SBI-ANVISNING 192 STATENS BYGGEFORSKNINGSINSTITUT 1999

Transcription

1 Glas i byggeriet Glas og ruder: Fremstilling. Påvirkninger. Egenskaber SBI-ANVISNING 192 STATENS BYGGEFORSKNINGSINSTITUT 1999

2

3 Glas i byggeriet Glas og ruder: Fremstilling. Påvirkninger. Egenskaber CARL AXEL LORENTZEN SBI-ANVISNING 192. STATENS BYGGEFORSKNINGSINSTITUT 1999

4 SBI-anvisninger er forskningsresultater bearbejdet til brug ved planlægning, projektering, udførelse, drift og vedligehold af bygninger og bebyggelser. SBI-publikationer udgives i følgende serier: Anvisninger, Rapporter, Meddelelser, Byplanlægning og Beton. Publikationerne fås gennem boghandelen eller ved at tegne et SBIabonnement. SBI-abonnement er en rabatordning med mange fordele for dem, der vil sikre sig løbende orientering om væsentlige udgivelser inden for byggeforskningsområdet. Ring til SBI og hør nærmere. ISBN ISSN Pris: Kr. 150,00 inkl. 25 pct. moms. Oplag: Tegninger: Ove Nesdam. Illustration side 8: Pilkington. Fotos: Kirsten Bille og Pilkington. Tryk: J. H. Schultz Grafisk A/S. Statens Byggeforskningsinstitut, Postboks 119, 2970 Hørsholm. Eftertryk i uddrag tilladt, men kun med kildeangivelsen: SBI-anvisning 192: Glas i byggeriet E-bog: ISBN

5 Indhold Udgivet januar 1999 Forord... 7 Fremstilling og teknik... 9 Floatglas, 11 Viderebehandling af glas, 12 Skæring, boring, kantslibning og kantpolering, 12 Bøjning, 12 Hærdning, 13 Bemaling, 15 Silketryk, 15 Metalbelægning (coatning), 16 Laminering, 17 Beklædning, 18 Påvirkninger og egenskaber Kemisk holdbarhed, 19 Mekaniske egenskaber, 19 Varmepåvirkning, 20 Termisk brud, 21 Strålingspåvirkning og -transmission, 22 Emissivitet, 27 Ruder Termoruder, 29 Konstruktion og holdbarhed, 29 Varmeisolering, 30 Kondensdannelse (dugdannelse), 33 Glaskombinationer, 35 Beskrivelse, 36 Mærkning, 38 Håndtering og montage, 38 Solafskærmende glas, 39 Afskærmningsfaktor, g-faktor og solfaktor, 41 5

6 Prøvemontering, 42 Energiglas (Lavemissionsglas), 43 Sikkerhedsglas og sikringsglas, 44 Krav og klassifikation, 46 Valg og anvendelse af sikkerhedsglas, 48 Glastag, 49 Brandbeskyttende glas, 50 Krav og klassifikation, 51 Lydisolerende ruder, 52 Reduktionstal, 53 Resonansfrekvens og koincidensfrekvens, 54 Rudekonstruktionens betydning, 54 Facadeglas, 58 Look-alike, 59 Translucent glas, 60 Glas med anden funktion, 62 Reduktion af ultraviolet stråling, 62 Dæmpning af radiosignaler, 63 Dæmpning af stråling fra edb-skærme, 63 Beskyttelse mod røntgenstråling, 63 Drift og vedligeholdelse Fremtid Vakuumruder, 65 Aerogelruder, 66 Kromogene specialglas, 66 Fotokromt glas, 66 Termokromt glas, 66 Elektrokromt glas, 67 Flydende krystaller, 67 Bilag A. Data for rudetyper Summary Litteratur

7 Forord Udgivet januar 1999 I de senere år har glas som byggemateriale vundet stadig større udbredelse i dansk byggeri. Det skyldes først og fremmest, at der er udviklet nye markant forbedrede glastyper. På grund af den hurtige udvikling har ikke alle projekterende og udførende imidlertid kunnet opsamle dækkende viden om glasset og dets rette brug, sådan som det fx har været tilfældet med de traditionelle materialer. Dette har betydet, at glasbyggeri i høj grad har været præget af specialfirmaer, der i øvrigt også har haft rollen som systemudviklere. Det er også typisk for glas, at der i langt højere grad end for andre byggematerialer sker en hastig innovation og lancering af produkter, som i starten er løsninger på specialproblemer, men som på længere sigt ofte vinder almindelig accept på grund af overbevisende bygningsfysiske kvaliteter. Af samme grund har oplysninger om glas tit skullet søges i tidsskriftartikler og hos firmaernes informationstjenester. SBI håber at kunne imødekomme et behov for basal viden om glas i byggeriet ved at udsende denne anvisning udarbejdet af ingeniør Carl Axel Lorentzen, Pilkington Floatglas A/S, i et nært samarbejde med SBImedarbejderne civilingeniør ph.d. Erwin Petersen og civilingeniør Jens Christian Ellum. SBI takker ingeniør Carl Axel Lorentzen for et inspirerende samarbejde gennem hele publikationens tilblivelse. Anvisningen handler om glas som bygningsmateriale. Aspekter vedrørende arkitektur og miljø er ikke behandlet. Statens Byggeforskningsinstitut Afdelingen for Byggeteknik og Produktivitet, januar 1999 Jørgen Nielsen 7

8 Produktion af håndblæst måneglas (kroneglas) 1. Smeltet glas fanges op på en blæsepibe og formes på en blank metalplade. 2. Efter genopvarmning og rotation formes en boble. 3. Når boblen har en passende størrelse, hæftes den an fra bagkanten med en pontel, og blæsepiben knækkes af. 4. Boblen opvarmes igen og roteres så hurtigt, at påvirkningen fra centrifugalkraften bevirker, at glasset slynges ud og danner en plan, cirkulær skive med det typiske okseøje (bulls eye) i centrum, hvor pontellen er fastgjort. 5. Detalje af boblens formændring under den hurtige rotation. 6. Den færdige skive stilles til afkøling. Skiven skæres efter afkøling op i mindre, firkantede rudestykker. Okseøjet, det mindst værdifulde dengang, er nu det mest sjældne og værdsatte. 8

9 Fremstilling og teknik Kort fortalt fremstilles glas ved nøje kontrolleret afkøling af en smeltet sand-soda-kalk-blanding, som er blevet opvarmet til over 1500 C. Det er sandets hovedindhold af kvarts, der i realiteten giver slutproduktet dets karakteristiske egenskab: gennemsigtighed, idet kvarts hører til de få uorganiske stoffer, der kan afkøles uden at krystallisere; det kan ved almindelige brugstemperaturer forblive amorft og få karakter af et hårdt, sprødt, fast stof. Man kan godt fremstille glas uden brug af kvarts, men kvarts udgør hovedbestanddelen i praktisk taget alt glas, blandt andet på grund af sandets prisbillighed. Man kan også fremstille glas udelukkende af kvarts, men sådant glas, der tåler voldsomme temperaturændringer og i øvrigt tillader passage af ultraviolet stråling, anvendes meget sjældent til bygningsbrug. Rent kvarts skal opvarmes til over 1700 C for at smelte, men er i denne tilstand ret sejtflydende og vanskelig at bearbejde. For at ændre disse egenskaber og for af energimæssige grunde at nedsætte den høje smeltetemperatur tilsætter man et flusmiddel. Soda er et billigt temperatursænkningsmiddel, men tilsætter man alene soda, bliver glasset desværre kemisk ustabilt; det bliver skørt og sårbart over for kemikalier og endda vandopløseligt, idet der dannes vandglas. Sodas uheldige indvirkning på glaskvaliteten kan modvirkes ved tilsætning af kalk som stabilisator. For at sikre rationel produktion og for at opnå bestemte kvaliteter i det færdige glas anvendes ud over de nævnte råmaterialer en række tilsætningsstoffer, blandt andet forskellige iltforbindelser af jern, svovl, kalium, natrium, calcium og aluminium. Desuden kan der tilsættes enten farvekorrigerende stoffer, der sikrer et transparent og klart glas uden farveforvrængning, eller pigment, når der skal fremstilles gennemfarvet glas. I råstofblandingen indgår endvidere op til 25 procent afskåret glas, dels af genbrugshensyn, dels af energimæssige grunde, dels for at øge glassets skærbarhed. Styringen af temperaturen under glasfremstillingen er overordentlig vigtig, idet man på den ene side skal afkøle, for at hindre at glasset bliver opalt ved en uønsket krystallisering, mens man på den anden side skal undgå, at der i glasset opbygges så store egenspændinger, at der vil være risiko for at glasset sprænges, når det bliver koldt. Afkølingen gennemfø- 9

10 res derfor under nøje kontrol af såvel temperaturfordeling som spændingsniveau. Størstedelen af alt glas til bygningsbrug, det vil sige pladeformet glas med to parallelle overflader, sådan som det typisk ses i vinduesglas, fremstilles i dag ved anvendelse af floatprocessen, hvor glasmassen fra ovnen flyder hen over et bad med smeltet tin. Denne proces omtales nærmere i det følgende. Betegnelserne floatglas og almindeligt glas er i denne publikation synonymer. En mindre del er valset glas, det vil sige fremstillet ved en proces, hvor glasmassen formes mellem vandkølede stålvalser, og hvor en eventuel prægning af glasoverfladen udføres. Præget glas kaldes ornamentglas, mønstret glas eller råglas. Trådglas er valset glas fremstillet ved sammenvalsning af to glasplader med et mellemlæg af trådnet. Fremstillingsmetoden medfører, at overfladen bliver ujævn (råtrådglas, se figur 1); en del af råtrådglasset gennemgår efterfølgende den tidligere almindeligt anvendte slibe- og poleringsproces, hvorved trådglasset bliver plant og forvrængningsfrit, såkaldt spejltrådglas. Valset glas Trådnet Valset glas Figur 1. Fremstilling af råtrådglas. Råtrådglas Endelig fremstilles en beskeden del som trukket maskinglas (sheet glas). En ganske stor mængde heraf findes endnu i den eksisterende bygningsmasses vinduer, hvor glasset ofte giver optisk forvrængning på grund af de urenheder, småfejl og tykkelsesforskelle i den enkelte rude, som det med den pågældende fremstillingsteknik ikke er muligt at undgå. Dette glasprodukt fremstilles ved i den smeltede glasmasse at nedsænke en bjælke med en spalteformet åbning, hvorigennem glasmassen trænger op, og derefter trække glasmassen som et bånd vertikalt i vejret. Glasbåndet fremføres af riflede, vandkølede ruller placeret parvis på hver sin side af glasbåndet i begge sider af et 8-10 m højt køletårn, hvor glasset langsomt afkøles. I toppen opskæres glasbåndet i mindre stykker. Denne fremstillingsteknik blev anvendt på Korsør Glasværk indtil

11 Floatglas Fordelene ved floatprocessen, der er opfundet af Sir Alastair Pilkington og introduceret i 1959, er blandt andet, at glasproduktet allerede i sin fødsel er helt plant og forvrængningsfrit. Verden over er der i dag omkring 125 igangværende eller projekterede floatværker, som på licens og i døgndrift fremstiller floatglas i Skandinavien således floatværket i Halmstad. Det danske forbrug af floatglas dækkes ved import primært fra Sverige, Tyskland og Beneluxlandene. De nøje afvejede råstoffer bliver efter justering for fugtindhold smeltet i en såkaldt bassinovn, der er opbygget af specialsten, som ikke indvirker på glasmassen, se figur 2. Fra ovnen flyder glasmassen hen over smeltet tin, hvor den antager form som et bånd med en bredde på op til 3,5 m. I tinbadet befinder glasmassen sig i en kemisk kontrolleret atmosfære og ved en høj temperatur i tilstrækkelig lang tid til, at glasmassen under påvirkning af tyngdekraften flyder ud og får plane og parallelle overflader. Glastykkelsen, der kan reguleres fra 0,5 mm til 25 mm, kontrolleres løbende. Reguleringen af tykkelsen sker ved at styre såvel mængden af glas, der tilføres fra smelteovnen, som hastigheden, hvormed glasbåndet flyder frem på tinbadet. Under fremføringen afkøles glasbåndet indtil overfladen er hård nok til videreførsel i et køleanlæg, hvor der også foretages en udglødning. Slutproduktet er et optisk perfekt glas med ensartet tykkelse og med en såkaldt ildpoleret overflade, som ikke skal igennem en omstændelig slibe- og poleringsproces. Størstedelen af produktionen er klart glas, men på enkelte floatværker Råstofblanding Afskåret glas 1500 o C 1100 o C 1050 o C 600 o C 500 o C 200 o C Bassinovn Tinbad Køleanlæg 200 m Figur 2. Floatglasprocessen. Ud over det, der er vist på figuren, omfatter processen også skære- og lagerfunktioner. 11

