruges til at lave et egentlig elementprojekt senere og bruges til kvalitetssikring. Arkitekten tilføjede vægge til sin model, der blev markeret som abstrakte objekter vha. en egenskab. Disse vægge fungerede

25 7 Fra ét objekt til mange betondæk < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning Fra ét objekt til mange betondæk 7.1 Introduktion Ikke alle bygningsdele kan defineres som enkeltobjekter eller nedbrydes og detaljeres gennem processen, på samme enkle måde som fx vinduer, døre og armaturer. I flere tilfælde består en bygningsdel af flere enkeltdele, som man senere ønsker at detaljere. Et eksempel er ingeniørens betondæk. Gennem projekteringsprocessen går betondækket fra at blive tænkt og modelleret som én sammenhængende flade til at bestå af en række enkeltelementer udformet som separate objekter. Spørgsmålet er nu, hvordan denne nedbrydning kan foregå, uden at man skal modellere det samme to gange. 7.2 Opbygning og udfordringer Etagedækket er en af de bygningsdele, som udvikler sig mest over tid, og hvor den viden og detaljering, der løbende tilføjes, ændrer objekternes udformning mest markant. Derfor er der tale om en én til mange nedbrygning af objektet, hvilket giver sine helt egne udfordringer. Præcis hvornår og hvordan dette foregår, aftales fra starten af projektet, og ofte bruges bips- publikationen A113 - Fordeling af projekteringsydelser og ansvar ved leverance og montage af elementer af beton og letklinkerbeton. Udfordringen i denne form for objektnedbrydning ligger i risikoen for dobbeltarbejde og tab af data. Problemet er, at når man i de senere faser nedbryder etagedækket i enkeltdele, har man ikke et naturligt sted at placere information om det samlede etagedæk, fx samlet areal. Summen af dækelementerne giver ikke nødvendigvis det samme areal grundet tilføjelser som udstøbninger osv. Samtidig opstår der programspecifikke udfordringer som fx placering af hulobjekter (se figur 25), da hulobjektet kun vil knytte sig til ét host- objekt og dermed ikke kan skære hul på tværs af flere dækelementer. Derfor må man så tidligt som muligt vurdere, hvilket informationsniveau man skal ende med at aflevere på og derefter lave en arbejdsmetode, som er optimeret til de præcise forhold i dette projekt. Det kræver en del forberedelse hos de involverede parter i de første faser, da man meget tidligt skal være klar over sine egne og samarbejdspartnerens behov ift. geometri og data. Viden, som ofte først udvikler sig over tid. Det resulterer igen i, at der ofte opstår uheldige situationer, som beskrevet i casen nedenfor, hvor viden, som et fag ikke er forpligtet til at fremskaffe, fx den præcise placering og dimensionering af ribber i TT- dæk, bliver en forudsætning for et andet fags placering af installationerne, som skal løbe mellem TT- dækkenes ribber. 7.3 Casen og løsningsmodeller Ved projekteringen af en rund kontorbygning med et atrium i midten, lokaliseret lidt uden for København, spiller aftalegrundlag og valg af arbejdsmetode en stor rolle for objekternes udformning. Bygningens form gør, at TT- dækkene i bygningens kælderetager skal være brede ud mod bygningens yderside og smalle ind mod bygningens atrium i midten af den runde form. De to ribber på de enkelte elementer er fortsat paralle, hvilket giver varierende mellemrum til de andre ribber. Aftalen ifølge bips A113 er, at konstruktionsingeniøren ikke skal dimensionere dæk og ribber, men kun beskrive typer og laster. Detailprojekteringen står elementleverandøren for. Men installationsingeniørerne har ansvar for koordinering af installationer med konstruktioner og skal derfor kende placeringen af de enkelte ribber, før elementleverandøren er valgt, så rørføringen kan koordineres i overensstemmelse med