12 fremstilles også gennemfarvet glas ved at tilsætte pigmenter, som resulterer i homogene farvetoner, normalt grå, bronze, grøn og blå. Endvidere fremstilles jernfrit glas samt on-line belagt glas, som omtales i det følgende. En floatlinie med en bassinkapacitet på mere end 2000 tons flydende glas kører typisk kontinuert i år uden afbrydelser. For at kunne klare den stadige strøm af glas, er skære- og lagerfunktionerne fuldt automatiserede, og ved hjælp af computerstyring omsættes ordrerne til den mest økonomiske udskæring og ekspedition. Transport fra fabrik er i dag formatmæssigt begrænset til mm og vægtmæssigt til cirka 20 tons pr. læs (i Danmark). Viderebehandling af glas Man kan ændre almindeligt glas geometri, overfladeudseende og fysiske egenskaber ved en række processer, såsom bøjning, hærdning, bemaling, silketryk, laminering, metalbelægning og beklædning. Ved at kombinere de forskellige behandlinger opnås en rig variation af glasprodukter. Skæring, boring, kantslibning og kantpolering Glas leveres i store tavler, som skæres ned til mindre formater. Skæring foregår i glasindustrien ved at føre et stålhjul hen over glasfladen og dermed danne en lille grøft, der virker som brudanvisning for det bræk, der derefter foretages. I almindeligt glas kan der bores eller fræses huller fx til fingergreb til glaslåger i møbelindustrien. Generelt gælder, at placering af huller og udskæringer skal overholde en række vejledende regler, se figur 3. Udskæring svækker glas, men ved efterfølgende hærdning kan denne svækkelse imødegås. Kanter kan slibes eller poleres afhængig af den ønskede kvalitet, se figur 3. Bøjning Fremstilling af bøjet glas foregår på to principielt forskellige måder: enten ved tyngdekraftens hjælp eller ved formpresning. De to metoder kan kombineres. Til bygningsbrug fremstilles bøjet glas mest ved førstnævnte metode, nemlig ved at lade en form med ilagt glas opvarme i en ovn. Når glasset bliver plastisk, sørger tyngdekraften for, at det varme, bløde glas synker ned i formen og antager den ønskede facon. Denne metode benyttes også ved fremstilling af fx bilruder. Ved formpresning bringes det opvarmede, bløde glas i den ønskede facon ved at anbringe det mellem to 12

13 a=4 t a=1,5 t 4-6 mm glas a=2 t 8-19 mm glas r min =t a --0,5 b b h H glas r min =t v B glas Granet kant F-kant, mat F-kant, poleret C-kant Smig Facet D-kant Figur 3. Eksempler på retningslinier for boring, skæring og kantbearbejdning af glas. t angiver glassets tykkelse. formdele, der presses sammen. Afkøling af bøjet glas kan kombineres med hærdning. Hærdning For at indbygge supplerende egenskaber i glasset, fx forøget styrke og sikkerhedsmæssigt bedre brudmønstre, kan man hærde det. Hærdet glas fremstilles af almindeligt floatglas, der opvarmes i en specialovn til lidt over 600 C, og chokafkøles ved indblæsning af kold luft, så dets ydersider hurtigt afkøles og trækker sig sammen, se figur 4 på næste side. Under den videre afkøling vil glasset mellem overfladerne forsøge at trække sig yderligere sammen, men da overfladerne nu modvirker dette, vil der opstå trækspændinger i glassets indre og trykspændinger i overfladerne, som vist i figur 5. Optræder der i det hærdede glas såkaldte nikkelsulfidindeslutninger mikroskopiske blærer, dannet under glasfremstillingen kan volumenforøgelse ved faseskift i nikkelsulfidet få glasset til at eksplodere i en spontan granulering. Faseskiftet fremmes af høje temperaturer. For at minimere risikoen for spontan granulering varmetestes hærdet glas derfor 13

14 Skæring Bearbejdning Rengøring Opvarmning Chokafkøling Figur 4. Skematisk fremstilling af hærdningsprocessen. på fabrikken ved at gennemgå en kontrolleret opvarmnings- og afkølingscyklus (heat-soak test). Hærdet glas bliver ikke helt så plant som almindeligt glas; de geometriske afvigelsers størrelse og karakter afhænger af glassets dimensioner og af diverse produktionsfaktorer. Krumninger angives som pilhøjder på glas udlagt vandret og understøttet i fjerdedelspunkterne. Derudover kan der optræde bølgeslag i glasset, idet det varme, bløde glas under sin vandrette passage frem og tilbage i ovnen kan få en nedbøjning på op til 0,15 mm mellem transportsystemets ruller. Bølgeslaget kan kun ses ved spejling i overfladen. Det meste af det hærdede glas, der anvendes til byggeri i dag, er horisontalt hærdet og fri for de hængemærker, som karakteriserer vertikalt hærdet glas. Glas, der skal hærdes, udskæres i ønsket størrelse, kantslibes og forsynes med eventuelle huller inden hærdningen. Enhver mekanisk bearbejdning af glasset efter hærdningen vil medføre, at glasset går i stykker. Tryk ~0,2 t Træk t Tryk Figur 5. Ved hærdning etableres en symmetrisk egenspændingstilstand i glasset, karakteriseret ved at der er trækspændinger i glassets indre og trykspændinger i områder nær overfladen. Trykspændingerne er størst i selve overfladen. 14

15 Hærdet glas er derfor ikke lagervare, men leveres i færdige mål efter ordre. Trådglas kan ikke hærdes. Se også afsnittet Sikkerhedsglas og sikringsglas i kapitlet Ruder, side 44. Bemaling Glas kan forsynes med en farvet overflade. Denne maling af glasset foregår ved at påføre en vandbaseret blanding af glaspulver og pigment, som derefter tørres og i forbindelse med en hærdning indbrændes til et heldækkende glaskeramisk emaljelag. Hærdningen bevirker, at farvebelægningen krymper, hvorved glassets geometri kan ændres, så det ikke altid kan leveres helt plant; krumningen kan være op til 2 mm pr. løbende meter. Man kan stort set vælge enhver farve, men det er mest hensigtsmæssigt at vælge en, som kan defineres i et etableret farvesystem, fx NCS (Natural Colour System (svensk)) eller RAL (tysk). Ved valg af farver skal man i øvrigt være opmærksom på, at glassets egen (grønlige) farvetone, der skyldes glassets indhold af jern, vil influere på det endelige resultat. Det gælder især ved valg af lyse farver. I farveovervejelserne kan man danne sig et indtryk af slutresultatet ved oven på farveprøven at lægge en glasplade i den aktuelle kvalitet og tykkelse. Alternativt kan man bruge jernfrit glas til de helt lyse farver. Oftest vil det være det almindelige, klare glas som males; men gennemfarvet glas giver i kombination med de mange alternative farvebelægninger og de gængse glastykkelser talløse designmæssige muligheder. Ved at sprøjtemale glasset opnås atter andre udtryksmæssige muligheder, idet glasset efter indbrændingen af farvelaget, der kan bestå af flere farver, antager karakter som en stenoverflade. Silketryk Ved hjælp af silketryk, som det kendes fra den grafiske branche, kan glassets overflade påtrykkes en eller flere farver i valgfrit design. Der er tale om en permanent bemaling, der i små enkeltproduktioner er ret dyr, men som ved ensartede glasformater i større mængder udgør en realistisk mulighed for at arbejde arkitektonisk og funktionsmæssigt (fx som solafskærmning) med glassets overflade. Originaltegninger eller fotos med raster overføres via et negativ til en silkedug, hvorigennem trykfarven presses over på glasset. Efter tørring og hærdning er trykket indbrændt som en glaskeramisk emalje, der er meget modstandsdygtig over for almindeligt forekommende påvirkninger, se figur 6 på næste side. 15

16 Skæring Rengøring Trykning Opvarmning Chokafkøling Figur 6. Skematisk fremstilling af silketrykprocessen, der omfatter hærdning af glasset. De aktuelle produktionsfaciliteter sætter visse grænser for, hvad der kan lade sig gøre. Det gælder såvel tykkelse som format. Tykkelsen skal normalt være mellem 3 mm og 12 mm og formatet mellem cirka mm og cirka mm. Endvidere må man regne med, at der ikke kan trykkes i en zone nærmest glaskanterne på cirka 12 mm's bredde. Metalbelægning (coatning) Glas kan forsynes med et eller flere lag metal, hvis tykkelse typisk måles i titusindedele af en millimeter. Hensigten med metalbelægning kan være at opnå en solafskærmende virkning eller en ændring af overfladens evne til at udstråle varme (lavemissionseffekt), som begge omtales nærmere i kapitlet Påvirkninger og egenskaber. Processen kan ske on-line som en integreret del af floatglasfremstillingen eller off-line som en efterfølgende særskilt behandling. On-line belægninger kaldes hårde, fordi de består af metaloxider, der er ridsemodstandsdygtige i næsten samme grad som almindeligt glas. Disse metalbelagte glas kan derfor anvendes som enkeltglas, fx i forsatsramme; de kan hærdes, lamineres og i øvrigt behandles som almindeligt floatglas. Belægningen påføres glasbåndets overside, mens det befinder sig i tinbadet. Off-line belægninger, som kan være bløde eller hårde, kan udføres på almindeligt glas, på hærdet glas og på glas, der senere lamineres. Belægningerne kan placeres på én eller meget sjældent på begge sider af glasset (ved dypning). De bløde belægninger som eksempelvis guld og sølv, der vakuumfordampes på glasset, er ikke modstandsdygtige over for ridsepåvirkning og må derfor placeres sådan, at den belagte overflade vender indad mod det forseglede hulrum i termoruder. De fleste metalbelægninger, som er bløde, påføres ved pyrolyse og katodefordampning (engelsk: sputtering). 16

17 Laminering Af glas kan der fremstilles sandwiches med forskellige indlæg, som kan være opale eller gennemsigtige, farvede eller klare. Lamineringen, som væsentligst har til formål at opnå øget sikkerhed ved brud, men som også kan give bedre lydisolering, findes i to udførelser: folielaminering eller støbelaminering. En typisk folielaminering udføres ved at placere et eller flere lag 0,38 mm tyk polyvinylbutyral (pvb)-folie mellem to rengjorte glasflader; sandwichen opvarmes indtil folien er blevet klæbrig, hvorefter lagene valses sammen. Herefter opvarmes emnet i en autoklave til C under et tryk på cirka 12 bar, hvorved luften presses ud, glas og folie sammenlimes, og laminatet bliver transparent, se figur 7. Efter afkøling og inspektion er det laminerede glas klar til brug. Almindeligt tolags folielaminatglas kan skæres og bearbejdes, mens folielaminatglas med mere end to lag glas sædvanligvis fremstilles i færdige mål, da der kræves specialværktøj til udskæring. Skæring Rengøring Laminering Forvarmning Autoklavering Valsning Figur 7. Skematisk fremstilling af folielamineringsprocessen. Ved støbelaminering anbringes to rengjorte glasflader ved hjælp af sorte eller klare afstandsbånd fx 1, 2, 4 eller 6 mm fra hinanden, hvorefter der fyldes flydende akryl eller anden laminatvæske, fx kunstharpiks, ned i mellemrummet. Væsken hærder enten ved almindelig rumtemperatur eller ved behandling i varmt bad. Ligesom folielamineret glas kan støbelamineret glas udføres i flere lag med forskellige glastykkelser og laminattykkelser. Støbelamineret glas kan skæres og bearbejdes med specialsav. Laminering giver mulighed for kombination af forskellige glastyper, fx kan hærdet glas eller polykarbonatplade indgå i et lamineret glas, hvor der både ønskes høj styrke og sammenhængende glas efter brud for at undgå skæreskader på personer, sådan som det fx er tilfældet, hvor glas indgår i rækværker, gelændere med videre. 17

18 Beklædning Belagt glas kan gøres uigennemsigtigt ved beklædning med en polyethylenfolie eller med et silikonebaseret materiale, som påføres ved hjælp af sprøjtepistol. Beklædningen udføres uden på belægningen, fx på spejlende facadeglas, dels for at beskytte mod angreb fra en eventuel kondensdannelse på facadeglassets bagside, dels for at forhindre, at en kondensdannelse eller et bagvedliggende materiale kan ses udefra. 18

19 Påvirkninger og egenskaber Kemisk holdbarhed Glas skades normalt ikke af vand og syrer undtagen flussyre, som reagerer med glassets kiseldioxider og dermed nedbryder glasset. Flussyre kan derfor anvendes til viderebehandling (ætsning) af glasoverflader. De almindeligste syrer (og almindeligt vand i øvrigt også) fremkalder på glasoverfladen en alkali, hvori indgår natriumioner; men regnvand bortskyller under normale omstændigheder denne alkali, og der vil med tiden dannes en film af svært opløselig kiselhydrat, der gør overfladen meget modstandsdygtig. Alkaliske vandopløsninger kan ved langvarige påvirkninger, fx kondensdannelse i en punkteret termorude, nedbryde glassets kiseldioxid under dannelse af flygtigt alkalisilikat, som gør glasset glansløst og mere uigennemsigtigt; man siger, at glasset anløber, når det får dette mælkeagtige udseende. Hvis anløbningen ikke er for kraftig, kan den fjernes med syre. En sådan behandling ændrer dog ikke på, at glasoverfladen er beskadiget; glasset må derfor som regel udskiftes. Vand, der er indelukket mellem glasplader, kan på grund af ionbytning mellem vand og glas blive alkalisk og medføre anløbning af glasset. På byggepladser skal glas derfor altid opbevares vandtæt tildækket, så der ikke trænger fugt ned mellem ruderne. Regnvand, som løber ned over friske beton- eller pudsoverflader, bliver stærkt alkalisk og skal ledes uden om glas, fx ved hjælp af vandnæser. Se BYG-ERFA blad (31) Misfarvning og ætsning af glas. Mekaniske egenskaber I modsætning til de fleste andre bygningsmaterialer som ved tiltagende påvirkning først har elastisk og senere plastisk deformation kan glas ved normale temperaturer kun deformeres elastisk. Glas kan derfor pludseligt gå i stykker, hvorfor det betegnes som et skørt materiale. Dette indebærer, at punktlaster ikke kan fordeles over et større areal gennem plastisk deformation. 19

20 Ud fra en teoretisk vurdering kan glas opnå en meget stor styrke, men i praksis arbejdes der med tilladelige bøjningsspændinger i intervallet MN/m 2. Årsagen er, at der under glassets afkøling dannes et stort antal mikrorevner i overfladen, som svækker glasset. Hertil kommer, at mikrorevnerne vokser, hver gang de åbnes som følge af trækspændinger i glasoverfladen. Ved en bestemt kombination af revnelængde og trækspænding begynder en revne at løbe, hvorved glasset brydes. Fastlæggelse af glasstyrken ved prøvning kompliceres såvel af, at styrken som følge af revnevæksten afhænger af lastvarigheden som af, at det store antal mikrorevner dels resulterer i stor spredning på styrken af ens prøveemner, dels medfører, at styrken afhænger af prøveemnets størrelse. Afhængigheden af lastvarigheden betyder, at glassets styrke over for kortvarige laster, fx stødlast og vindlast, er cirka dobbelt så stor som styrken over for langtidslaster, fx snelast og egenlast. Andre faktorer, som påvirker styrken, er glastype, tykkelse, forholdet mellem sidelængderne og understøtningsforhold. Skader i glaskanten fra skæring og håndtering kan ligeledes fungere som brudanvisere og dermed påvirke glassets styrke. Disse brudanvisere kan fjernes og brudrisikoen dermed minimeres ved slibning af glaskanten. Ved at bringe mikrorevnerne i en varig sammentrykket tilstand, som det sker ved hærdning, øges glassets træk- og bøjningsstyrke væsentligt. Glas, som belastes, vil deformeres. Selv om den aktuelle last ikke medfører uacceptable spændinger i glasset, kan den resultere i en ud fra en æstetisk vurdering uacceptabelt stor deformation. I sådanne tilfælde må der vælges et tykkere glas. Anvisninger vedrørende beregning af glastykkelse findes i: DS/INF 106. Rapport vedrørende glastage. Dansk Standard. København, Termoruder i skrå tagflader. Glasindustriens Samarbejdsorganisation (GS). København. I de tilfælde, hvor brud i glas medfører risiko for skæreskader på personer, skal der anvendes sikkerhedsglas, se afsnittet Sikkerhedsglas og sikringsglas, side 44. Varmepåvirkning Glas er et fuldstændig amorft materiale, som ved opvarmning går fra sprød til plastisk tilstand uden at passere noget egentligt smeltepunkt. I mange henseender kan glas derfor sammenlignes med en underafkølet væske med en meget høj viskositet, som for almindeligt glas ved 20 C er 20

21 cirka N s/m 2. Ved almindelig temperatur vil der derfor næppe finde nogen plastisk deformation sted de første milliarder år. Man kan altså ikke studere fænomenet i virkelighedens verden; men skrønen om, at vinduesglas i meget gamle bygninger løber nedad og bliver tykkere forneden, lever videre. Når man rent faktisk kan konstatere, at gammelt vinduesglas ofte er tykkere forneden, skyldes det simpelt hen, at glasset med datidens fremstillingsteknik blev leveret med varierende tykkelse og efterfølgende monteret med den tykkeste ende nederst. Termisk brud Glas tåler temperaturer op til 600 C uden at få varige deformationer; det bliver blødt ved cirka 750 C og flydende ved cirka 1450 C. Ved store temperaturgradienter hen over glasfladen, fx som følge af solpåvirkning og brand, kan der opstå termisk brud. De varme dele af glasset vil forsøge at udvide sig; men de koldere dele blokerer for udvidelsen med det resultat, at der i disse områder opstår trækspændinger. Termisk brud indtræffer, hvis trækspændingerne overstiger glassets trækstyrke, se figur 8. Det er muligt at beregne størrelsen af temperaturgradienten over ruder som følge af solpåvirkning og slagskygge og dermed vurdere risikoen for termisk brud. I beregningen indgår en række parametre, heriblandt verdenshjørneorientering, rudehældning, glas- og rudedimensioner, absorptionsevne, dimension af karm og ramme, murfremspring samt udvendig og indvendig solafskærmning (fx gardiner). Viser beregningen, at der er risiko for kritisk varmepåvirkning, kan man overveje anvendelse af hærdet glas, som tåler temperaturforskelle på op til 300 C. Se også BYG-ERFA blad (31) Termisk brud i glas. C B A Figur 8. Det er karakteristisk for termisk brud, at brudlinien udgår fra glaskanten, og at den danner en ret vinkel både med glaskanten og med glasoverfladen. A: Glasset opvarmes og udvider sig. B: Men opvarmningen er ikke jævnt fordelt. C: De kolde områder udvider sig mindre, hvorfor der her dannes trækspændinger i glasset. 21

22 Strålingspåvirkning og -transmission Glas i bygninger udsættes for forskellige former for stråling, og har forskellige egenskaber i forhold til strålingen. Primært drejer det sig om påvirkning af stråling fra solen og varmestråling fra omgivelserne, men i andre sammenhænge har egenskaberne over for fx radiobølger, røntgenstråler, udstråling fra dataskærme med mere også betydning. De forskellige former for stråling karakteriseres ved deres bølgelængde, som det fremgår af figur 9. Solstrålingen ved jordoverfladen ligger i bølgeområdet fra 300 til 3000 nm (10 9 m) og kan opdeles i tre dele, nemlig cirka 6 procent ultraviolet stråling, cirka 50 procent synlig stråling, og cirka 44 procent infrarød stråling, se figur 9 og 10. Synlig stråling har den egenskab, at der genereres et synsindtryk i hjernen, når øjet rammes af den. Bortset fra den ultrakortbølgede stråling, fx røntgenstråling, og den meget langbølgede stråling, fx radiobølger, tillader almindeligt glas kun direkte transmission af stråling i bølgeområdet fra 300 til 3000 nm. For stråling med en anden bølgelængde, fx visse UV-stråler og varmestråling fra lokalet, er glas uigennemtrængeligt: Strålingen, som rammer glasset, absorberes eller reflekteres. Den absorberede stråling opvarmer glasset og afgives derefter fra den indvendige og udvendige overflade. Opvarmningen fortsætter, indtil der Violet Blå Grøn Gul Orange Rød Kosmisk Gamma Røntgen Ultraviolet Synlig Infrarød Varme Radar UHF VHF Kortbølge Langbølge Bølgelængde nm Figur 9. Det elektromagnetiske spektrum med detalje af den del af bølgeområdet, der udgør den synlige stråling. 22

23 Absolut sort legeme ved 6000 K (Solens overfladetemperatur) Solstråling uden for atmosfæren Solstråling ved jordens overflade Relativ intensitet (%) Bølgelængde (nm) Figur 10. Solstrålingens spektralfordeling. har indstillet sig en ligevægt mellem absorberet stråling og afgivet varme. Varmen afgives dels i form af stråling til omgivelserne, dels ved ledning og konvektion til luften, når denne bevæger sig forbi overfladen. Mellem den indstrålede effekt I, reflektansen R, absorptansen A og transmittansen T er der følgende generelle sammenhæng: I = R + A + T. Størrelsen af R, A og T afhænger af glastype og glastykkelse samt af strålingens bølgelængde og indfaldsvinkel. Stråling reflekteres, hver gang den går fra glas til luft eller omvendt, og de nævnte størrelser er slutresultatet efter gentagne refleksioner mellem overfladerne. For en flerlagsrude er princippet for strålingsfordeling og varmebalance med omgivelserne det samme. Med hensyn til solspektret er det vigtigt at skelne mellem synlig stråling og varmestråling. I det følgende benævnes den synlige stråling sollys, mens hele solspektrets effekt inklusive sollys benævnes solstråling. En del af sollyset spredes i atmosfæren og skyerne eller reflekteres fra overflader ved jorden; denne diffuse del af sollyset benævnes ofte som dagslys. Ved forskellige teknikker kan man ændre glassets egenskaber med hensyn til, hvor meget sollys og hvor meget solstråling, der passerer gennem glasset. I beskrivelsen af glassets egenskaber indgår der derfor to sæt begreber: ét, der relaterer til sollyset og ét, der omhandler solstrålingen. For sollys angiver lystransmittans og lysreflektans forholdet mellem den mængde sollys, der henholdsvis transmitteres og reflekteres, og den 23

24 I =100 I =100 T = 89 R = 14 R = 8 A = 3 A = 3 T = 80 A = 3 Figur 11. Etlagsrude og tolagsrude af almindeligt klart glas. Fordeling af sollyset ved lille indfaldsvinkel på transmission, refleksion og absorption. R angiver den samlede refleksion fra glasoverfladerne. Som det fremgår, er refleksionen årsag til den væsentligste reduktion af sollyset til rummet. totale mængde sollys, der rammer glasset (disse betegnelser benyttes både i forbindelse med stråling udefra og ind og indefra og ud). Eksempler herpå er vist i figur 11. Da transmittansen og reflektansen kan være forskellig for forskellige bølgelængder, fortæller disse værdier intet om farven på det transmitterede eller reflekterede lys. For solstråling angives tilsvarende værdier for solstrålingstransmittans, solstrålingsreflektans og solstrålingsabsorptans samt tillige for den totale solstrålingstransmittans, der inkluderer den del af den absorberede solstråling, som går ind i rummet, se eksemplerne i figur 12. I projekteringsarbejdet er værdierne for lystransmittans og den totale solstrålingstransmittans de mest interessante, idet de angiver mængden af sollys og solstråling, der kommer ind i rummet. Til en rude eller glaskonstruktion kan der knyttes en såkaldt beskrivelseskode, som fortæller noget om disse værdier. Beskrivelseskoden omtales nærmere i kapitlet Ruder, se side 37. Transmittansen for sollys og solstråling angives for stråling med indfald vinkelret på glasoverfladen. Transmittansen er imidlertid afhængig af den vinkel, hvorunder solstrålingen rammer glasset, indfaldsvinklen, der er defineret som vinklen mellem solstrålingen og glasoverfladens normal, se figur 13. Transmittansen er størst for stråling med indfaldsvinkel mellem 0 og 40. Ved større indfaldsvinkel bliver transmittansen 24

25 I =100 I =100 T = 83 R = 12 R = 7 A = A = 10,5 A = 8,5 T = Figur 12. Etlagsrude og tolagsrude af almindeligt klart glas som vist i figur 11. Fordeling af solstrålingen ved lille indfaldsvinkel på transmission, refleksion og absorption samt varmeafgivelse fra udvendig og indvendig overflade. Total solstrålingstransmittans er 86 procent for etlagsruden (83 + 3) og 76 procent for tolagsruden (69 + 7). R angiver den samlede refleksion fra glasoverfladerne. 1,0 0,9 0,8 Refleksion, absorption, transmission 0,7 0,6 0,5 0,4 0,3 0,2 0,1 A 0 0 o 10 o 20 o 30 o 40 o 50 o 60 o 70 o 80 o 90 o T R Figur 13. Almindeligt klart glas. Transmission, refleksion og absorption af direkte solstråling for tolagsrude som funktion af indfaldsvinklen. 25