26 7 Fra ét objekt til mange betondæk < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 26 de varierende mellemrum. Objekt- og modelleringsmetoden skal nu vælges ud fra, hvad der er vigtig for projektet, men stadig skal metoden forholde sig til aftaler og ansvar. Derfor blev der tidligt arbejdet med to forskellige løsningsmetoder. 7.4 Metode 1: Avancerede geometriske objekter I projekteringen kunne TT- dækelementerne laves med en række parametre, så alle mål kunne indstilles. Hermed kunne man bestemme placeringen af ribberne enkeltvis fra element til element, og der vil være en letforståelig 1:1- sammenhæng mellem dækelementer og objekter. Metoden medfører dog også en række udfordringer: Løsningen stemmer ikke overens med BIM- programmets (Revits) standardobjekter, og man mister derfor en del funktioner. Konstruktionsingeniøren bevæger sig ind over elementleverandørens ansvarsområde ift. elementernes præcise geometri. Det gør, at han påtager sig mere arbejde end aftalt, og at han risikerer at påtage sig ekstra ansvar. Eventuelle ændringer bliver besværlige, da mange objekter skal gennemrettes. Figur 21: Dæk modelleret på to måder. Den ene med hele dækket samlet understøttet af selvstændige bjælker, den anden med dækket opdelt i elementer. 7.5 Metode 2: Metodesammenblanding Denne metode udnytter, at forskellige objekter har forskellige egenskaber. I projekteringen tegner man alle TT- dækkenes ribbeplader som én samlet flade (ét objekt), og derefter tilføjer man ribberne enkeltvis udført som bjælker. Det gør, at selve udformningen og beskæringen af TT- dækkene gemmes til elementleverandøren, og at dækkenes udformning er let at koordinere og modellere. Fx kan alle huller laves som skakte, hvorved man sikrer, at de altid er placeret over hinanden og har korrekt størrelse. Ulemperne er til gengæld, at det er mere besværligt at optælle mængder, og at projekteringen af selve TT- dækkene er udskudt til senere. Men det blev vurderet, at fordelene opvejede ulemperne, og metode 2 blev valgt.

27 8 Flere fag om samme objekt belysningsarmatur < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning Flere fag om samme objekt belysningsarmatur 8.1 Introduktion En del objekter i en bygningsmodel er i særlig grad interessante for flere fag. Når disse objekter skabes, er der flere aspekter, der skal tages hensyn til, end hvis objektet kun tilhører et enkelt fag. Denne type objekter kræver i højere grad en indsigt i samarbejdspartnerens arbejdsområde og behov. Casen beskriver en metode til at løse dette koordineringsproblem. 8.2 Baggrund og opbygning Belysningsarmaturet er et eksempel på et objekt, som i højere grad end rene ingeniør- eller arkitektobjekter som stålsøjler og møbler skal kunne understøtte et integreret samarbejde mellem faggrupperne allerede i projekteringen. Hvor vi i eksemplet med væggen (se afsnit 6) kunne vælge, hvem der havde ansvar for bygningsdelen, opstår der omkring belysningsarmaturer en mere kompleks situation. Det skyldes, at arkitektens plantegninger skal indeholde sande størrelser og være målfaste, mens el- ingeniørens tegninger er mere diagrammatiske. Figur 22: Figuren viser 2D- loftplaner. Arkitekten og el- ingeniøren har forskellige synsvinkler på de samme loftarmaturer. Arkitekten arbejder med en fysisk repræsentation (til venstre), mens el- ingeniøren arbejder med symboler i et diagram. I forbindelse med opbygning af belysningsarmaturet som BIM- objekt står man over for en række beslutninger, hvor man er nødt til at tilgodese både eget fag og andre fagdiscipliner. Disse beslutninger vil påvirke både eget og samarbejdspartneres workflow. Derfor vil en ændring af objektet undervejs i projekteringen have betydning for anvendelsen hos samarbejdspartnere. Når belysningsarmaturet opbygges som objekt, er det vigtigt at bruge en standardiseret kategorisering af objektet og dets delelementer. Tidligere foregik denne kategorisering via fx lag. Kategoriseringen sikrer, at objektet under projekteringen kan anvendes både af arkitektfaget og el- faget. 8.3 Udfordringer I forbindelse med objekter, som anvendes af flere fag, vil der opstå en række grænseflader mellem fagene, som skal afklares så tidligt som muligt. Spørgsmålet er, om belysningsarmaturet tilhører arkitekten, el- ingeniøren eller begge parter. Hvis det alene er arkitekten, der i arkitektmodellen udformer og placerer belysningsarmaturet, skal armaturet indeholde ganske meget el- information som tilslutningsangivelser (connectors) og metadata om spænding og forbrug. Information, som normalt ligger uden for arkitektens leverance. Det kan give en uklar ansvarsfordeling i projektet og ydermere give udfordringer i forbindelse med brugen af objektdata og funktion på tværs af forskellige softwareplatforme. Derfor kan det være nødvendigt at tage utraditionelle metoder i brug, som beskrevet i casen nedenfor.