26 mindre og reflektansen større. Absorptionen er derimod næsten uafhængig af indfaldsvinklen. I overskyet vejr kommer lyset (dagslys) fra alle retninger, og transmittansen er derfor cirka 10 procent mindre end for sollys vinkelret på glasset. I figur 14 er vist et eksempel på størrelsen af refleksion, absorption og transmission i afhængighed af strålingens bølgelængde. Transmission, absorption og refleksion (%) Refleksion Absorption Transmission Bølgelængde (nm) Figur 14. Almindeligt klart glas. Størrelsen af transmission, absorption og refleksion i afhængighed af bølgelængden. I det synlige område er transmissionen dominerende. Størrelsen af solstrålingen, som transmitteres gennem glasset, er imidlertid afhængig af flere andre forhold. Ud over, at transmittansen som nævnt falder med stigende indfaldsvinkel (figur 13), aftager solstrålingens intensitet pr. m 2 glasareal endnu hurtigere, idet bestrålingsstyrken er proportional med cosinus til indfaldsvinklen, se tabel 1. Tabel 1. Sammenligning mellem relativ transmittans og relativ solstrålingsintensitet. Indfaldsvinkel Relativ transmittans 1 0,99 0,99 0,98 0,96 0,90 0,79 0,58 0,27 0 Relativ intensitet 1 0,98 0,94 0,87 0,77 0,64 0,50 0,34 0,

27 Indfaldsvinklens variation afhænger af rudens orientering og solens stilling på himlen. For en sydvendt facade har man derfor det største solindfald i forårs- og efterårsperioden, mens det på øst- og vestfacader er størst om sommeren, se figur april 15. juni Vindue mod syd Vindue mod vest Wh/m Klokkeslæt Figur 15. Solindfaldet gennem 1 m 2 almindelig dobbeltrude for et sydvendt og vestvendt vindue henholdsvis den 1. april og den 15. juni. Døgnsummen af varme fra direkte solstråling og diffus stråling udgør den 1. april 4000 Wh/m 2 for et vindue mod syd og 2500 Wh/m 2 for et vindue mod vest (og øst). Den 15. juni er de tilsvarende tal henholdsvis 3200 Wh/m 2 og 4000 Wh/m 2. Emissivitet Som nævnt er glas uigennemtrængeligt for varmestråling fra lokalet (T = 0). Almindeligt glas reflekterer cirka 15 procent og absorberer og udstråler i ligevægtstilstanden cirka 85 procent af varmestrålingen. For et absolut sort legeme gælder, at det absorberer og udstråler 100 procent af varmestrålingen (R = T = 0). En overflades emissivitet er defineret som forholdet mellem den udstrålede energi fra overfladen og den udstrålede energi fra et absolut sort legeme med samme temperatur. Emissiviteten af en almindelig glasoverflade er altså høj, nemlig cirka 0,85. Emissiviteten af bygningsoverflader er normalt høj, mens den er lav for blanke metaloverflader (fx aluminiumsfolie). Overflader med lav emissivitet har ligeledes lav absorption, det vil sige høj refleksion. Ved at påføre en belægning af metal eller metaloxid på en glasoverflade, kan man så at 27

28 sige overføre den blanke metaloverflades egenskaber til glasoverfladen. Glas med en sådan belægning betegnes lavemissionsglas. Emissiviteten af den belagte overflade er mindre end 0,2 oftest omkring 0,1; det vil sige, at der fra overfladen udstråles mindre end 20 procent af varmestrålingen i forhold til udstrålingen fra et absolut sort legeme med samme temperatur. Lavemissionsbelægninger er endvidere karakteriseret ved at være selektive med hensyn til transmittans for solstråling, idet transmittansen er forskellig for sollyset og den infrarøde stråling i solstrålingen, se figur Lavemissionsglas Refleksion (%) 20 0 Almindeligt glas Bølgelængde (nm) Figur 16. Refleksion fra en lavemissionsbelagt overflade og fra overfladen af almindeligt, klart glas. Det ses, at den belagte overflades reflektans for solstråling vokser kraftigt i det infrarøde bølgeområde. 28

29 Ruder Udgivet januar 1999 Termoruder De forskellige typer termoruder, som i dag forekommer i byggeriet, afspejler rudekonstruktionens udvikling, som tog sin begyndelse allerede i 1800-tallet, hvor der i USA blev taget patent på en termorude; men det var først i 1930'erne, at en tilfredsstillende teknologi kunne omsætte ideen med et indelukket luftlag mellem to glas til et brugbart produkt. Tre væsentlige træk har styret udviklingen på området: Først og fremmest kravet om en dugfri konstruktion, der tillader udsyn i kolde klimaer, hvor der er store forskelle mellem ude- og indetemperaturer; dernæst kravet om en varmeisolerende evne, der er bedre end ét lag glas; og senest krav/ønsker om en række funktioner, der kan medvirke til forbedring af det termiske indemiljø, reduktion af energiforbruget og fornyelse af det arkitektoniske design. Markante trin i den tekniske udvikling var de metalforseglede (loddede) ruder og de sammensmeltede helglasruder; begge disse typer er i dag distanceret af de limede enkelt- eller dobbeltforseglede ruder, der nu er de eneste, som produceres i Skandinavien. Konstruktion og holdbarhed De limede termoruder består af to eller flere glaslag adskilt af afstandsprofiler, der i dag oftest er af galvaniseret stål eller rustfrit stål, og hvorpå glassene limes. I de hermetisk lukkede mellemrum mellem glassene er der ren, tør luft eller gas. Den mest almindelige termorude er opbygget af to lag glas med almindelig atmosfærisk luft imellem, som vist på figur 17. Glastypen kan variere efter aktuelle funktionskrav, og glastykkelsen vælges afhængig af styrkemæssige krav, håndteringsforhold og gældende garantibestemmelser fra termorudeproducenten, der kræver visse minimumstykkelser afhængig af rudestørrelse og belastning overholdt. Afstandsprofilerne kan være fx 3, 6, 9, 12, 15 eller 20 mm, hvoraf 12 mm indtil nu har været den hyppigst forekommende. I dag er de fleste profiler 15 mm på grund af den bedre varmeisolering, men næsten alle dimensioner 29

30 Figur 17. Eksempel på en dobbeltforseglet termorude med to lag glas. Glas Afstandsprofil Fugtabsorberende stof Plastisk fugemasse (butyl) Elastisk fugemasse kan specialproduceres. Profilerne er hule og har enten en perforering eller en profilsamling vendende mod hulrummet i termoruden. Mindst halvdelen af profilernes hulrum er fyldt med et fugtabsorberende stof, der har til opgave at udtørre luften i glasmellemrummet, idet vanddampmolekylerne ellers ved lave temperaturer vil kunne give anledning til dugdannelse på indersiden af det yderste glas. De fleste termoruder er i dag dobbeltforseglede, det vil sige udført med en totrins-opbygget forsegling bestående dels af plastisk butyl, dels af en ydre, elastisk polysulfid, polyurethan eller silikone, se figur 17. En termorudes levetid afgøres, foruden af forseglingsmassernes diffusionstæthed og dermed af fugens dybde, tillige af det fugtabsorberende stofs kapacitet og produktionens generelle kvalitet. Rudens montering i byggeriet er ligeledes vigtig, idet holdbarheden af kantforseglingen afhænger af fugtbelastningen og påvirkningen af dagslys, som igen er afhængig af glasfalsens udformning og den håndværksmæssige indbygning af ruden. Dugdannelse i termoruder skyldes erfaringsmæssigt svigt i forseglingsmassens vedhæftning til glasset med efterfølgende uhindret indstrømning af store mængder luftbåren vanddamp som følge af trykforskelle mellem ruden og omgivelserne. Varmeisolering Varmeledningsevnen i glas er stor og den anvendte materialetykkelse er lille, hvilket bevirker, at varmetabet gennem et vindue med almindeligt glas bliver stort i forhold til tabet gennem andre bygningsoverflader. En 30

31 bygningsflades varmeisoleringsevne kan angives ved fladens transmissionskoefficient, som også kaldes U-værdien. U-værdien for en rude er et mål for varmetabet (i watt) gennem 1 m 2 rude, når forskellen mellem inde- og udetemperatur er 1 K (1 C). U- værdien bestemmes efter reglerne i DS 418/Tillæg 1, og den angives i enheden W/m 2 K. Varmetabet gennem et almindeligt enkelt lag glas sker ved, at rumvarmen overføres til glasset dels fra luften, dels ved varmestråling fra rummets varmere overflader, se figur 18. Glasset er uigennemtrængeligt for denne varmestråling, men den absorberes i glasoverfladen og ledes gennem glasset til ydersiden, hvor varmen igen afgives til omgivelserne ved konvektion og varmestråling. Cirka 2/3 af varmeovergangen fra rum til glas sker ved stråling, resten ved konvektion og varmeledning. Varmeafgivelsen fra ydersiden foregår fortrinsvis ved konvektion på grund af vindpåvirkningen og er i normaltilstanden cirka 5 gange større end den varme, der afgives ved stråling. Gennem en termorude sker varmetabet efter samme princip som ved ét lag glas, men varmetransporten gennem ruden fra inderside til yderside reduceres af mellemrummets større isolans, der er en kombination af ledning, konvektion og stråling, se figur 19. Ved at forbedre mellemrummets isolans opnås en bedre (lavere) U- værdi for termoruden. Dette kan gøres med en eller flere af følgende ændringer: Ledning kan formindskes ved at øge glasafstanden, ved at vælge ruder med flere lag glas eller ved at erstatte den atmosfæriske luft i mellemrummet med en gasart med mindre varmeledningsevne. For en termorude med 12 mm mellemrum med atmosfærisk luft er der ren ledning i mellemrummet, men når glasafstanden øges, vil den forbedrede isolans delvis ophæves af en tiltagende konvektion i mellemrummet. For termoruder med to eller tre lag glas gælder ifølge DS 418/Tillæg 1, at øget glasafstand giver lavere U-værdi indtil mm, hvorefter U- værdien stiger svagt for at stabilisere sig på et lidt højere niveau end gældende for mm. Flere lag glas giver lavere U-værdi, men reducerer lyset, fylder og vejer betragteligt mere og stiller øgede krav til rammekonstruktionen. Mellem glassene vil der normalt være produktionsstedets atmosfæriske luft med produktionstidspunktets lufttryk og luftfugtighed. Gasser tungere end atmosfærisk luft forbedrer imidlertid mellemrummets isolans på grund af mindre konvektion og varmeledning. Oftest anvendes argon eller de væsentligt dyrere gasser krypton og xenon. 31

32 Konvektion Udgivet januar 1999 Figur 18. Illustration af princippet for varmetab gennem et enkelt lag glas. Ude Inde Varmestråling Varme- Varmestråling ledning Konvektion Konvektion Ude Konvektion og varmeledning Inde Figur 19. Illustration af princippet for varmetab gennem en termorude. Varmestråling Varmestråling Varmeledning Varmeledning Varmestråling Konvektion Konvektion kan formindskes ved at vælge ruder med mindre luftmellemrum, ved at anvende tungere gas end luft eller ved (engang i fremtiden) at have et vakuum mellem glassene. Stråling kan formindskes ved at reducere emissiviteten af en af de glasoverflader, der vender ind mod mellemrummet. Da varmeoverføringen ved ledning og konvektion udgør cirka 1/3 og strålingen cirka 2/3 af varmetabet, skal forbedringerne ske i den rigtige rækkefølge. Benyttes lavemissionsglas som det ene glas i en termorude, vil mellemrummets isoleringsevne blive fordoblet, og det er ensbetydende med, at U-værdien reduceres fra cirka 3,0 W/m 2 K til cirka 2,0 W/m 2 K 32

33 (centerværdier). Udskiftes luften i en almindelig termorude med en tungere gas, vil dette kun reducere U-værdien med cirka 0,2 W/m 2 K altså fra eksempelvis cirka 3,0 W/m 2 K til cirka 2,8 W/m 2 K. Derimod bliver virkningen af en tungere gas (fx argon) i termoruder med lavemissionsglas betydeligt større, idet konvektionsandelen her er større end strålingsandelen. U-værdien ændres dermed fra eksempelvis cirka 2,0 W/m 2 K til 1,6-1,4 W/m 2 K. Der er derfor god grund til at fylde gas i termoruder med lavemissionsglas. I dag udføres næsten alle energiruder med gasfyldning. Nye ruder med belægninger med emissivitet 0,04 og 15 mm hulrum med argonfyldning har U-værdier på cirka 1,1 W/m 2 K. U-værdien for en termorude, der ikke er lodret, øges, jo mere ruden drejes væk fra lodret stilling. Det skyldes øget konvektion, og ændringen i forhold til lodret stilling, der tillige afhænger af glasmellemrummets størrelse og af gasarten, varierer fra 0 til 30 procent. Se DS 418/Tillæg 1. I termoruder ændres rudens isolans primært ved hjælp af en lavemissionsbelægning på en af glassiderne mod mellemrummet, og dette påvirker ikke strålingsudvekslingen mellem rudens udvendige sider og omgivelserne. Hårde belægninger med en lav emissivitet kan også anvendes på enkeltglas, men i dette tilfælde ændrer det glassets strålingsudveksling med omgivelserne. Ved anvendelse af sådanne belægninger på en etlagsrude kan der derfor opstå kondensproblemer. På et enkeltglas med en hård belægning på den indvendige side vil varmevekslingen med rummet ved stråling være meget reduceret. Ruden får derfor en temperatur, der nærmer sig udetemperaturen. Dannes der kondens på belægningen, ophæves virkningen, og ruden vil isolere som almindeligt glas. Det hjælper ikke at placere belægningen på den udvendige side, da det på grund af den store konvektive varmeafgivelse kun er en lille brøkdel af varmeafgivelsen til det fri, der sker ved varmestråling; virkningen af belægningen bliver altså minimal. Enkeltglas med hårde belægninger kan med fordel anvendes i kombination med andre ruder, fx som forsatsrude på eksisterende vinduer. Kondensdannelse (dugdannelse) Indvendig kondens Overfladetemperaturen på den glasflade, der vender ind mod rummet, er sammen med rummets relative luftfugtighed afgørende for, hvornår der optræder dugdannelse. I figur 20 vises sammenhængen mellem alle de indgående fysiske størrelser, og i figurteksten er det beskrevet, hvordan diagrammet benyttes. Glassets overfladetemperatur vil normalt være la- 33

34 vere ved rudens kant, hvor der er en kuldebro. Der dannes derfor først dug ved kanten. Et gardin eller lignende, der forhindrer at ruden opvarmes ved konvektion eller ved stråling fra lokalet, vil ligeledes fremskynde dugdannelse på ruden. Indvendig overfladetemperatur Indelufttemperatur U-værdi (W/m 2 K) Udelufttemperatur Relativ luftfugtighed, når kondens indtræder (%) Figur 20. Diagram for kondensdannelse på indvendige flader. Eksempel (indtegnet): Fra indetemperaturen 22 C følges en vandret linie til udeluftens temperatur 4 C og en lodret linie til U-værdien 3 W/m 2 K. Herfra følges en vandret linie til skalaen for relativ luftfugtighed. I skæringspunktet aflæses 64 procent kondens vil altså optræde på rudens midte, når rummets luftfugtighed overstiger 64 procent. Rudens indvendige overfladetemperatur findes ved at følge en vandret linie til venstre til skæring med en lodret linie gennem punktet for indelufttemperaturen 22 C. Her aflæses overfladetemperaturen til 15 C. Udvendig kondens I stille vejr med klar himmel kan udvendige bygningsflader på grund af udstrålingen til himmelrummet blive afkølet så meget, at overfladetemperaturen bliver lavere end luftens dugpunktstemperatur. Fugten i luften vil derfor kondensere på bygningsfladerne. Da varmestrømmen gennem energiruder er lille, vil overfladetemperaturen mod det fri være lavere end på almindelige ruder, dvs. at der på energiruders udvendige side kan dannes dug. Skrå tagruder er især udsatte, da de kan se en større del af 34

35 himlen. På grund af kuldebroen i rudens kant vil dugdannelse udvendig i modsætning til indvendig først opstå på rudens midte. Dug på velisolerede termoruders udvendige overflade kan normalt ikke hindres, men fænomenet er uskadeligt og normalt kortvarigt. Se endvidere BYG-ERFA blad (31) Dugdannelser, revner og andre problemer med termoruder. Glaskombinationer I termoruder kan der blive tale om at anvende de i det følgende omtalte glasversioner i forskellige kombinationer. Sammensætningsmulighederne er talrige; men udgangspunktet for valget bør altid være en række på forhånd formulerede funktionskrav, som kan være teknisk eller æstetisk betingede. Endvidere er det vigtigt at være opmærksom på, at placeringen af de enkelte lag i forhold til rummet og det fri kan være afgørende for den optimale virkning. Et solafskærmende glas skal altid placeres som det yderste glas (mod det fri), idet størstedelen af den absorberede solenergi da vil blive afgivet til det fri. Positionen af et lavemissionsglas i en termorude er ikke afgørende for varmeisoleringen, men metalbelægningen placeres dog altid ind mod luftmellemrummet for at beskytte den mod fugt og snavs, som kan forandre emissiviteten. Et lavemissionsglas skal placeres ind mod rummet, hvis man ønsker at udnytte så meget som muligt af solvarmen (passiv solvarmeudnyttelse). En del af solstrålingen absorberes nemlig i belægningen, og størstedelen heraf afgives derefter til rummet. Placeres et tonet lavemissionsglas yderst, kan man opnå en solafskærmende effekt på yderligere cirka 10 procent uden at lys og isoleringsevne ændres. For at undgå risiko for termisk brud skal man undlade at placere et uhærdet lavemissionsglas midt i en trelags- eller firelagsrude, da det i denne position vil få en høj ligevægtstemperatur på grund af den absorberede solstråling, der er isoleret inde i ruden. Belagte, reflekterende glas i termoruder kan give anledning til forvrængede spejlbilleder, når luftvolumenet mellem glassene varierer på grund af ændringer i temperatur og barometerstand. Dette kan der kompenseres for ved at vælge et tykkere glas udvendig, således at det hovedsagelig bliver det indvendige (tyndere) glas, der deformeres. Med hensyn til de mere præcise overvejelser i forbindelse med valg af glas kan man støtte sig til de tabeller, som producenterne udgiver over de forskellige rudetypers egenskaber. Se også Bilag A, Data for rudetyper. 35

36 Beskrivelse En beskrivelse af en termorude kan være mere eller mindre omfattende; men den bør som minimum indeholde data vedrørende opbygning, format og funktion. Hertil kommer eventuel farveoplysning og produktspecifikation. Opbygningen af termoruden beskrives altid i en bestemt rækkefølge, hvor tykkelsen af det yderste glas nævnes først. En bindestreg - angiver skift fra glas til luft eller omvendt, mens en skråstreg / angiver skift mellem glas og laminat. For belægningers placering gælder det, at glasoverfladerne er nummererede udefra. Princippet fremgår af de følgende eksempler, som er vist på figurerne 21, 22 og 23. Format (bredde og højde) angives i mm. Funktion angives som beskrevet i det følgende; for specialfunktioner skal der anføres referencer. U-værdi angiver transmissionskoefficienten i W/m 2 K. U-værdien kan angives for den færdige vindueskonstruktion (se DS 418/Tillæg 1) eller som centerværdi for glasset alene. Hvis der henvises til udenlandske måleværdier, kan man, på grund af forskellige referencer, ikke umiddelbart sammenligne med danske målinger. Ved beregning af transmissionskoefficienten for et vindue i henhold til DS 418/Tillæg 1, medtages tabet på grund af rudens afstandsprofil, idet der i beregningen indgår en lineær transmissionskoefficient, der blandt andet er en funktion af rudens omkreds. Ude Inde Ude Inde Støbelaminat Figur med energiglasbelægning på side 3 angiver en tolags termorude med 4 mm yderglas, 12 mm luftmellemrum, 4 mm inderglas og belægning på inderste glas ind mod luftmellemrummet. Figur 22. 4/1/ angiver en termorude med et støbelamineret yderglas bestående af 4 mm glas, 1 mm mellemlæg, 4 mm glas, 15 mm luftmellemrum og 6 mm inderglas. 36

37 Ude Udgivet januar 1999 Inde Figur 23. 4/0,38/ angiver en termorude med lamineret yderglas bestående af 4 mm glas, 0,38 mm laminatfolie, 4 mm glas, 12 mm luftmellemrum, 4 mm mellemglas, 12 mm luftmellemrum og 6 mm inderglas. Laminatfolie Beskrivelseskode anvendes for at angive, hvad der kommer ind gennem termoruden af sollys og total solstråling. Beskrivelseskoden angiver forholdet mellem værdierne i procent for sollystransmittans og total solstrålingstransmittans ved vinkelret indfald af strålingen den såkaldte g- faktor eller solfaktor. Beskrivelseskoden for en tolags termorude med almindeligt glas er således 80/76, det vil sige 80 procent sollystransmittans og 76 procent total solstrålingstransmittans. Lydreduktion angives i db som vægtet reduktionstal R w (som Bygningsreglementet gør det). De ydre laster, henholdsvis vindlast og snelast, angives hver for sig. Lasterne afhænger af rudens placering i bygningen. På baggrund heraf kan glastykkelsen bestemmes som funktion af glasmål (bredde og højde samt forholdet mellem sidelængderne) og glastype. Eventuelt angives det, om glasset af hensyn til sikkerhed og brudmønster skal være hærdet eller lamineret. Brandmodstandsevne angives ved at anføre klasse (F, BD eller BS) og antal minutter. Glas kan kun godkendes i en brandklasse i monteret tilstand, dvs. i ramme og karm. Farve angives enten som almindeligt klart float, hvis glasset skal være farveløst (selv om floatglas oftest er svagt grønligt på grund af jernindholdet), eller ved at anføre, hvilken teknik (gennemfarvet eller belagt glas) og farve, der ønskes brugt. Ved belagt glas er der tale om to farveindtryk: refleksionsfarven, som ses udefra, og transmittansfarven, der opleves indefra. I særlige tilfælde, hvor der stilles store krav til lysfarven kan man specificere jernfrit glas. Produktspecifikation angives for at sikre identitet eller lighed med et allerede eksisterende produkt. 37

38 Se endvidere BPS-publikation 124 typiske beskrivelsesafsnit for glarmesterarbejde. Eksempler på termorudebeskrivelse Tolag termorude ; almindeligt klart float; U = 3,0 W/m 2 K, beskrivelseskode 80/76; lydreduktion R w = 33 db. Tolag termorude ; udvendig 6 mm blåt reflekterende solafskærmende glas; indvendig 4 mm energiglas; argon gasfyldning; U = 1,35 W/m 2 K; beskrivelseskode 26/24; lydreduktion R w = 35 db. Tolag termorude til tag /4; udvendig 6 mm solafskærmende energiglas; indvendig 8 mm lamineret glas; argon gasfyldning; U = 1,35 W/m 2 K; beskrivelseskode 44/31. Mærkning Anvendte termoruder bør være omfattet af en kvalitetssikring og produktionskontrol. Et eksempel herpå er DS I denne standard er der formuleret minimumskrav til kvaliteten af termoruder, herunder måltolerancer for bredde, højde, tykkelse og vinkelrethed. Endvidere stilles krav til rudens egenskaber med hensyn til renhed mellem glas, dugpunkt i ruden og lufttæthed, og der foreskrives en krævende ældningstest. U- værdi, sollys- og solstrålingstransmittans er ikke omfattet af kontrolordningen. Dansk Standard udsteder licensrettigheder til at mærke ruderne med DS-betegnelsen til producenterne, og Teknologisk Institut udfører en kontrolordning, der ved stikprøvekontrol af produktionsudstyr og produktionslokaler samt færdige termoruder sikrer, at ordningens regler overholdes. Foruden DS-mærket skal ruderne også have angivelse af produktionsår og -måned, producentnavn og/eller licensnummer. Håndtering og montage Vand, der indelukkes mellem glasplader, kan medføre, at glasset anløber. På byggepladser skal termoruder derfor altid opbevares vandtæt tildækket og ved konstant temperatur. Endvidere skal de afskærmes mod solstråling og -opvarmning, dels fordi UV-strålerne nedbryder forseglingsmassen og dermed forkorter rudernes levetid, dels fordi opvarmning kan medføre termisk brud. Se: Let livet lidt for termoruderne på byggepladsen. Glasindustriens Samarbejdsorganisation (GS). Ved indbygning i vinduer og facader skal termorudeproducenternes montagevejledninger (der er grundlag for fabrikanternes garanti) følges. Grundlæggende gælder: 38 Udgivet januar 1999