28 8 Flere fag om samme objekt belysningsarmatur < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning Casen På en større byggesag skal el- ingeniøren aflevere en belysningsplan, hvor belysningsarmaturet som altid vises som et symbol. Belysningsarmaturet skal samtidig geometrisk have den korrekte størrelse, så det i bygningsmodellen kan placeres korrekt og anvendes i forbindelse med geometrisk koordinering mellem arkitekten og ingeniøren. Arkitekten ønsker samtidig et belysningsarmatur, der har en detaljeringsgrad, der passer til niveauet i arkitektmodellen til bl.a. realistiske visualiseringer. Endvidere skal belysningsarmaturet skabe et hul i det loft, det er placeret i. Det giver en udfordring, hvis belysningsarmaturet ligger i el- fagmodellen, og loftet ligger i arkitektens model. Løsningen bliver at opdele belysningsarmaturet i to dele, med hvert sit fokus: Arkitekten placerer et objekt i arkitekt- fagmodellen, som illustrerer belysningsarmaturet, og som bevidst ikke indeholder el- information. Objektet har en passende detaljeringsgrad til visualisering og har den korrekte visning til loftplaner. Samtidig skæres der hul i det nedhængte loft, som er modelleret i samme fagmodel. Ingeniøren placerer et tilsvarende belysningsarmatur med de korrekte el- informationer i sin fagmodel. Dette objekt indeholder desuden den geometrisk korrekte størrelse over loft. På den måde kan det bruges i forbindelse med geometrisk koordinering med de andre tekniske installationer over de nedhængte lofter. Figur 23: Eksempel på et todelt objekt. I stedet for at én af parterne modellerer hele objektet, kan man dele arbejdet og samtidig bruge det til at lave kvalitetssikring, kollisionskontrol og beholde hver sit faglige ansvar. Øverst el- ingeniørens del af objektet og nederst arkitektens. Gennem en kollisionstest mellem arkitekt- fagmodel og el- fagmodel sikrer man sig, at armaturerne ligger samme steder i de to modeller. Man opsætter desuden en automatisk overvågning af den anden parts objekter, så man bliver underrettet, hvis de flyttes.

29 9 Et værktøj til kommunikation abstrakte objekter < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning Et værktøj til kommunikation abstrakte objekter 9.1 Introduktion Når man modellerer, skal man altid vurdere konkretiserings- og detaljeringsgraden i forhold til den aktuelle projektfase. Der er en generel tendens til at modellere for detaljeret i de tidlige faser, når man anvender BIM, da programmer og metoder lægger op til at rykke mange beslutninger frem i processen. Men risikoen er, at man overdetaljerer uden den korrekte viden og nødvendige beslutning, og at det derfor bliver tidskrævende at tilrette modelmaterialet, efterhånden som man bliver klogere. Der er mange fordele ved, at modellen holdes så simpel som muligt så langt i projektforløbet som muligt. Casen beskriver, hvordan man kan kommunikere sine intentioner og behov til sine samarbejdspartnere uden at modellere for meget. Casen beskriver brugen af abstrakte objekter som gode værktøjer (læs introduktionen til abstrakte objekter i afsnit 2.11). 9.2 Baggrund og udfordringer muligt. Ingeniøren ønsker så meget plads som muligt. Man løser ikke konflikten ved at modellere abstrakte objekter, men man gør konflikten synlig og styrker forudsætningerne for at diskutere en løsning. 9.3 Cases: eksempler på abstrakte objekter Abstrakte objekter kan i princippet bruges alle de steder, hvor der er behov for at afsætte zoner og brugsplads, markere sikkerhedszoner osv. For de fleste er brugen af abstrakte objekter ny og anderledes, end hvad man er vant til ved traditionel tegning, så derfor er det svært at forestille sig og opliste alle de mulige løsninger, abstrakte objekter kan bidrage til. Nedenfor har vi givet et par eksempler på, hvordan førende virksomheder anvender abstrakte objekter i dag til inspiration både ved brug og ved udvikling af nye. Under projekteringsfaserne, især i de tidlige faser, er det vigtigt at sikre sig, at der er plads nok i fx en skakt til de installationer mv., man forventer skal løbe i skakten. Mens man i de tidlige faser ikke er klar over deres præcise placering, har man ud fra tidligere erfaringer ofte en fornemmelse af, hvor meget plads de kræver. Til det formål kan man bruge abstrakte objekter, som omfatter det ønskede frirum. En af udfordringerne ved, at forskellige fag sikrer sig plads i modellen, er forståelsen for hinandens pladskrav. Et eksempel er den interessekonflikt, der opstår mellem arkitekten og ingeniøren omkring de nedhængte lofter. Arkitekten ønsker så lidt luft mellem det nedhængte loft og dækket ovenover som Figur 24: Abstrakt objekt sikrer, at der er afsat plads til føringsveje og aggregater til installationer. Der er markeret en lodret føring i bygningen samt vandrette føringer pr. etage.

30 9 Et værktøj til kommunikation abstrakte objekter < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 30 Føringsveje Tidligt i projekteringen kender man ikke installationernes omfang, og man kan derfor ikke dimensionere skakterne nøjagtigt. Med et abstrakt objekt, der har omtrent den rette størrelse, kan man fortælle de andre fag, at visse områder i modellen er reserveret til skakten. I takt med at projekteringen kaster lys over installationernes omfang, kan man justere størrelsen på det abstrakte objekt. Til sidst kan man erstatte det med de objekter, der repræsenterer de faktiske installationer. Denne teknik kan også bruges ved vandrette føringsveje eller tracéer. Her skal man blot være opmærksom på, at objektet ofte vil sno sig gennem etageplanerne, og derved enten skal opbygges af flere abstrakte objekter, eller modelleres vha. andre softwarespecifikke værktøjer. Ved opbygningen af selve det abstrakte objekt anbefales det, at man modellerer det som et generisk objekt med et begrænset egenskabssæt (dvs. uden reference til, hvad det repræsenterer) og med en tydelig navngivning samt angivelse af fag. Derved kan objektet ikke forveksles med et rigtigt objekt, og ejerskabet fremgår tydeligt. Det mindsker den forvirring, der kan opstå, når et objekt ikke ligner en kendt