39 Glasset bør støttes af bæreklodser i de underste hjørner. Direkte kontakt med beslag af metal må ikke forekomme. Mindre målafvigelser må accepteres, hvorfor de skal kunne optages i befæstigelserne. Proceduren ved montering er kort beskrevet følgende (se figur 24): Der anbringes et indre fugebånd. Ruden monteres med diverse klodser. Glasliste med et ydre fugebånd påsættes. Eventuel topforsegling etableres. Fugebånd (Udvendig regnskærm) Fugebånd (Indvendig vindtætning) Bundfals Bæreklods Kantafstand Figur 24. Lodret snit i bundramme. Detaljerede anvisninger på montering af termoruder findes i: Monteringsanvisning, Grundlag for garantiordning fra Glasindustriens Samarbejdsorganisation (GS). Når ruderne er monteret i bygningen, skal nedennævnte regler følges. Hold ruderne rene i hele byggeperioden. Afskyl fx mørtelrester, betonstriber og rustpletter. Undgå at gnister og slibespåner brænder sig fast i glasset. Opsæt ikke skilte, plakater og lignende på glasset; de kan give anledning til termisk brud som følge af temperaturforskelle. Solafskærmende glas En solafskærmende effekt kan opnås ved to glasteknikker: gennemfarvning og belægning. 39

40 Ved at gennemfarve glasset øges solstrålingsabsorptionen, mens transmissionen og refleksionen reduceres. Refleksionen udefra sker fortrinsvis i overfladen mod det fri, idet den stråling, der reflekteres fra overfladen mod rummet reduceres meget, da den passerer det absorberende glas flere gange (mindst to gange). Samme effekt kan opnås ved at give glasset en belægning, som reflekterer og absorberer solstrålingen og dermed reducerer transmissionen. Glas med solafskærmende belægning anbringes altid som yderste glas i termoruder (ligesom gennemfarvet glas) og hyppigt med belægningen på indersiden. Det skal bemærkes, at glasset kan blive kraftigt opvarmet, da disse belægninger dels absorberer en stor del af strålingen, dels afgiver mindre varme til omgivelserne som følge af en reduceret varmeafgivelse ved stråling. Dette kan forøge risikoen for termiske spændinger og brud. Belagt glas giver forskellig farveoplevelse i refleksion og transmission. Farveoplevelsen ved refleksion vil ofte afhænge af, om man betragter glasset fra belægningssiden eller fra den anden side, mens transmissionen er helt uafhængig af, fra hvilken side lyset transmitteres. Når man betragter glasset udefra i dagtimerne og indefra om natten, hvor det reflekterede lys kan ses på glassets mørke baggrund, vil visse farver dominere i det reflekterede lys, idet nogle af lysets bølgelængder (farver) reflekteres kraftigere end andre. Betragtes glasset indefra om natten, vil det endvidere være andre farver, der dominerer farveoplevelsen af det reflekterede lys, da den spektrale sammensætning af sollys og kunstlys er forskellig. Om dagen kan refleksionen udefra være så dominerende, at det hindrer indblik til rummet gennem glasset, mens det stadig indefra er muligt at se ud i det fri. Om natten, når der er lys i rummet, er det omvendte tilfældet. Denne effekt udnyttes i forbindelse med spionspejlglas, hvor man ønsker at kunne gøre iagttagelser gennem en rude uden selv at blive set. Virkningen, som normalt udnyttes mellem to rum i en bygning, afhænger dels af glassets lystransmittans, dels af reflektansen, og dels af belysningsstyrkerne i de to rum. Der skal være en markant mindre belysningsstyrke i det rum, man ikke ønsker indblik i, det vil sige en lille lystransmittans til rummet. Jo større lysreflektans, der er i ruden mod rummet med meget lys, desto større effekt. Se også afsnittet Look-alike på side 59. Visse belagte glas kombinerer den solafskærmende effekt og lavemissionseffekten i en og samme belægning. Disse glas har en meget stor sollystransmittans, faktisk større end solstrålingstransmittansen. De senest udviklede glas har sollystransmittans større end 60 procent, men mindre end 40 procent solstrålingstransmittans. Visse belagte glas har endvidere lavere lysreflektans end almindeligt glas. 40 Udgivet januar 1999

41 Figur 25. Aula og kontorbygning. Gennemfarvet, solafskærmende glas og energiglas. I glas, hvor man har kombineret gennemfarvning og belægning, kan der opnås en øget absorption. Med kraftig belægning (som fx anvendes på facadeglas) kan glasset af solstrålingen blive opvarmet til over 100 C. Det opvarmede glas afgiver varme dels ved stråling og konvektion til omgivelserne, dels ved ledning til glassets kanter, der igen afgiver varme til ramme og karm. Temperaturens fald mod glaskanterne kan blive så brat, at almindeligt glas får for store spændinger og revner. Det kan derfor være nødvendigt at anvende hærdet glas. Eksempler på ruder med solafskærmende glas er angivet i Bilag A, Data for rudetyper. Afskærmningsfaktor, g-faktor og solfaktor Ved beregning og vurdering af de termiske forhold i en bygning har man behov for at kunne sammenligne virkningen af forskellige solafskærmende glastyper eller andre solafskærmende foranstaltninger. Som mål for en afskærmnings effektivitet anvender man den såkaldte afskærmningsfaktor, som er et udtryk for, hvor megen total solstråling en given rude lader passere i forhold til en referencerude. Jo mindre afskærmningsfaktor, desto bedre afskærmning. I Danmark beregnes afskærmningsfaktoren i forhold til en tolagsrude, som regnes at have en total solstrålingstransmittans på 76 procent. Eksempelvis vil afskærmningsfaktoren for en rude med total solstrålingstransmittans på 24 procent være 24/76 = 0,32. 41

42 Afskærmningsfaktoren er altså ikke noget absolut tal, men afhænger af den reference, der anvendes. I England og på kontinentet anvendes et enkeltglas, og den totale solstrålingstransmittans er da 86 procent. Sammenligninger mellem forskellige solafskærmninger må naturligvis ske på grundlag af samme reference. Blandt andre anvendte begreber skal nævnes den såkaldte g-værdi, der anvendes i tysk litteratur eller solfaktor (fransk oprindelse), som begge angiver den totale solstrålingstransmittans gennem ruden i forhold til solstrålingen, der rammer ruden. I EN 410, den europæiske standard for dette område, anvendes begrebet g-værdi. Figur 26. Trapperum i kontorbygning. Blåt, solafskærmende glas. Prøvemontering Under projekteringen kan det være vanskeligt at forestille sig, hvordan et valgt, solafskærmende glas vil se ud i den færdige bygning. Besigtigelse af 42

43 eksisterende bygninger, hvor det aktuelle glas er anvendt, kan give et vist indtryk, og ved større projekter kan det være nyttigt at foretage en prøvemontering (fremstille en mock-up ) af et eller flere mulige glasprodukter. Udbyttet af en sådan prøvemontering står og falder dog med, at den sker under korrekte indvendige lysforhold. Energiglas (Lavemissionsglas) Emissiviteten af overfladen på lavemissionsglas er mindre end 0,2 oftest omkring 0,1; det vil sige, at mindre end 20 procent af varmestrålingen udstråles fra overfladen. Metalbelægningen er normalt farveløs, men det kan dog variere afhængig af type og fabrikat. Belægningen dæmper lyset lidt, og farveoplevelsen i det transmitterede lys ændres ligeledes lidt (ofte til et mere grønligt lys). Ved anvendelse af jernfrit glas kan man kompensere for den grønfarvning af lyset, som en metalbelægning kan give. Betydningen af metalbelægningens reduktion af sollyset kan kort illustreres ved at sammenligne med almindeligt floatglas, som i en tykkelse på 4 mm dæmper lyset (vinkelret på glasset) cirka 10 procent og altså lukker 90 procent ind. For hvert lag ekstra glas dæmpes lyset med cirka 10 Figur 27. Boligbyggeri med energiglas. 43

44 procent: En trelagsrude lukker 72 procent og en firelagsrude cirka 65 procent lys ind. De bedste typer lavemissionsglas i en tolagsrude har op til 77 procent sollystransmittans, mens en almindelig tolagsrude har 80 procent. I en trelags energirude med ét lag lavemissionsglas kan sollystransmittansen blive op til 69 procent, altså 3 procent mindre end i en almindelig trelagsrude. Man betaler altså for en bedre varmeisolerende rude ved at ofre lidt lysgennemgang, men en tolags energirude isolerer bedre end en firelagsrude med almindeligt glas, og den lukker mere lys ind end en almindelig trelagsrude. Eksempler på ruder med energiglas er angivet i Bilag A, Data for rudetyper. Sikkerhedsglas og sikringsglas Sikkerhedsglas (på engelsk: safety glass) er udviklet med henblik på at forhindre personskader ved brud eller forhindre gennemfald og sikringsglas (security glass) med henblik på at beskytte mod hærværk, indbrud, projektiler og eksplosion. De hertil normalt anvendte glastyper er angivet i tabel 2. Brandbeskyttende glas, der omtales i det følgende afsnit, henregnes normalt ikke til sikkerhedsglas. Tabel 2. Sikkerhedsglas og sikringsglas. Oversigt over glastyper. De i DS/INSTA 154 fastlagte modstandsklasser er nærmere omtalt på side 47. Risikoområde Modstandsklasse if. DS/INSTA 154 Glastype Sikkerhedsglas Personsikkerhed F1 F1-F3 F1-F3 Sikkerhedstrådglas Hærdet glas Lamineret glas Sikringsglas Hærværk Indbrud Skud A1-A3 B1-B3 C1-C5 Lamineret glas Lamineret glas Lamineret glas I sikkerhedsmæssig henseende spiller glasstyrken naturligvis en stor rolle, men for personsikkerheden er brudmønstret lige så vigtigt. Hærdet glas brydes til et groft, ufarligt granulat, når det påvirkes af slag med skarpe genstande eller udsættes for stor, momentan tryk- eller stødbelastning. Ved laminering af glas kan man sikre, at glasset forbliver sammenhængende efter brud, men almindelig laminering øger ikke glassets styrke. Se figurerne 28, 29 og 30. Ved laminering af hærdet glas 44

45 Figur 28. Almindeligt glas brydes i lange, spidse og skarpe stykker. Figur 29. Hærdet glas knuses ved hårde slag og granulerer i små og uskarpe stykker. Figur 30. Lamineret glas forbliver sammenhængende efter brud (som for eksempel i frontruder på biler). kan man opnå både et stærkere glas, og et glas, hvor granulatet forbliver på plads efter brud. Antallet af laminatlag har afgørende betydning for den beskyttelse, som laminerede ruder kan yde. Almindeligt trådglas er ikke stærkere end traditionelt floatglas i samme 45

46 tykkelse tværtimod; men nettet kan ved glasbrud holde sammen på glasfragmenterne. På markedet findes endvidere et sikkerhedstrådglas med et så stærkt trådnet, at kravene i DS/INSTA 154 er opfyldt. Se tabel 3. Tabel 3. Forskellige glastypers styrkeforhold og brudmønster. Glastype Styrke Brudmønster Almindeligt glas Spidse og skarpe stykker Tykt glas Som almindeligt glas Som almindeligt glas Hærdet glas Lamineret glas Hærdet lamineret glas Trådglas gange større end almindeligt glas Mindre end almindeligt glas med samme tykkelse Mindre end hærdet glas med samme tykkelse Mindre end almindeligt glas Granulerer i små, usammenhængende, uskarpe stykker Som almindeligt glas, men brudstykkerne fastholdes af laminatet efter brud Hærdet glas granulerer, men brudstykkerne fastholdes af laminatet efter brud Som almindeligt glas, men brudstykkerne kan fastholdes af trådnettet efter brud Sikkerhedstrådglas Som trådglas Som trådglas. Klassificeret F1 i henhold til DS/INSTA Almindeligt trådglas kan ikke benyttes som sikkerhedsglas. Krav og klassifikation I Bygningsreglement 1995 behandles personsikkerhed i forbindelse med glas dels i kapitlet om konstruktive forhold, hvor det kræves, at glasflader og glaskonstruktioner skal udføres og dimensioneres, så der opnås sikkerhedsmæssigt tilfredsstillende forhold mod personskader, dels i afsnittet om adgangforhold, hvor det kræves, enten at glaspartier skal udformes og dimensioneres, så der ikke opstår risiko for personskader, eller at der skal opsættes værn i en højde af mindst 0,8 meter over gulv. Glaspartier i vægge samt glasdøre og glaspartier ved døre skal ifølge BR 95 afskærmes eller afmærkes tydeligt. Ud over disse krav henviser bygningsreglementet til DS/INSTA 154. Under fællestitlen Bygningsglas, sikkerhedsruder, behandles i nedennævnte danske standarder modstandsevne for forskellige påvirkninger. 46