bygningsdel Huller Hvis man ønsker at udføre dataudtræk over hullernes placering og størrelse fx til fagudbud og mængdelister er det vigtigt at modellere hullet som et selvstændigt objekt. Egenskaberne for hullet (fx højde, bredde og dybde), kan bruges til at generere et sådan udtræk. Vælger man derimod at tegne hullet som en del af væggen, er det så godt som umuligt at lave et dataudtræk over hullerne, da de ikke eksisterer som selvstændige objekter. Figur 25: Eksempel på anvendelse af hulobjekt. Til venstre er hullet dannet ved modelleringen af væggen som profil. Til højre er hullet dannet ved skæring af væg med hulobjekt. Sidste metode sikrer udtræk af huldata. Der findes også eksempler på, at hulobjekter bliver brugt som kommunikation mellem ingeniørfagene. Installationsingeniørerne har kommenteret konstruktionsingeniørens model ved at placere hulobjekter, hvor han ønsker gennemføringer. Derved skal konstruktionsingeniøren kun tage stilling til de konkret placerede huller inkl. deres dimensioner, frem for selv at skulle finde de nødvendige hulplaceringer. Frirum og tolerancer Abstrakte objekter kan også indgå som en del af et andet objekt, hvor det abstrakte objekt angiver en zone omkring eller på et specifikt sted på bygningsdelen. Et eksempel er betjenings- eller operationsrummet foran en el- tavle. Her er det nødvendige

31 9 Et værktøj til kommunikation abstrakte objekter < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 31 frirum en central del af el- tavlen, som man kan tænde og slukke efter behov og dermed bruge til kollisionstest mv. I visse tilfælde kan det abstrakte objekt oven i købet være en mere dominerende del af det samlede objektet end de egentlige dele af selve bygningsdelen. Et eksempel er et elevatorobjekt, hvoraf selve elevatoren kun er en lille del, mens elevatorskaktens rum er langt større. Men det centrale ved samarbejder på tværs er det totale rum, bygningsdelen kræver, frem for enkeltdele såsom elevatorstolen. Denne metode kan også bruges til andre bevægelige dele, fx markering af kraners operationsrum i en byggepladsmodel. Endelig kan samme teknik anvendes til at sikre toleranceplads omkring bygningsdele, fx ifm. tolerancerne i højdetaljeringsmodeller (fx mockups og produktionsmodeller). Der findes flere programmer på markedet, som kan levere regelbaserede tests, som kan afsløre, om to objekter placeres for tæt på hinanden, så der kan opstå toleranceproblemer på byggepladsen.

32 10 2D- detaljer ikke alle objekter er 3D < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning D- detaljer ikke alle objekter er 3D 10.1 Introduktion De fleste BIM- programmer indeholder fremragende 2D- værktøjer, som kan skabe bygningsdetaljer med udgangspunkt i selve 3D- modellen. Derved kan detaljen holde reference til modellen. Hvis indholdet i modellen ændres, slår det også igennem i detaljen. Enten tilrettes den automatisk, hvis der er sat de nødvendige relationer op, eller også bliver det tydeligt, at der er sket en ændring. Resultatet er et bedre overblik over de ændringer, der løbende sker. Det kan reducere fejlene. For at udnytte disse 2D- tegninger optimalt skal brugeren anvende 2D objekter, præcis som han normalt ville anvende 3D- objekter i en 3D- model, og ikke 2D- streger som i velkendte 2D- CAD programmer Baggrund BIM- programmernes detaljer er objekter på lige fod med de rumlige BIM- objekter. Derfor er de også informationsbærende, men ikke i samme omfang, da de ikke repræsenterer bygningsdele på modelniveau. Et objekt kan fx være et stålprofil, som viser placeringen af en rigel i en gipsvæg. Et sådan profilobjekt vil kende standardstørrelser, materialer etc. i 2D- BIM- sammenhæng på samme måde som med et 3D- BIM- objekt. Dette tillader hurtige skift mellem standardstørrelser. Objektets informationer vil automatisk kunne trækkes ud som noter på den opsatte detalje. Ændres objektet, ændres teksten tilsvarende. Samtidig kan parametrien i objekterne bindes sammen, så ændringer i én del af tegningen slår igennem i andre dele. Ændres fx størrelsen på riglen, ændres også den totale tykkelse på gipsvæggen, og gipspladeobjekterne skubbes dermed udad. Figur 27: Et 2D- detaljeobjekt har på samme måde som 3D- objekter mulighed for at have egenskaber tilknyttet og være parametrisk opbygget, men brugen af de tilknyttede egenskaber kan have meget forskellige formål. 2D- objektet består grafisk af 2D- streger og flader, som i større eller mindre grad er bundet sammen parametrisk, enten indbyrdes eller til bygningsmodellens kanter. Grundet at 2D- objektet har en dimension mindre end 3D- objekterne, er opbygningen af 2D- objekternes geometri typisk meget mere enkel end ved 3D- objekterne. På egenskabssiden er der dog stor forskel på 2D- og 3D- objekter. Hvor egenskaberne på 3D- objekter anvendes til dataudtræk og mængdeopgørelser, anvendes egenskaberne på 2D- objekter næsten udelukkende til tegningsnoter eller såkaldt tagging. Derfor er det vigtigt, at kategoriseringen af objektet og dets identifikationsparametre er på plads, så de kan læses af tags/note- objekter inkluderet på tegningerne. Det skal her noteres, at IFC ikke har en metode til at håndtere 2D- detaljer, så der findes ikke IFC- parametre til 2D- objekter Udfordringer: grænsen mellem 2D og 3D BIM Styrken i 2D- BIM er, at man ikke skal starte fra bunden, hver gang man opretter en 2D- detalje, men i høj grad kan bygge videre på 3D- modellens geometri. Det skyldes, at

33 10 2D- detaljer ikke alle objekter er 3D < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 33 bygningsmodellen allerede repræsenterer meget af detaljen, og at BIM- objekterne har fået tilføjet annotative egenskaber, der bestemmer, hvordan de skal repræsenteres i 2D, så man ikke behøver at modellere dem fra grunden. Skaber man fx en fundamentsdetalje, vil man fra bygningsmodellen få leveret kanterne på fundament, væg og dæk inklusiv lagdeling og skraveringssignatur på materialer. modellen på lige fod med 3D- objekterne. Forfiner man den automatisk genererede 2D- detalje ét sted i modellen, slår ændringen ikke igennem i resten af modellen. Man skal selv kopiere den bearbejdede detalje og sætte den ind rundt om i modellen. Grænsen for, hvornår detaljeringen af 3D- modellen stopper, og hvor den rene 2D- detalje starter, styres af behovene i det enkelte projekt. I nogle projekter kan man - af helt andre grunde - have behov for at gå tæt på enkelte elementer og koordinere dem i 3D, hvilket medfører meget detaljerede 3D- objekter, som igen let kan anvendes i 2D- tegningerne uden yderligere bearbejdning. I andre tilfælde arbejder man med meget grove 3D- objekter, som gør, at der skal detaljeres mere på de enkelte detaljeudsnit. Hvis de grove 2D- billeder, der automatisk genereres fra 3D- objekterne, er uhensigtsmæssige, er det fristende at slukke 3D- objektet og erstatte det med 2D. Det er imidlertid risikabelt. Man mister derved muligheden for at sammenholde 3D- modellen med de 2D- detaljer, der er tilføjet. I stedet for at slukke for 3D- objekterne skal man udelukkende tilføje 2D- detaljer. Figur 28: Når man starter med et detaljeudsnit i 3D- modellen, får man sædvanligvis en grov repræsentation af detaljen, som kan blive efterbehandlet og præciseret. I eksemplet et lodret snit i knudepunktet væg/tag fra bygningsmodellen. Udfordringen ligger i, at detaljeringen i 3D- modellen i langt de fleste tilfælde er lavere end det, man forventer af en 2D- detalje. Derfor må man tilføje yderligere 2D- elementer til detaljen for at opnå en tilstrækkelig detaljering. Disse 2D- detaljer indgår ikke i Udskiftning af 3D- elementer med 2D- elementer indeholder dog en risiko, da sammenhængen mellem 2D- detaljen og modellen reduceres. Sker der fx en ændring i en væg, som er skjult, vil ændringerne ikke være synlige i detaljen. Detaljen kan derfor fremstå korrekt, selvom den ikke er opdateret. Hvis 3D- objekterne ikke passer fx hvis de ydre mål af en vinduesramme ikke passer med de faktiske mål og 2D- detaljen, bør man ikke blot slukke for 3D- objektet, men modellere om, så 3D- objektets envelope passer.