47 DS/INSTA 150. Prøvning af modstand mod tunge stød. Standarden fastlægger foruden selve prøvningsmetoden, der imiterer personstød, også kriterier for, hvad der i relation til personer kan kaldes ufarlige brud i glas. DS/INSTA 151. Prøvning af modstand mod hårde stød. Standarden beskriver en prøvningsmetode, der imiterer hærværk. DS/INSTA 152. Prøvning af modstand mod skarpe stød. Standarden beskriver en prøvningsmetode, der imiterer et indbrudsforsøg med en økse. DS/INSTA 153. Prøvning af modstandsevne mod projektiler. Ruderne bedømmes efter, hvor kraftige projektiler de kan tilbageholde og efter, om de opståede glassplinter kan skade personer bag ruderne. DS/INSTA 154. Modstandsklasser. Standarden fastlægger i alt 19 klasser for de i standarderne behandlede påvirkninger, se tabel 4. Tabel 4. Modstandsklasser for sikkerhedsruder af bygningsglas ifølge DS/INSTA 154. Modstandsklasser Påvirkning Prøvningsstandard Personsikkerhed Tunge stød Faldhøjde i mm DS/INSTA 150 F1 F2 F3 Lædersæk med blyhagl Modstand mod tunge stød Hærværk Hårde stød Faldhøjde i mm DS/INSTA 151 A1 A2 A3 4,11 kg stålkugle Modstand mod hårde stød Indbrud Skarpe stød Antal hug DS/INSTA 152 B1 B2 B3 Øksehug over 70 Modstand mod skarpe stød Skud Kaliber Afstand i m DS/INSTA 153 C1 C2 C3 C4 C5 9 mm Magnum 44 Magnum 7,62 mm 51 7,62 mm Modstandsevne mod projektiler Forsikringsselskaberne har udformet egne krav og prøvningsmetoder til sikringsglas. Skafor (Dansk Forening for Skadesforsikring) har formuleret en standardtyvmetode, som er en kriminalteknisk prøvningsme- 47

48 tode til bedømmelse af sikringsforanstaltningers indbrudsmodstand. Efter denne metode inddeles sikringsglas i klasserne gul, grøn, blå og rød, hvor glas i rød klasse har højeste modstandsevne. Se endvidere BYG-ERFA blad (31) Valg og montering af indbrudshæmmende glas (sikringsglas). Valg og anvendelse af sikkerhedsglas DS/INF 119:1998, Retningslinier for valg og anvendelse af sikkerhedsglas, Personsikkerhed, giver vejledning om brug af sikkerhedsglas i bygninger som supplement til bygningsreglementernes gældende krav til personsikkerhed. Udsatte steder er døre og glaspartier ved døre samt lavtsiddende glas i vægge. Herudover er glas i altaner, rækværk og trappegelændere omfattet. Også i indretningsmæssig sammenhæng er der områder, hvor glasset bør være omfattet af kravet om sikkerhedsglas, fx i brusekabiner, spejldøre i garderober og spejle i sportshaller, motionsstudier og lignende. Figur 31. Kontorbygning med sikkerhedsglas i tag og facade. Glasset i taget er tillige energiglas. 48

49 Glastag I DS/INF 106, Rapport vedrørende glastage, Supplement til DS 410, findes anvisninger på beregning af glastykkelse, og der anføres en række forhold af sikkerhedsmæssig betydning, som skal overvejes ved valg af glas til glastage: Den normale aktivitet under glastaget skal kunne finde sted uden risiko for, at der falder glas ned; I tilfælde af brand skal evakuering og slukningsarbejde kunne finde sted med tilstrækkelig sikkerhed; Rengøring og vedligeholdelse af glastaget skal kunne ske uden risiko for personer eller materialer; Sikkerhed mod nedfaldne genstande fra højereliggende nabobygninger; Enkel og sikker montage med tilstrækkelig sikkerhed mod glasbrækage; Nedfaldshøjde og rudestørrelse. Glasvalget bør ud fra en sikkerhedsbetragtning baseres på en samlet bedømmelse af disse aspekter. Ved flerlagsglas tjener det yderste glas sikkerhedsmæssigt til at optage udefra kommende stødpåvirkninger. Det inderste glas skal opfange og fastholde eventuelle glasstykker eller andre genstande. Som hovedregel anbefales (se figur 32), at det yderste glas er hærdet, og at det inderste glas er lamineret, medmindre der udføres en anden effektiv beskyttelse mod nedfald, fx i form af et underliggende ståltrådsnet. Der kan anvendes almindeligt glas i sædvanlige ovenlysvinduer til boliger, kontorer og lignende på betingelse af, at der er ringe risiko for personskade, fx som følge af lille nedfaldshøjde og en rudestørrelse mindre end cirka 1,5 m 2. Enkeltglas bør altid være lamineret. 1. Hærdet glas 2. Almindeligt glas 1. Lamineret glas 2. Almindeligt eller hærdet glas med sikkerhedsnet Figur 32. I DS/INF 106, Rapport vedrørende glastage, anbefales som hovedregel, at flerlagsglas i tage udføres med denne opbygning. Bemærk, at placering af det omtalte sikkerhedsnet ikke er vist på figuren. 49

50 Brandbeskyttende glas Udgivet januar 1999 De brandtekniske egenskaber for en rude kan beskrives ved dens evne til at hindre, at flammer eller den varme røggas spredes gennem ruden, eller at dennes bagside opvarmes så meget, at varmestrålingen fra ruden antænder omgivelserne. Almindeligt glas har kun moderat brandmodstandsevne. For at imødegå følgevirkningerne af brand kan man vælge en af de følgende løsninger, som har vekslende flammestoppende og/eller strålingsisolerende virkning. Borosilikatglas har mindre varmeudvidelse end sædvanligt glas. Almindeligt klart floatglas udvider sig ved en temperaturstigning på 100 C cirka 0,9 mm/m, borosilikatglas kun cirka 0,3 mm/m. Borosilikatglas tåler derfor stærk opvarmning uden at revne. Glasset kan i øvrigt have en farvetone. Brandbeskyttende borosilikatglas er altid hærdet. Trådglas, som er valset glas med indstøbt trådnet, vil sprænges ved kraftig brandpåvirkning, men nettet holder sammen på glasfragmenterne. Sikkerhedstrådglas opfylder både brandkrav og personsikkerhedskrav. Flerlags brandglas består af to eller flere lag floatglas med et eller flere lag af fx vandglas (natriumsilikat), som ved stærk varmepåvirkning svulmer op og bliver til et hårdt, keramisk skum, der virker som brandisoleringsmateriale. Selv om glasset er sprængt ved varmepåvirkningen, holder vandglasset glasfragmenterne på plads, og det keramiske skum isolerer det bagvedliggende glas, så dette ikke opvarmes så hurtigt og derfor ikke udsender så megen stråling som et uisoleret glas. Der findes forskellige flerlagsprodukter, hver med deres mangler; nogle tåler fx ikke frost eller vedvarende høje temperaturer over 50 C, andre ikke stærk direkte solpåvirkning; det sidste kan afhjælpes med en indbygget folie. Se tabel 5. Tabel 5. Brandtekniske egenskaber for borosilikatglas, trådglas samt flerlags brandglas. Brandbeskyttende borosilikatglas er altid hærdet. 50 Borosilikatglas Trådglas Flerlags brandglas Flammestoppende 1 Ja Ja Ja Strålingsisolerende 2 Nej Nej Ja 1. F-konstruktioner. 2. BD- og BS-konstruktioner.

51 Krav og klassifikation Brandbeskyttende glas klassificeres i henhold til de relevante prøvningsmetoder for de vinduer, døre med videre, hvori glasset er monteret. Der skelnes mellem flammestoppende, branddrøje og brandsikre konstruktioner, betegnet med henholdsvis F, BD og BS, se DS og DS F-konstruktioner skal alene opfylde et integritetskrav, det vil sige at de ikke under brandpåvirkning får lækager, hvorigennem der kan trænge flammer eller varme røggasser. Et vindue med trådglas kan fx være et F- vindue. BD- og BS-konstruktioner skal opfylde krav om isolation; de begrænser med andre ord en brands varmeudbredelse. Til disse konstruktioner benyttes de tidligere omtalte specielle flerlagsglas med særlige brandbeskyttende indlæg, se figur 33 og 34 på næste side. Karm og ramme udføres i BD-konstruktioner af træ eller andet brændbart materiale, mens de i BSkonstruktioner udføres af stål eller andet ubrændbart materiale. Forskellige rudetyper er angivet i tabel 6. Når glas indgår som en del af en brandbeskyttende konstruktion, spiller alle konstruktive detaljer en rolle; glasset kan i brandmæssig henseende ikke vurderes alene løsrevet fra vinduet, døren med videre. Tabel 6. Rudetyper svarende til forskellige brandmæssige konstruktionskrav. T: Trådglas. B: Borosilikatglas. FL: Flerlagsrude med brandbeskyttende indlæg. Konstruktion Brandpåvirkningens varighed i minutter Flammestoppende (F-) T, B, FL T, B, FL Branddrøj (BD-) FL FL Brandsikker (BS-) FL FL Krav til brandsikring af åbninger i facader vinduer og døre aktualiseres ved korte afstande til skel og nabobygninger; disse krav fremgår af bygningsreglementet. Ved glasoverdækkede rum stilles der også krav til brandventilation og sprinkling. Disse krav omtales nærmere i: Vejledning om brandmæssige forhold i forbindelse med overdækkede gårde og gader, Byggestyrelsen, Der stilles ikke krav om brandbeskyttende rudekonstruktioner, men gives anbefalinger vedrørende sikring mod nedfaldende glas, se afsnittet Glastag på side 49. Hvor boliger støder op til et fælles glasoverdækket rum, stilles der krav til brandsikring af vinduer og døre mod glasrummet. 51

52 Glas Vandglaslag Kantbeskyttelse Brandgel Hærdet glas Afstandsliste af stål Figur mm flerlags vandglasrude (BS-60 rude). Figur mm gelrude (BS-60 rude). En række danske standarder omhandler konstruktioner med glas i relation til brand, nemlig: DS :1979. Brandprøvning. Bygningsdeles modstandsevne mod brand. Standarden beskriver en prøvningsmetode, hvorefter brandmodstanden bestemmes som den tid, hvori et prøvelegeme tilfredsstiller specificerede funktionskrav, når det udsættes for en standardbrand. DS :1980. Brandprøvning. Modstandsevne mod brand. Døre. Standarden omhandler også døre med glasdækkede åbninger. DS :1980. Brandprøvning. Modstandsevne mod brand. Glaspartier. Standarden omhandler prøvningsmetode for lodrette, ikke bærende bygningselementer beregnet til at udgøre, helt eller delvis, adskillelse mellem forskellige dele af en bygning eller til at udgøre en del af en ydervæg. Standarden kan anvendes til fx vinduer, vægge af glasbyggesten og andre translucente bygningsdele. Vedrørende vandrette bygningselementer henvises til DS DS :1985. Brandteknisk klassifikation. Bygningsdele eksklusive døre. Modstandsevne mod brand. Standarden beskriver de tre brandtekniske klasser: F, BD og BS. DS :1985. Brandteknisk klassifikation. Døre. Modstandsevne mod brand. Standarden beskriver F-, BD- og BS-døre. Lydisolerende ruder I bygninger har vinduers lyddæmpende egenskaber ofte stor interesse, idet den samlede lydisoleringsevne for ydervægge med vinduer er stærkt 52

53 afhængig af vinduets reduktionstal R, der er et mål for vinduets evne til at formindske lydtransmissionen. En vindueskonstruktions lydisoleringsevne afhænger af selve ruden, af vinduesrammen, vindueskarmen og af fugerne omkring vinduet, ligesom tætheden mellem oplukkelige og faste dele spiller en rolle. De standardiserede metoder til objektiv måling af lydstyrke tager højde for ørets frekvensafhængige følsomhed, idet der i lydtrykmålere er indbygget et elektronisk filter, der simulerer ørets følsomhedskurve. Ved måling fås derfor et resultat, som er i tilnærmet overensstemmelse med den menneskelige lydopfattelse. Dæmpningskurven for filtret er internationalt normeret og kaldes for A-kurven, og måleenheden betegnes db (A). Reduktionstal Reduktionstallets størrelse afhænger af frekvensen. I bygningsmæssig sammenhæng interesserer man sig for frekvensområdet Hz, der opdeles i 16 målepunkter med 1/3 oktav mellem hver. På basis af målinger af lydtrykniveauet i rum på begge sider af et prøvevindue kan man dels udregne reduktionstallet for hver enkelt frekvens, dels optegne en reduktionstalskurve, som kan afsløre, hvor vinduet eventuelt har svage punkter, se figur f g f c 10 R, db Frekvens, Hz Figur 35. Reduktionstalskurver for enkeltglas med tykkelse på henholdsvis 4, 8, og 12 mm. En reduktionstalskurve har typisk to svage punkter: resonansfrekvensen f g og koincidensfrekvensen f c, hvis beliggenhed blandt andet afhænger af glastykkelsen. Det omtales nærmere i det følgende. 53