34 10 2D- detaljer ikke alle objekter er 3D < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 34 Under alle omstændigheder er man bedre stillet med at lave 2D- detaljer i BIM- programmet, end i et separat CAD- program, hvor der ikke er sammenhæng mellem 2D- detaljen og bygningsmodellen. Det ændrer ikke på, at man bør udarbejde en klar strategi for, hvad man genanvender i 2D, og hvad der kan/må udskiftes. Det skal man gøre for at optimere sin arbejdsgang og minimere risici Casen En simpel model En meget enkel bygningsmodel giver et simplificeret grundlag for et detaljeret projekt. En stor del af bygningsdelene og deres detaljer er ikke repræsenteret på modelform, og kan således ikke understøtte de mange forskellige modelbaserede processer, som er fordelen ved BIM. En meget detaljeret model En meget detaljeret bygningsmodel giver det bedste grundlag for detaljering i tegningsfremstillingen, idet en overvejende stor del af 2D- detaljerne rent faktisk er modelleret i 3D. Figur 29: 2D- udtræk fra 3D- objekter i en High Definition BIM- model. Ganske meget er modelleret gennem 3D- objekter. Det kan her betale sig, fordi målsætning er, at pladeopdelinger, antal og materialeudtræk sker fra modellen. Desuden kan væsentlige 2D- detaljer, der indgår i tegningsmaterialet, udtrækkes automatisk fra 3D- objekterne.

35 10 2D- detaljer ikke alle objekter er 3D < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 35 Figur 30: 2D- streger, skravering og signaturer er lagt ovenpå billedet af 3D- objekterne. 2D- objekterne supplerer billedet af 3D- objekterne, men erstatter dem ikke, hverken helt eller delvist, så man kan stadig se, om detaljen passer med 3D- modellen. Figur 31: 2D- annotationen og billedet af 3D- objekterne udgør den færdige detaljetegning. Den færdige detaljetegning er en kombination af 2D- objekter lagt ovenpå det automatisk genererede 3D- udtræk fra modellen.

36 11 Objekter fra producenter < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning Objekter fra producenter 11.1 Introduktion Byggematerialeproducenternes objekter kan være en stor hjælp for den projekterende part, men kun hvis objekterne er gode og passer til hans arbejdsmetode. Man ser uheldigvis ofte, at producenternes objekter er flotte, men ikke matcher rådgivernes behov. projektering af byggeriet og ikke til visualiseringsformål er det ikke afgørende, om objektet på fotorealistisk vis ligner den virkelig bygningsdel. Dog er det afgørende, at objektets geometri er nøjagtig ved overgange til andre objekter/bygningsdele, da objektet ellers kan give fejl ved grænsefladerne mellem objekterne under projekteringen. I de følgende afsnit vil vi sætte fokus på en række af de kritiske punkter og belyse faldgruber og muligheder samt komme med løsningsforslag. Målgruppen er både producenter, som ønsker at forstå BIM- objekter bedre, og brugere, som ønsker at forstå problematikkerne omkring producentudviklede BIM- objekter Detaljeringsgrader En klassisk faldgrube er konflikten mellem materialeproducenternes salgstankegang og rådgivernes behov for enkelhed. Materialeproducentens fysiske produkt er som regel bygget op af mange bestanddele. Tilmed har det en lang række egenskaber. Det får i mange tilfælde materialeproducenten til at udvikle højt detaljerede BIM- objekter. Set fra hans synsvinkel har objekterne karakter af reklame- eller præsentationsmateriale og skal derfor ligne de fysiske produkter. Rådgiverne har på den anden side behov for simple objekter, der ikke belaster computerens regnekraft. Med tusinder af objekter i en model bliver computeren hurtigt belastet. Set med rådgiverens øjne er det vigtigste med andre ord, at objekterne er lette at operere med i modellen, at de er nemme at integrere, hente ind og