54 Foruden den meget vigtige reduktionstalskurve er det praktisk at have et enkelt tal, der udtrykker nogle væsentlige egenskaber ved et vindue, og derfor benytter man i Bygningsreglement 1995 et vægtet reduktionstal R w, som fremkommer ved at sammenholde reduktionstalskurven for et aktuelt vindue med en standardiseret vurderingskurve. R w er et tal for vinduets luftlydisolation baseret på målinger i praksis. Den tilsvarende værdi målt under laboratorieforhold, der ofte vil give højere værdier for lyddæmpning, betegnes R w. I udlandet bruges andre tal, som er baseret på den A-vægtede lydisolation for forskellige generaliserede trafikstøjspektre. Resonansfrekvens og koincidensfrekvens Reduktionstalskurver for almindelige termoruder har sædvanligvis to svage steder: resonansfrekvensen og koincidensfrekvensen. Dette er for enkeltglas illustreret i figur 35. Enhver vindueskonstruktion kan bringes i særligt kraftige svingninger, uden at lydpåvirkningen egentlig er særlig stærk, blot påvirkningen passer lige præcis til konstruktionens egensvingning. Netop ved denne frekvens, resonansfrekvensen, er lyddæmpningen særlig dårlig, og her har reduktionstalskurven derfor et dyk. For termoruder ligger resonansfrekvensen i intervallet Hz afhængig af glastykkelse og glasafstand, og i øvrigt også af luftarten i glasmellemrummet, vinduets størrelse og glassets fastgørelse. En termorude med glas-luft-glas mål på mm har typisk en resonansfrekvens på 250 Hz. En lydbølges over- og undertryk vil rent mekanisk prøve at fremkalde bøjningsdeformationer i den glasplade, som bølgen rammer. Lydpåvirkningen fremkalder svingninger, som i glaspladen vil udbrede sig med en hastighed, der er frekvensafhængig. I luft er udbredelseshastigheden derimod ens for alle frekvenser. Der vil dog altid være én frekvens, hvor udbredelseshastighederne i luft og glas er ens, og den kaldes koincidensfrekvensen (sammenfaldsfrekvensen). Koincidensfrekvensen afhænger af vinklen, hvorunder lydbølgen træffer glasoverfladen, og den laveste værdi kaldes den kritiske frekvens f c. Ved denne frekvens er glassets lyddæmpning dårlig, og her har reduktionstalskurven endnu et dyk, som i øvrigt kan udjævnes ved anvendelse af to forskellige glastykkelser i termoruder, idet den kritiske frekvens varierer med glastykkelsen. Rudekonstruktionens betydning Ved at variere selve rudens konstruktive opbygning kan etlagsruders og termoruders lyddæmpning ændres inden for visse grænser. 54 Udgivet januar 1999

55 Tykkere glas giver større lyddæmpning. For enkeltglas vil tykkere glas ændre koincidensfrekvensen, men ikke forøge lyddæmpningen ved denne frekvens, se figur 35. Flere lag glas giver større lyddæmpning end enkeltglas på grund af større masse og effekten af luften mellem glassene. Forskellige glastykkelser i samme termorude, det vil sige asymmetrisk opbygning i stedet for de traditionelle termoruder med opbygningen eller , giver bedre lyddæmpning ved næsten alle frekvenser. Samtidig undgår man store dyk i reduktionstalskurven ved koincidensfrekvensen. Med lamineret glas som indvendigt glas forbedres lyddæmpningen yderligere, idet glassets bøjningsstivhed nedsættes. Se figur 36 og tabel /2/ R, db Frekvens, Hz Figur 36. Reduktionstalskurver for typiske rudekonstruktioner. Med asymmetrisk rudeopbygning opnås bedre lyddæmpning ved næsten alle frekvenser. Men en tykkelsesforskel mellem glaslagene på mere end 50 procent forbedrer ikke lyddæmpningen væsentligt, se tabel 9. Øget lyddæmpning kan ligeledes opnås ved at øge glasafstanden, og ved at anvende støbelaminat i det ene glaslag kan lyddæmpningen yderligere forbedres, især ved de høje frekvenser. 55

56 Tabel 7. Forbedring af lydreduktion ved anvendelse af lamineret glas i termoruder. Laminattype Tykkelse mm Forøgelse af R w db Reduktion ved høje frekvenser db Folielaminat 0,38 0,5-1 ca. 2 Støbelaminat > 4 Et tykkere laminat kan også opnås ved at anvende flere folielag. Større luftmellemrum mellem glassene i termoruder giver øget lyddæmpning. Også forsatsvinduer kan bidrage til større lyddæmpning, når de monteres i selvstændig karm. Det bedste resultat opnås med adskilte karme og stor afstand mellem ruderne (mindst 200 mm). Gasfyldning i termoruder med SF 6 -gas (svovlhexafluorid) kan ligeledes give øget lydisolation. Som det fremgår af tabel 8, optræder dæmpningseffekten af gasfyldning for termoruder med luftmellemrum større end 12 mm. Da svovlhexafluorid er en drivhusgas, vil anvendelsen i fremtiden blive reduceret. I øvrigt vil U-værdikravet til termoruden oftest have højere prioritet, hvorfor gasfyldningen normalt vil bestå af argon. Tabel 8. Omtrentlig lydreduktion ved gasfyldning af termoruder i afhængighed af glasmellemrummets størrelse. SF 6 -gasfyldt mellemrum, mm Omtrentlig lydreduktion, db Termoruder, hvor der for at forbedre lydisolationen er anvendt fx tykkere glas, lamineret glas, forskellige glastykkelser og eventuelt en gasfyldning, betegnes under et for termolydruder. Ved løsning af en aktuel støjdæmpningsopgave vil man, afhængig af støjens frekvensspektrum og kravet til dæmpningens størrelse, kunne kombinere de ovennævnte muligheder for ændring af rudekonstruktion, men det er ikke muligt at foretage en rent teoretisk dimensionering, hvori indregnes samtlige relevante forhold. Man må under projektering støtte sig til praktiske erfaringer fra målinger af den aktuelle karm/ramme og glaskombination eller lade foretage en prøvemåling i laboratorium. Eksempler på resultater opnået under laboratoriemæssige forhold (R w ) fremgår af tabel 9. Man skal være opmærksom på, at laboratoriemålinger ofte giver højere værdier for dæmpning, end man ville opnå med det samme vindue monteret i en konkret bygning (R w ). 56

57 Tabel 9. Forskellige rudekonstruktioners lydreduktion målt under laboratoriemæssige forhold. Rudekonstruktion Vægt Tykkelse R w i db ved hulrumsfyldning med mm kg/m 2 mm luft SF 6 -gas /2/ /2/ (50-100) (50-100) En trelagsrudes lydisolation er normalt ikke bedre end en tilsvarende tolagsrudes, fx har en trelagsrude med målene R w = ca. 32 db og en tolagsrude med målene R w = ca. 31 db. 2. Tolagsrude med forsatsramme. Mellemrum mm. I Bygningsreglement 1995 stilles ikke direkte krav til vinduers lydisolation, men i en række situationer stilles der krav om, at støjniveauet indendørs ikke må overstige 30 db. Det gælder fx, hvis trafikken på vej eller jernbane giver et udendørs støjniveau på mere end 55 db. Såfremt støjniveauet udendørs ikke overstiger 65 db, kan kravet med normale væg- og tagkonstruktioner opfyldes ved at anvende vinduer med en lydisolation, der svarer til det udendørs støjniveau minus 30 db. Hvis kravet til lydisolationen er 35 db eller derover, bør man anvende vinduer, der er klassificeret og kontrolleret i henhold til DS 1084, Vinduer, Lydisolation, Klassifikation, Vinduer, der skal opfylde krav om R w større end 40 db, må som regel udføres med forsatsrammer indvendig i vindueskarmen og tætningslister i falsene. Vinduer med R w større end db udføres sædvanligvis som dobbeltkonstruktioner med stor afstand mellem udvendig og indvendig rude, med adskilte karme og med lydabsorbent mellem karmene. 57

58 Facadeglas Udgivet januar 1999 Som facadeglas kan, fx i brystninger, anvendes bemalet glas (fx heldækkende, mønstret eller silketrykt), gennemsigtigt glas (fx almindeligt, gennemfarvet eller belagt glas), reflekterende eller beklædt glas og termoruder i forskellige versioner (fx med solafskærmende glas). Facadeglas er altid hærdet glas for at eliminere risikoen for termisk brud, der kan opstå som følge af temperaturforskelle mellem et solopvarmet midterparti og glaskanter, der ligger køligt i skyggen af glasfalse. Normalt anvendes 6 mm enkeltglas som facadeglas, og i reglen er det uigennemsigtigt for at støv, snavs, edderkoppespind, kondens og afgasningsprodukter fra evt. forkert valgte, bagvedliggende bygningsmaterialer ikke skal kunne ses fra ydersiden. Termoruder anvendt som facadeglas kan udføres med talrige versioner af det ydre glas, men ofte har det glas, som vender ind mod bygningen, en mørk, heldækkende farvebelægning eller beklædning, som usynliggør Figur 37. Det Kongelige Bibliotek på Amager. Solafskærmende glas og energiglas. Stele beklædt med silketrykt glas. 58

59 eventuel kondens; man skal være opmærksom på, at lim og forseglingsmasse skal kunne tåle de høje temperaturer, der let opstår i sådanne facadeglas. Look-alike Ved at anvende uigennemsigtige, reflekterende, solafskærmende facadeglas (med beklædning) i forbindelse med vinduer, der har tilsvarende refleksion, kan man opnå et facademæssigt helhedspræg, kaldet lookalike, der dog kun er virksomt i dagslys. Der kan ses forskel mellem vinduer og facadeglas, dels ved forskellige synsvinkler, dels i gråvejr og uden for dagslysperioden, idet refleksionen fra facaden bliver svagere, og rumbelysningen svækker effekten. Look-alike effekten kan blive markant ved spejlende facader, når der benyttes glas med lille lystransmittans og meget stor lysreflektans, se figur 38 og 39. Se også omtalen af spionspejl - effekten på side 40 i afsnittet om solafskærmende glas. Figur 38. Look-alike glasfacade. Spejlbuen, Århus. 59

60 Figur 39. Kontorbyggeri, Ballerup. Glasfacade i structural sealant glazing med look-alike. Translucent glas Translucente flader, der opfylder de modsatrettede hensyn til dagslys og privathed, forbindes ofte med traditionel japansk arkitektur, hvor vægpartier med rispapir giver lys til rummet, men hindrer indblik. Med en række forskellige teknikker, fx sandblæsning, mat folielaminering, silketryk og prægning, kan glas bibringes samme egenskab. Dagslys gennem translucente glasflader giver et blødt, diffust lys, mere jævnt fordelt, dybt ind i rummet. Sandblæst glas kan hærdes og lamineres. Med sandblæsning kan opnås en vekselvirkning mellem blank og mat overflade, en såkaldt frosset overflade. Sandblæsning kan udføres i mønstre et specielt håndværk, hvor de gamle skabeloner stadig bruges eller på hele flader til indbygning i termoruder. Til den matte (ru) overflade knytter sig den ulempe, at den er vanskelig at rengøre et forhold, det er vigtigt at være opmærksom på, især ved overvejelser om anvendelse af sandblæste etlagsruder. Laminering med mat folie er en mulighed for fremstilling af translucent glas, der kan benyttes på steder, hvor der stilles krav om sikkerhedsglas og reduktion af UV-stråling, som det fx kan være tilfældet i glastage og glasvægge. 60

61 Figur 40. Translucent glastag med mat lamineret glas. Odense Banegård. Figur 41. Glastaget vist på figur 40, set udefra. Silketrykt glas er normalt hærdet. Med silketrykteknikken kan der fremstilles overflader med fine, tætte mønstre, der dels giver glasset en afskærmende effekt, dels bevarer en del af dets oprindelige transparens. Præget glas valset glas, der under valsningen forsynes med et overflademønster kaldes også ornamentglas eller mønstret glas. Mønstret glas anvendes i stigende omfang i glasvægge, hyppigt fx i de nederste partier i glasaltaner. Kun glas med lille mønsterdybde kan hærdes. Translucent glas kan benyttes i glaspartier, der i henhold til Bygningsreglement 1995 kræves tydeligt afmærket af hensyn til risiko for personskade. 61