opdatere, og at de data, der er knyttet til objekterne med informationer om produktet, er fuldstændige og aktuelle. Så længe modellen anvendes til Figur 32: Eksempel på et neutralt og et producentspecifikt objekt. I det første tilfælde kan objektegenskaberne skrives ind som krav, og i det andet finder man de faktiske egenskabsværdier for produktet. En god tommelfingerregel er, at BIM- modeller kun har en detaljering, der svarer til det, vi kender fra 1:100 eller 1:50 tegninger. Objekterne bør matche dette detaljeringsniveau, samtidig med at de opfylder materialeproducentens behov for produktgenkendelighed. Velux er et eksempel på en producent, der har håndteret udfordringen på en god måde i forbindelse med deres Velux Modular Skylight- objekter:

37 11 Objekter fra producenter < Forrige side << Indhold Næste side > Guide om objekter Vejledning 37 projekt, hvor der er behov, som ligger uden for disse begrænsninger. Her skal man som producent være opmærksom på ikke at hæmme brugeren, da specielt arkitekter i de tidlige faser har behov for at afsøge mulige udformninger frit, for så senere at tilpasse dem til det mulige. Her kan et produkt, som har fastlåste maks. og min. mål være meget hæmmende for arkitektens proces. Figur 33: Eksempler på 2 BIM- objekter fra samme producent, men med forskellig detaljering. Objektet til venstre er et generisk systemobjekt, der viser et samlet firemodul- lysbånd. Lysbåndet til højre består af 4 individuelle, detaljerede komponenter af 3 typer: venstre-, højre- og midtmodul. Her kan spørgsmålet være, om objektet skal rumme justeringsmuligheder, eller om man på andre måder kan imødekomme arkitektens ønsker for at sikre, at de vælger netop dette produkt. Da Velux oprindeligt valgte at udvikle objekter til Revit og ArchiCAD, var den visuelle lighed med produktet en meget vigtig faktor. Afprøvninger af objekterne viste dog, at mens ArchiCAD gnidningsfrit havde mulighed for at skifte imellem detaljeringsniveauerne, så opstod der i Revit problemer med en lignende metode, da objekterne hurtigt blev tunge at arbejde med. Løsningen blev at lave to objektversioner til Revit: en lavt detaljeret version, som er let at arbejde med i selv store modeller, og en højdetaljeret version, som har den rigtige finish og de korrekte geometriske detaljer. Brugeren kan derved let skifte detaljeringgrad, alt efter hvor i processen han er. Tilpasningsmuligheder og produktbegrænsninger Et andet område med modsatrettede ønsker er begrænsninger i produktets udformning. Virksomheden kan have deres egne regler og restriktioner på produkterne, fx i hvilke mål et vindue maksimalt kan produceres. Samtidig kan arkitekten have ønsker om at modificere eller tilpasse produktet til deres specifikke Case: En vinduesproducent forhindrede brugerne i at overskride deres maksimale mål på vinduerne, hvilket resulterede i flere kritiske henvendelser fra brugere, der troede, at der var noget galt med objektet. Efterfølgende valgte man i stedet at udforme objekterne, så standardmålene var opgjort, samt en kontrolparameter, som fortalte, om produktets min. og maks. mål var overholdt. Bortset fra det var brugeren fri til at indstille størrelsen, præcis som han havde lyst. Resultatet var flere glade brugere og flere, der anvender producentens produkt Hvilket materiale skaber værdi I vurderingen af, hvilket materiale der vil kunne give den største værdi for både producenten og rådgiverne, er det fornuftigt på forhånd at gøre sig visse overvejelser: Præcis hvad ønsker man, at BIM- objektet skal kunne, og hvilke grænseflader har det, fx i en indbygningssituation? Forståelsen for den kontekst, som objektet skal integreres i både bygnings-, proces- og programmæssigt er yderst vigtig. Det kan være en god